Indkøbskurven er tom.
Når Litteraturen og Kunsten Smelter Sammen
Når Litteraturen og Kunsten Smelter Sammen

Af Sarah Guldager Wilstrup
7. oktober 2016.

OPSLAG NEDSLAG - Danske Kunstbøger
Det Kongelige Bibliotek - Den Sorte Diamant
30. september 2016 - 2017

Med begrebet “kunstbøger” flyver tankerne oftest hen på de bøger der strategisk placeres på sofabordet, for at indehaveren af samme sofabord kan fremstå kulturel og interessant. Den tanke siger muligvis mere om denne udsendtes viden om genren end om kunstbogen generelt, men med udstillingen på Det Kongelige Bibliotek OPSLAG NEDSLAG er der rig mulighed for at blive en del klogere på emnet. Biblioteket har for første gang udstillet deres samling af kunstbøger, der her skal anskues som mere end et repræsentativt billede af kunsten – de er simpelthen kunst i sig selv.

Inden for de sidste par år er interessen for kunstbogen vokset. Det virker derfor oplagt, at netop Det Kongelige Bibliotek vælger at imødekomme den interesse med udstillingen OPSLAG NEDSLAG, der åbnede den 30. september. I 2017 bliver Danmarks Kongelige Bibliotek, der i forvejen fungerer som Det Nationale Fotomuseum, lagt sammen med Danmarks Kunstbibliotek og dermed bliver deres allerede store samling af kunstbøger endnu større. Samlingens rigdom skyldes blandt andet, at kunstbogen er svær at placere. Hvornår klassificerer vi det en bog, der arkiveres ud fra forfatter, og hvornår er det et værk der skal udstilles ud fra kunstner? Bibliotekets store samling afslører den tilgang der tidligere har været til genren – og bekræfter, at jeg ikke er alene om en let overfladisk viden om feltet. Med udstillingen OPSLAG NEDSLAG vil man rette op på dette.

Kunstbogen bevæger sig ind over flere faglige områder og skaber et fælles bånd mellem det litterære og det kunstneriske. I udstillingen er begge fagfolk præsenteret - kunstnere som forfatter og forfattere som kunstnere. Kunstbogen er et resultat af kunstnerens eller forfatterens kærlighed til kunsten, og er en form for fordybelse i deres univers. Et element der uddyber og supplerer til kunstnernes arbejde. Kunstbogen udfordrer den generelle bog-genre, men samtidig også samtidskunsten og skaber en åben dialog om kunsten.

Bjørn Nørgaard "I anledning af", fra udstillingen OPSLAG NEDSLAG. Venligst udlånt af Det Kongelige Bibliotek.

OPSLAG NEDSLAG er med sit store udvalg af bøger et udtryk for hvad kunstbogen kan og gør. I Det Kongelige Biblioteks rotunde under den Sorte Diamant er der opstillet et virvar af forskellige former for kunstlitteratur. Under fem undertitler som; Arkivet, Mediereflektioner, En Kollektiv Process, Det Serielle, Tekst og Politisk Propaganda, bevæger man sig rundt mellem små udsnit af Danmarks samtidskunst i bogform, der dækker over seks årtier fra 1960’erne og op til i dag.

Nærlæs Kunsten
Det er kunstbøger som kunst i sig selv, og udstillingen har ikke været fedtet med værker. Kunstnerne er talstærke. Som noget af det første i udstillingen støder jeg på Tal Rs værk “Science Fiction” i bogform. Bogen er i en åben ramme, der gør det muligt at tage bogen og bladre i den. Det originale materiale til bogen, i form af fotografier indklæbet på almindeligt linjeret kladdepapirer, suppleret af kunstnerens egen håndtegnede visuelle kommentarer til fotografierne af forskellige steder på Vesterbro, hænger ved siden af og afslører processen bag bogens udgivelse. Bogen er foldet ud side for side i hver deres ramme, men fremstår som et samlet værk i sig selv. Det er som et smugkig ind i Tal Rs tankegang og et indblik i hans Vesterbro.

Den del at kunne bladre i bøgerne har været et væsentligt fokus for udstillingens kurator, Thomas Hvid Kromann, der er ph.d. og forsker på Håndskriftsamlingen. For hvad er en bog man ikke kan røre, bladre eller læse i - og på den anden side, hvad er et kunstværk, man må tage og føle på? Enkelte af værkerne er unika, og andre findes kun i få eksemplarer. Eksempelvis kan der nævnes værket af Asger Jorn og Guy Debord “Fin de Copenhague” (Københavns Endeligt) fra 1957. Udstillingen viser her seks eksemplarer af værket, der hver differentierer sig fra hinanden. Bøgerne har ikke tidligere været udstillet sammen og afslører værkets historie. Det siger sig selv, at dette værk ikke er udstillet i åbne rammer, men på samme måde som med Tal Rs Science Fiction, har man mulighed for at nærlæse hver side.

Asger Jorn & Guy Debords "Fin de Copenhague", fra udstillingen OPSLAG NEDSLAG. Venligst udlånt af Det Kongelige Bibliotek.

Kunstbøgerne i udstillingen varierer i format og udtryk, men samtidig også i tilgængelighed. Når udstillingen har taget højde for at gøre halvdelen af de udstillede genstande direkte tilgængelige, viser man en forståelse for, at bøger er mere end ord og billeder. Kunstbogen er ingen undtagelse. Helheden af oplevelsen ligger i lige så høj grad i materialet, tyngden og duften, og er en stor del af litteraturens charme. For både litteraturen og for kunsten handler det om fordybelse af sanserne.

For at skabe en bred og nuanceret forståelse af kunstbogen spreder udstillingen sig vidt omkring. Eksemplerne er rige og man går derfra med følelsen af at have set alle afskygninger af genren. Blandt andet præsenterer udstillingen kunstbog-serien af kunstneren Sven Dalsgaards værker; små pamfletter der ordløst fortæller en handling gennem billeder. En kunstbog som kalender af Henriette Heise “Lommer/Pockets” fra 2006, kunstbogen som en folde-ud-bog af Lasse Krog Møller “Alle Frisører på Vesterbrogade” fra 2015, og endda den ældste bogform i verden, papyrusrullen, i en nyere gengivelse i form af Cecilie Westergaards “Sommerrejsen” fra 2012.

Svævende Satellitter
Den opblomstrende interesse for kunstbogen, afsløres ved de mange unge kunstnere der er repræsenteret i udstilling. Blandt dem finder man Lea Porsager, der med sit værk “Anatta Experiement” fra 2012 er udstillet under titlen Politisk Propaganda. Til udstillingens ferniseringen var hun i den forbindelse blevet inviteret til at sige nogle ord om kunstbogen. Porsager nævnte, hvad der for hende set er kunstbogens styrke; det at formidle det ordløse. Kunstbogen giver kunstnerne mulighed for, at få uddybet deres univers i et mindre objekt, der skaber en større tilgængelighed end den udstillede kunst på museerne. Personligt blev jeg lidt glad for hendes sammenligning, af kunstbogen som små satellitter der svæver rundt om værket. Bogformen er på en måde mere mangfoldig og kan komme bredere ud. På samme tid kan den rumme de tanker og former, der har ligget til grund for værket. Der er ingen åbnings- og lukketider og det skaber en åbenhed og grænseløs tilgang til kunsten.

Per Kirkeby "Blå, tid", fra udstillingen OPSLAG NEDSLAG. Venligst udlånt af Det Kongelige Bibliotek.

I tre montrer på række, halvt inde i udstillingen, finder vi tre værker af Per Kirkeby. Sarte og utilnærmelige i glasmontre udstilles de tre værker “blå, 5” fra 1965, “blå, tid” 1968 og “blå, ornament” fra 1969. Små ordløse bøger der i størrelsen minder om de velkendte pixie-bøger for børn, formidler den gennemgående stærke blå farve. Den ene bog er udelukkende blå, den anden bliver gradvist bliver mere og mere blå i form af blå kvadrater der vokser gennem bogens sider, og til sidst bogen der kun har en blå bølge i tværsnit gennem hver side. I udstillingens formidling afsløres der en lettere legende tilgang til kunstbogen, da dette fine værk af en af Danmarks største samtidskunstnere bliver beskrevet som kvadratisk, praktisk og god, og via det velkendte slogan, leder tankerne hen på en pakke Ritter Sport chokolade.

Per Kirkebys værker er kunsten der skildrer litteraturen, i forhold til udstillingens andre værker, hvor bogen skildrer kunsten. Hvis vi skal lege lidt med Lea Porsagers satellitbillede, må værket i dette tilfælde mere være jorden, der afspejler satellitten, end det er selve satellitten, men nu bliver jeg måske revet lidt med. Værkerne er netop den formidling af det ordløse som Lea Porsager nævner.

Mere end Selviscenesættelse på Sofabordet
Udstillingen formår at præsentere kunstnerbogen i al dens kunnen. Der mangler stort set ingen form for kunstbog, ingen samtidskunster der ikke er til stede og det er en let leg at gå på opdagelse i udstillingens inventar af kunstbøger. Der er langt fra min lettere pinlige forståelse af kunstbogen som den klassiske “Coffee-Table-books” og til de bøger præsenteret af OPSLAG NEDSLAG. Udstillingen formår i et vist omfang at afspejle kunstbøgerne som kunst, men det er stadig en mærkelig fornemmelse, at vurdere det der kan røres ved - som kunst. Ved en gennemgang af kunstbogens udvikling siden 1960’erne og udvalget af de alsidige kunstnere, har udstillingen skabt en introduktion, der omfavner den voksende interesse for genren, og imødekommer alle der skulle have lidt eller megen viden om emnet.

Uden tvivl sejrer udstillingen stærkt på omfanget af udstillede objekter. OPSLAG NEDSLAG formår at fremstille kunstbogens dybde og rigdom ved de mange varierende eksempler på genren, og jeg endte med at gå derfra med en nuanceret forståelse for, hvad kunstbogen er. Derudover skaber det endelige udtryk en fin henvisning til det, der i sidste ende binder litteraturens verden sammen med kunstens verden; deres fokus på ren fordybelse. I OPSLAG NEDSLAG på Det Kongelige Bibliotek er der skabt rig mulighed for fordybelse via de utallige små satellitter, hvad enten de svæver omkring værket, er værket i sig selv eller spejles i det.

Udstillingen OPSLAG NEDSLAG kører fra 30. september til den 11. marts 2017.

www.kb.dk

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer