Indkøbskurven er tom.
Ekspressionistisk kunstner på Rønnebæksholm - af Helene Olesen
Ekspressionistisk kunstner på Rønnebæksholm - af Helene Olesen

OMTALE: 

Rønnebæksholm er frem til den 14. december aktuel med soloudstillingen, Anna Klindt Sørensen.

Den danske kunstner Anna Klindt Sørensen, som blev født tilbage i 1899, er kendt for sine farverige og ekspressionistiske malerier, der fortæller om kvindefrigørelse og fri vilje. Motiverne er hovedsageligt hentet i landskabet fra hjemegnen i Gl. Rye og de smukke marker på Djursland. Udover landskabsmaleri er hun især også kendt for en række selvportrætter.   


Anna Klindt Sørensen, Malerinde selvportræt, 1949 - Foto venligst udlånt af Rønnebæksholm

Anna Klindt Sørensen, Vinter i Parken, 1962-63 - Foto venligst udlånt af Rønnebæksholm

Et kvindeligt opgør

Anna Klindt Sørensen var en selvstændig kvinde og hun havde en vision om at gøre op med den pænhed, man på det tidspunkt forbandt med kvinden. Det var ikke velset, at kvinder havde egne holdninger og en fri vilje, og det ville den unge kunstner også gøre op med. Kampen for frihed var blandt andet medvirkende til, at hun aldrig blev gift og fik børn. I stedet viede hun sit liv til kunsten.

Anna Klindt Sørensen, Selvportræt, 1932 - Foto venligst udlånt af Rønnebæksholm 

Fra porcelænsmaling til kunstakademi

Under sin opvækst var Anna Klindt Sørensen meget betaget af den kunstneriske verden, hvilket også var grunden til, at hun søgte et hverv inden for dette felt. Men når man vokser op som kvinde i starten af 1900-tallet, er det langt fra velset at realisere sig som kunstner. I starten prøvede hun derfor kræfter med porcelænsmaling på Albertine Wesenbergs skole i København. Dette fag gik også godt i spænd med forældrenes ønske om, at hun skulle gifte sig med en landmand. Porcelænsmaling gik nemlig ind under kategorien huslige sysler, som var en del af kvindens rolle som landmandshustru. Det viste sig dog hurtigt, at porcelænsmaling ikke levede op til den unge kunsters forventninger og hun droppede derfor uddannelsen, hvilket familien i Jylland ikke brød sig synderligt om. Hun kom herefter i kontakt med den danske kunstner Viggo Brandt, som gav hende forberedende undervisning, så hun kunne søge ind på kunstakademiet. Det viste sig også, at evnerne rakte langt, da hun kort tid efter blev optaget på kunstakademiet i København.

Kunst i Paris

Men heller ikke kunstakademiet kunne imødekomme Anna Klindt Sørensens kunstneriske drømme. Hun gennemførte tre semestre, hvorefter hun droppede skolen for at rejse til Paris. I Paris var der ekstraordinære uddannelsesmuligheder for kvindelige kunstnere. Hun får arrangeret et job som hushjælper hos en dansk familie i Paris, som inklusiv en arv finansierer rejsen, og hun tager af sted i 1922. I byen studerede hun ved flere anerkendte franske kunstnere, som eksempelvis M. Gromaire og F. Legér, hvor også Francisca Clausen studerede, som også opnåede stor anerkendelse. Anna Klindt Sørensen udstillede flere steder i Paris, men beslutter sig i 1938 for at flytte tilbage til Danmark, hvor hun kommer til at leve af sin kunst. 

Anna Klindt Sørensen, st. Kongensgade, 1942 - Foto venligst udlånt af Rønnebæksholm 

Drømmen om et kvindemuseum

Sidenhen har Anna Klindt vundet flere priser for sine malerier. Det skyldes ikke kun hendes tekniske kunnen, men også den frigørelsesproces, der er indlejret i flere af malerierne. I 1963 modtog hun blandt andet Eckersberg Medaljen og i 1976 Thorvalsen Medaljen, som begge er forbundet med stor prestige.  

I 1961 dør Anna Klindt Sørensens mor, som hun er meget tæt knyttet til. Hun arver et stort hus i Gl. Rye, Villa Petersborg, som hun har store planer med. Ønsket er at etablere et kvindemuseum i det store hus og hun starter derfor en større samling af malerier både af egne værker, men også kunst fra andre kvindelige kunstnere. Desværre blev drømmen aldrig realiseret og efter hendes død i 1985 er det Anna Klindt Sørensens fond, der ejer og forvalter samlingen. Samtidig bliver der i Anna Klindt Sørensens ånd også uddelt legater til kvindelige kunstnere i Danmark.

Læs mere om udstillingen Anna Klindt Sørensen på Rønnebæksholm her


Anna Klindt Sørensen, Selvportræt 1975 - Foto venligst udlån af Rønnebæksholm 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer