Indkøbskurven er tom.
Double Happiness – af Anna Sofie Hillersborg
Double Happiness – af Anna Sofie Hillersborg

OMTALE 

10. november 2014

November i dokumentarfilmens tegn
Så er det igen blevet tid til at Skandinaviens største dokumentarfilmfestival, CPH:DOX, ruller ind over de københavnske biografer med et væld af dokumentarfilm i alle tænkelige afskygninger. 

I løbet af ti dage, fra d. 6. – 16. november 2014, viser festivalen over 200 film fra hele verden af både internationalt kendte dokumentarister og helt nye talentspirer.
Festivalen favner dokumentarisme i bred forstand og viser mange film, der udfordrer genren og lægger sig i grænselandet mellem dokumentar og fiktion, virkelighed og iscenesættelse.

Her på redaktionen vil vi i den kommende uge sætte fokus på den del af programmet, som lægger sig i spændingsfeltet mellem kunst- og dokumentarfilm.

Filmen ”Double Happiness” (2014), af den østrigske filminstruktør Ella Raidel,  kan netop karakteriseres som en film, der både kombinerer genretræk fra kunstfilmens og dokumentarfilmens verden.

Filmen skildrer den kinesiske kopiglæde og fascination af vesten, der her kommer til udtryk i opførelsen af et ganske besynderligt byprojekt til 5,6 milliarder kroner, hvor den idylliske bjergby Hallstatt i Østrig, er blevet genskabt i en minutiøst nøjagtig kopi i Huizhou i Sydkina.

Kopiby vækkes til live
Alt lige fra byplanlægningen helt ned til måden, hvorpå træværket på husenes balkoner er udskåret, er gengivet ned til mindste detalje. Ingen borgere fra det oprindelig Hallstatt kendte til dette kuriøse projektet, da det var ved at blive til, så tilrejsende kinesere har i al hemmelig gået og afluret alpebyens facader, springvand og endda også registreret, hvordan lobbyen i byens hotel er indrettet.
 
Den kinesiske version af Hallstatt er tiltænkt en elite af særligt velhavende kinesere, som i det lille østrigskudsende pastelfarvede parallelunivers kan slå sig ned og tilbringe en luksustilværelse. 

Men kinesernes svar på Hallstatt er lagt fra enestående. Der er en større tendens til at man her kopierer verdens turistattraktioner i naturlig størrelse. Det er derfor ikke længere nødvendigt at forlade Kina for at få et glimt af nogle af vestens største turistattraktioner. Man kan eksempelvis besøge et Lilleput-Paris med Eiffeltårn og klassiske fontæner lidt udenfor Hangzhou eller besøge Manhattan i Nordkina, hvor der både er et Rockefeller Center og en kopi af Hudsonfloden og man kan få et snapshot af Londons Tower Bridge over en kunstigt anlagt version af Themsen lidt udenfor Shanghai.

Iscenesat virkelighed
Raidel bruger som instruktør iscenesættelse som et virkemiddel til netop at fremhæve byprojektets kunstige kulissepræg. Der er eksempelvis en kvindelig skuespiller iklædt østrigsk kjole, der som en gennemgående figur i filmen synger direkte til kameraet med en nærmest kvalmende iscenesat sødme.
Filmens dokumentariske elementer viser sig gennem interviews med arkitekter og byplanlæggere samt optagelser fra kopibyen.  

Man får generelt det indtryk, at kineserne er vilde med landets kopibyer, men Raidel har i filmen også integreret et klip fra et kinesisk talkshow, som giver et interessant indblik i, at det ikke er alle, der bifalder de bymæssige og arkitektoniske plagiater. Her udtrykker talkshowsværten en skepsis over for den gennemgribende stræben efter vestlige idealer og frygten for, hvad det vil betyde for fremtidens kinesisk kultur, hvis kopierne kommer til at stå i stedet for nytænkning. Spørgsmålet om autenticitet er hele tiden tilstedeværende i filmen, især i forhold til den kinesiske selvforståelse.  

Kunstnerisk dokumentarisme
Samlet set er der tale om en film, der veksler mellem klassisk dokumentarisme og kunstnerisk iscenesættelse i et stærkt æstetisk og fascinerende billedunivers. Selve indholdssiden har et fragmentarisk montagepræg, hvor man selv må tænke sig til sammenhængen mellem de mange forskellige små scener og indslag. Det kan til tider være svært at finde ud af, hvad det er filmen egentlig vil fortælle, for den går ikke rigtigt i kødet på problematikken, men åbner måske snarere op for en række spørgsmål vedrørende kopi, autenticitet og kulturel identitet.

”Double Happiness” tager fat i et tankevækkende emne og er en smuk visuel oplevelse, hvor der er tænkt over hvert eneste billedes farveholdning, men emnet bliver desværre præsenteret så løst, at det kan være svært at fastholde interessen. Man får aldrig rigtig følelsen af, at nå ind til sagens kerne i en ellers meget interessant afkrog af den kinesiske kultur.



Double Happiness kan ses i Nordisk Film Palads, torsdag d. 13. november 2014, kl. 14.15

Du kan se filmens trailer her

http://cphdox.dk/screening/double-happiness

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer