Indkøbskurven er tom.
Kvium på ARoS - Af Tina Kristensen
Kvium på ARoS - Af Tina Kristensen

ANMELDELSE: Det er ikke hver dag man kan opleve en række fjolser linet op på ARoS, men lige nu er der intet mindre end 202 af slagsen, der har fundet vej til museet. I sidste uge åbnede ARoS udstillingen ”Fools” med en serie malerier i mindre format af Michael Kvium.

Fjolserne er essensen af Kviums arbejde gennem 24 år.

Om værkerne fortæller Kvium:

”Det er gøglerbilleder, der ikke er tænkt til at forestille noget. Det er spejlbilleder af det system vi har til at genkende andre mennesker. I starten kaldte jeg dem for både fjolser og idioter, men efter Lars von Trier (Red. filmen ”Idioterne”) droppede jeg at kalde dem det.”


Installationsfoto, Foto Anders Sune Berg

Snot og hjernemasse
Det er en skøn parade af snot, penisøreringe og hatte formet som alt fra bryster til plastichandsker og kaktusser. Kvium skildrer gerne og ofte de mindre lækre sider af mennesket. Klæbrig hjernemasse blotlægges, en hat af slimede tarme ligger tungt på hovedet af et af fjolserne mens et andet igen har snottet løbende i stride strømme. De rækker tunge, stirrer vredt på én og opfører sig ikke alle lige passende. I al deres (indimellem klamme) frækhed fremstår fjolserne dog skønne med deres mangfoldighed af udtryk.

Fool, 2013, foto Anders Sune Berg

Hvem er hvem
Der er både kvinder og mænd blandt fjolserne. Faktisk så mener Kvium at der er flere kvinder blandt hans fools end de fleste af os tror og efter at have taget turen rundt et par gange, med det i tankerne, er der faktisk ret mange fjolser, der fremstår noget androgyne.

Det er svært at gennemskue om fjolset med et fyldigt bryst på hovedet er en kvinde, noget kunne jo tyde på det, men så igen, er det jo en hat… I mange tilfælde er der elementer, der trækker i forskellige retninger. I virkeligheden er det vel heller ikke kønnet, der er det vigtigste ved værket, men det fjolserne hver især udtrykker. Og det er tilsyneladende ikke så lidt komplekse følelser, der er på spil. Faktisk kan man stå overfor hver enkel fool i længere tid, uden at blive klogere på, hvad der gemmer sig bag udtrykket. 

Fool,1997, foto Anders Sune Berg

Point for udstillingsarkitektur
Det er en noget anderledes udstillingsarkitektur der danner rammen om Kviums fjolser. En kringlet struktur der helt overordnet er udformet som et øre. På ARoS er man ikke bange for at eksperimentere med udstillingsarkitektur og design og man er ikke i tvivl om, at håndværkerne og det tekniske personale på stedet får masser af spændende udfordringer. Spidsfindige løsninger og kreativ tænkning har de åbenbart til overflod, for når man går gennem rummene, hvad end det er Tal R’s labyrint fra sidste år, Erlend Høyersteins udstilling ”Into The Darkness” eller denne Kviums øresnegl, så er opbygningen diskret og veludført, så den understreger værkerne. Man ser ingen ”nemme” løsninger og værkerne kommer til deres ret.   


Installationsfoto, foto Anders Sune Berg

Tag en Fool selfie
På udstillingen kan du endda få lov at forevige dig selv som fool og hvis du er heldig, indgå i et kæmpe selfiemosaik. Noget der kan få gang i mobilerne hos både børn og voksne, for hvem vil ikke gerne selv blive en del af værket med en fjollet hat eller et par kunstige ører. Glem ikke at gå en tur forbi selfieværkstedet, om ikke andet, så for at se om du kan spotte en bekendt blandt de mange selfies.

Det er i høj grad en udstilling, der kan anbefales. Og gå nu ikke for hurtigt igennem det blå øre, der skal være tid til at hilse på alle fjolserne. 


Installationsfoto, foto: Anders Sune Berg

Fakta:
Udstillingen "Fools" kan ses på ARoS frem til d. 15. februar 2015.

Læs også vores store interview med Kvium i magasinet kunst nr. 5.
Magasinet kan købes her

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer