Indkøbskurven er tom.
Any Color You Like - Af Helene Olesen
Any Color You Like - Af Helene Olesen

OMTALE:

28. november 2014.

Any Color You Like

Dagen i dag er for mange kendt som Black Friday, men i et showroom på Vesterbro vil der frem til den 4. december være alt andet end sort 

VESS showroom slår i dag dørene op for lysudstillingen, Any Color You Like, af den danske installationskunstner Jakob Kvist. Med en farverig lysinstallation er der i den grad lagt op til at give denne grå november måned en anelse mere kulør. 

For lys har en ganske særlig indvirkning på mennesket, og det er måske også grunden til, at lysinstallationer efterhånden er blevet et kæmpe hit.


Jakob Kvist med værket Music for af House, 2011 - Foto: Jakob Kvist. 

Udstillingen, Any Color You Like, består af én kæmpe lysinstallation, der er bygget op af 65 lysstofrør, der er opsat side om side. Hvert rør har hver sin farve, og i sammenhæng med hinanden danner det en regnbue-lignende farveskala. Værket er inspireret af videnskabsmanden Goethes harmoniske farvecirkel, som nu er blevet genskabt med lys. Farvecirklen har siden dens tilblivelse i starten af 1800-tallet været en væsentlig faktor i forståelsen af farver. Farvecirklen har sidenhen dannet fundament for definitionen af komplementærfarver, som var og er en væsentlig viden inden for det kunstneriske felt.

Foto fra lysinstallationen Trailerpark af Jakob Kvist, 2014 - Foto: Jakob Kvist. 


Foto fra lysinstallationen Trailerpark af Jakob Kvist, 2014 - Foto: Jakob Kvist. 

Lys, kunst og musik

Jakob Kvist kom for alvor på manges læber i 2013, da han i samarbejde med musiker og DJ Mike Sheridan vandt iByen-prisen for årets oplevelse. Prisen blev tildelt på baggrund af  åbningskoncerten for årets STRØM festival, der løb af stablen på Tietgenkollegiet. I forbindelse med koncerten stod han for et helt særligt lysshow kreeret specielt til den unikke bygning.


Foto fra lysinstallationen på Tietgenkollegiet til åbningskoncerten, Panorama, med Mike Sheridan og Det Danske Ungdomsensemble af Jakob Kvist, 2013 - Foto: Jakob Kvist. 

Foto fra lysinstallationen på Tietgenkollegiet til åbningskoncerten, Panorama, med Mike Sheridan og Det Danske Ungdomsensemble af Jakob Kvist, 2013 - Foto: Jakob Kvist.

Foto fra lysinstallationen på Tietgenkollegiet til åbningskoncerten, Panorama, med Mike Sheridan og Det Danske Ungdomsensemble af Jakob Kvist, 2013 - Foto: Jakob Kvist  

Jakob Kvist har en særlig forståelse for lysets indvirkning i samspil med musikken. Det er også en af grundene til, at han de seneste år har samarbejdet med nogle af Danmarks mest populære musikere som MØ, When Saints Go Machine og Quadron.

Eksperimenterende showroom

VESS showroom åbnede tilbage i 2011 og er en kunstnerisk platform på Vesterbro. Visionen er at præsentere relevant og aktuel kunst på tværs af forskellige medier og kunstformer. Dette indebærer blandt andet Jakob Kvists lysinstallation, som er stedets første udstilling med lys. Desuden er VESS et kunstnerisk showroom, der ikke er bange for at tage chancer og de inviterer gerne ukendte, såvel som kendte kunstnere indenfor. Det vigtigste er at kunne invitere publikum indenfor til en ekstraordinær oplevelse, der både udfordrer og forundrer.

VESS Showroom - Foto: VESS Showroom 

Udstillingen åbner i dag den 28. november og slutter igen den 4. december, så man skal være hurtig, hvis man skal nå at opleve den farverige udstilling.

Dog flytter udstillingen til Island for en stund i det nye år, hvor den kan opleves på Reykjavik Winter Lights til februar.

Læs mere om Jacob Kvist og hans kunstinstallationer her

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer