Det socialt konstruerede menneske

Hvad sker der, når rum bliver forvandlet til et nervesystem?

Hvordan forholder vi os til akavede udstillinger?

Tillægger vi objekterne følelser?

Disse spørgsmål kan man forestille sig, at den østrigske kunstner Markus Schinwald har stillet sig selv, inden han skabte den kryptiske ruminstallation, der netop nu vises på det San Francisco baserede galleri tilknyttet California College of the Arts; The Wattis Institute.

Markus Schinwald, installation view. CCA Wattis Institute for Contemporary Arts. Photo by Johnna Arnold

Det indre og ydre blandes

Schinwald, der har base i Los Angeles og Wien, er bl.a. kendt for sit arbejdet med temaer som dysfunktionalitet og relationen mellem krop, sind, kultur og omgivelser.

Inspireret af psykoanalyse redigerer han portrætter, der i udgangspunktet forholder sig til 1800tallets rigide menneskeidealer. De nydeligt opsatte og udførte Biedermeierske malerier (1815-48) er købt på auktion. Schinwald har efterfølgende påmalet masker og proteser for at illustrere de indre skavanker, som ikke fremgår af datidens iscenesættelse.

Schinwalds værker handler om at udstille eventuelle risikoer, følelser eller akavede situationer i stedet for at skjule dem.

Bløde rumdelere

Igennem de to store udstillingsrum er der opsat et sindrigt system af bronzerør. Bløde hvid-polstrede flader på størrelse med senge, er ophængt på bronzerørene. Disse bløde flader og bronzerør har delvis en funktion som rumdeler.

Dog på en uvant måde. Som beskuer indskydes man til at overholde de vante præmisser for ruminddeling. Men samtidig er nogle af rørene så lavt hængene, at det er svært at vurdere, om man er afskåret fra den modsatte side eller rummet skal opfattes som en helhed. Forvirrende og uvant er rumoplevelsen i hvert fald.

Billedtekst:Markus Schinwald, installation view. CCA Wattis Institute for Contemporary Arts. Photo by Johnna Arnold

Træfigurer som poledansere

I en anden komposition er akrobatiske træfigurer placerede, så de ser ud til at danse op af gyldne messingrør, der går fra gulv til loft. I udstillingskataloget kan man læse sig frem til, at figurerne er udskæringer af gamle træben fra møbelsnedkeren Thomas Chippendale (1719-1779) Der er et tydeligt ordspil og parallel til de nutidige mandlige Broadway strippere; Chippendales.

Bevægelig organisme

I Schinwalds fortolkning af Chippendale er træfigurerne hovedløse. Abstraktionerne over menneskekroppen, de meget lange arme og ben, gør at de bliver nærmest abelignende i udtrykket.

Det underlige fravær af hoved på træfigurerne understreger en væsentlig pointe; den menneskelige bevidsthed kan blandes sammen med vores forståelse af ydre fysiske objekter.

Hvad ville der ske hvis ”aberne” faldt ned og brækkede en arm? Den livlighed vi tillægger figurerne, er med til at give rummet dynamik.

I udstillingen hænger figurerne så yderligt, at det er svært forstille sig, at de ikke er lidt bange for at falde ned og brække noget af kroppen. Markus Schinwald, installation view. CCA Wattis Institute for Contemporary Arts. Photo by Johnna Arnold

Med lidt god vilje, bliver det pludselig tydeligt, hvordan alle delene i installationen er internt afhængige. Som i en organisme med et nervesystem, hvor organer og funktioner indgår i et forløb.

Pointen er, at vi påvirker forståelsen af rummet ligesom rummet påvirker os.

Læs mere om kunstneren her:

Link til CCA Wattis Institute for Contemporary Arts.

Markus Schinwald, installation view. CCA Wattis Institute for Contemporary Arts. Photo by Johnna Arnold

En sciencefictionagtig måde at tænke nye situationer

Schinwald har skabt akavet rum. Et rum hvor de sengelignede genstande ikke har en entydig funktion. Hvor ’træaber’ bliver personliggjort. Hvor poteser på biedermeierske billeder afslører sårbarhed. Hvordan forholder man sig til sådan et rum?

Udstillingen i the Wattis Institute sætter nyt lys kultur og normer. På måden vores omgivelser påvirker os. Måske er udstillingen en kommentar til en tendens til kulturel forudindtagethed?

Fakta:

Markus Schinwald (1973) er uddannet fra Humboldt Universitetet i Berlin. Han bor og arbejder i Wien og Los Angeles.

Udstillingen er arrangeret af CCA Wattis Institute og San Francisco Museum of Modern Art, som del af SFMOMAs serie af nye værker.

Udstillingen vises til d. 13 december 2014.

For mere information om stedets øvrige aktiviteter se http://www.wattis.org. Hjemmesiden alene er et klik værd.