Indkøbskurven er tom.
Picture the Music
Picture the Music

OMTALE: Af Stine Ella Jørgensen. 15.06.2016

For tredje år i træk har Copenhagen Photo Festival inviteret fotografer - professionelle såvel som amatører - til indfange musikken med deres kameraer til udstillingen Picture the Music. Ud af over 2.500 indsendte fotografier har kuratorgruppen udvalgt 44 fotografier, der afspejler de stemninger, følelser og oplevelser der opstår i forbindelse med musikken. Magasinet var et smut forbi udstillingen i sidste uge.

De fysiske rammer for Picture the Music er fuldstændig genialt sat af udstillingens arrangører. Fotografierne er sat i stævne i den nedlagte transformerstation, som ligger gemt væk på Bremenholm nr. 6. i indre by. Med de rå vægge og det kolde beton gulv med afmærkningstape får man oplevelsen af at blive lukket ind i hemmeligt rum, hvor man kan gå på opdagelse.

//Fotograf øverst: Simon Fals (Bobby Womack på Roskilde Festival)

 

Blandt fotografierne ses blandt andet de helt unge, kultstjerner City Bois hænge side om side med dansk-top gruppen Klaus & the Servants, og i et andet rum hænger Yolandi Visser fra den sydafrikanske rap-rave gruppe Die Antwoord. Kuratorgruppen har altså sat et vidt spænd for hvilke musikgenrer som repræsenteres blandt de udvalgte fotografier. Det klæder bestemt udstillingen at man både bliver ført igennem dansktoppen, rappen, poppen og rocken.

 

//Fotograf: Lars Ladefoged, Berlingske (Lukas Graham)

Mange af fotografierne har musikerne i centrum, hvor de synes at blive ophøjet til mytiske figurer og som publikum og ikke mindst som beskuer er man på en og samme tid enormt tæt på dem og alligevel så lang væk. Ikondyrkelsen af musikerne har kuratorerne udfoldet meget bogstavligt i udstillingens ene rum, hvor den danske sanger Lukas Gramham i bedste jesusstil er blevet hejst helt øverst op på bagvæggen. Her kan man så stå med tilbagelænet hoved og tilbede sit idol.

Nogle af musikerne bliver dog også trukket ned fra piedestalen, hvor vi både ser dem smånervøse back stage, hvor de venter på at træde ud og tage imod publikums bifald og helt smadret efter en aftens optræden med øl ved hånden. Vi ser blandt andet den folkekære sanger Birthe Kjær spejde ud på mod sit publikum gennem det tunge scenetæppe. På et andet fotografi kigger sangeren Barbara Moleko ud mod beskueren i rummet og man mærker den intensitet, der opstår få sekunder før en musiker skal på scenen.

 

//Fotografer fra højrte til venstre: Sophia Juliane Lydolph (Birthe Kjær), Karina Tengberg, Allan Niss (Mø) og Sara Gangsted 

 

Flere af fotografierne vender også blikket mod publikum og her er der noget helt særligt på spil. Man fornemmer glæden og euforien, der eksploderer i de store menneskemængder til eksempelvis Lukas Grahams optræden i Forum eller til Mews koncert på Orange Scene på Roskilde festivalen. Publikumsfotografierne minder beskueren om de intense øjeblikke, der opstår når flere tusinde mennesker samles for at mærke og hylde musikken. 

 

//Fotografer fra højre til venstre: Per Lange (All Pigs Must Die koncert) og Michael Boe Laigaard (Ulige numre) 

 

Udstillings arrangører har i beskrivelsen af hvilke fotografier, der kunne sendes ind til konkurrencen lagt vægt på, at musikken også findes i hørebøfferne på cykelturen og til privatfesterne i provisen. De 44 udvalgte fotografier samt alle de fotografier, der ikke kom med udstillingen afslører dog, at det især er den kollektive liveoplevelse, hvor vi kan se vores musikalske helte på scenen, som dominerer vores bevidsthed, når vi ønsker at forevige musikken.

Udstillingen er en kæmpe hyldest til musikken og de mennesker som skaber og tager del i den.

 

Det praktiske
Copenhagen Photo Festival løb fra den 2. juni til den 12. juni 2016, men mange af udstillingerne fortsætter i ugerne efter festivalen. Fotofestivalen er en årlig begivenhed, med udstillinger forskellige steder i landet.

Fotografierne kan nu opleves på udstillingens Facebook-side: https://www.facebook.com/picturethemusicCPF/photos/?tab=album&album_id=464053773788125

Picture the Music-udstillingen var  under festivalen åben dagligt

Lokation: Bremerholm Transformerstation på Bremerholm 6, 1069 København K

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer