Indkøbskurven er tom.
Augusta Atla, en kunstnerisk kærlighedserklæring
Udstillinger & Omtaler

Oplev kunstneren Augusta Atla på Banja Rathnov Gallerie og Kunsthandel

Augusta Atla, en kunstnerisk kærlighedserklæring 

09.10.2015
Af Louise Skafte

Kom med på en nostalgisk rejse i følelser, æstetik, romantik og kærlighed. Udstillingen føles som en kærlighedserklæring til alle de forskellige lande, byer og kulturer, hvor kunstneren Augusta Atla har boet. 

Helios Augusta Atla & Nikos Branidis
Banja Rathnov Gallerie og Kunsthandel præsenterer for første gang en udstilling med den danske kunstner Augusta Atla, og et samarbejde mellem Atla og den græske kunstner og digter Nikos Branidis (1974-), som i øvrigt også er Atlas kæreste.

Atlas inspiration
Augusta Atla (1979-) er født og opvokset i Danmark. De sidste 12 år har Atla rejst og boet i London, Venedig, Rom, Milano, Paris og Athen. Her har hun hentet inspiration i alt fra mad til mode og kunst, og i særdeleshed lyset og solens kraft. Titlen ´Helios´, som er navnet på solguden i den græske mytologi, er således også forbundet hertil.

Atla har en fantastisk fornemmelse for farvekombination og komposition, hvilket kommer til udtryk i alle hendes værker. Man fornemmer, at hun har studeret de gamle mestre indenfor maleri og skulptur fra netop Italien, Frankrig og Grækenland. De mestrede alle farve og komposition inden for en klassisk og håndværksmæssig kunsttradition, som ikke kan siges at tynge samtidskunsten i dag.


View fra udstillingen, Augusta Atla. Foto: Louise Skafte

Svævende collager
Udstillingen strækker sig over fire rum. Først et stort åbent rum, hvor der hænger tekstil- og silkeværker; nogle i rammer på væggene, andre hænger frit i snore ned fra loftet. Silkestofferne, der hænger svævende i snore fra loftet, gør oplevelsen rumlig og altomsluttende. Billederne danner indbyrdes collager, og alt efter, hvor man står i rummet, skaber silketrykkene forskellige billedlige formationer i samspil med hinanden.


View fra udstillingen. Foto: Louise Skafte

Rundt omkring på gulvet er der placeret flade firkantede metalbakker med tørrede roser, salvie, okkerfarvet pulver og tørrede kamilleblomster. Det bidrager til en følelse af at være en del af et æterisk ritual og danner samtidig en farve- og materialemæssig dialog mellem tekstil- og silkeværkerne og rummet. Fra dette store, åbne og lyse rum, bevæger udstillingen sig videre til to mindre og smallere rum, som indeholder sort/hvid fotografier og lyd(billeder).

De intime og sanselige rum
Udstillingens andet og tredie rum er de mest intime og sanselige. Det er her, samarbejdet mellem Atla og Branidis finder sted; Atlas sort/hvid selvportrætter og Branidis fotografier fra en svunden tid. Sammen skaber de en kunstnerisk dialog omkring Europa, Athen og tematikker som livets skrøbelighed. Rummet emmer af passion, kærlighed, drømme og historie.


Augusta Atla. Nature Morte. Serie fra 2011/2013. Foto: Louise Skafte


Augusta Atla. Nature Morte. Serie fra 2011/2013. Foto: Louise Skafte

Atlas selvportrætter
Atla eksperimenterer med den stereotype kvinderolle og undersøger og fremviser herigennem kvindens mangefacetterede roller. Hendes selvportrætter er både smukke og sjove, alvorlige og absurde. Atla parafraserer og karikerer klassiske og stereotype fremstillinger af kvindekroppen, og tilføjer i sine fremstillinger et mere komplekst og flertydigt billede af kvinden.


Nikos Branidis. Négative Trouvé, 2015. Foto: Louise Skafte

Fundne negativer
Branidis har fremkaldt fundne negativer fra forskellige menneskers liv. Mange af disse fotografier er overbelyste og ridsede, og man får en fornemmelse af, at negativernes historie er tilstedeværende. Deres patina skaber en form for drømmeslør af forsvundne minder. Et væld af minder om dufte, lys og lyde, folder sig ud, så man næsten føler, at man er i det øjeblik igen.

Billeder i form af lydoptagelser
For at understøtte stemningen, er fotografierne akkompagneret af et lydspor på 15 min., der kører i loop. Lydsporet er sammensat af musikken fra en komposition ’Helios’ af Carl Nielsen, som han skrev, da han boede i Athen sammen med sin kone, Nielsen ønskede at beskrive lyset i Grækenland. Hertil kommer fuglefløjt, lyd fra Athens gader optaget af Nikos, græsk/antik lyremusik, folkemusik optaget live fra en lille græsk restaurant i Athen samt Branidis stemme, der reciterer et digt, mens han går på gaden i Athen. 

Disse lydbilleder skaber liv og samtidig også et fjernt univers af minder, hvor man får lov til at drømme sig tilbage til tidligere rejser og steder, man har været. Denne del af udstillingen giver mig følelsen af at være på opdagelse i en romantisk og nostalgisk kunstnerhule, der på en gang er fuld af liv og lys, mørke og mystik og er på samme tid pirrende og dragende.

Atla udtaler, at hun og Branidis med disse lydbilleder ”ønskede at skabe en stemme af ‘umulige’ Athen, både fuld af liv og død på samme tid - af Athens antikke historie og samtidskatastrofe - af livet på gaden, det irrationelle, det ufunktionelle og kaotiske, i Athen, og i os som kunstnere, og mennesker generelt (Augusta Atla).”


Augusta Atla. Helios, 2015. Foto: Louise Skafte

Fantastiske collager
Afslutningsvis kommer man til udstillingens fjerde rum, hvor man finder de smukkeste collager og malerier. Som i mange af Atlas andre værker, har hun også her brugt sig selv som motiv. Helt konkret er Atla tildækket og afklædt på samme tid, og symbolsk kan man sige, at hun netop herigennem påklæder kvinden nye roller og piller de gamle stereotyper af. Hun befrier sig selv og kvinden som forstenet stereotyp.


Augusta Atla. Helios, 2015. Foto: Louise Skafte


Augusta Atla. Udsnit af Helios, 2015. Foto: Louise Skafte

Man fornemmer et væld af historier og kulturer, der smelter sammen. Denne historiske og kulturelle inspiration er netop det, der gør disse værker smukke og inspirerende. Det er som om, Atla har håndplukket alt det bedste fra forskellige tider og kulturer og samlet det i sine fantastiske collager.

Udstillingens ramme
Museumsbygningen som er bygget i 1915-1920, rammer udstillingen ind på fineste vis. Smukke rum, store ovenlysvinduer, paneler fra gulv til loft og charmerende trægulve i sildebensmønster. Bygningen emmer af levet liv, lys, æstetik og fordybelse, og er som skabt til denne udstilling.

Tag på en kærlighedsrejse med Augusta Atla & Nikos Branidis, og lad dig forelske i deres farverige, smukke, inspirerende og dragende univers.

Udstillingen kan ses frem til d. 18. November 2015.

 

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig