Dokumentarfilmen ”Mand Falder” er en hjerteskærende, rørende og smuk film af Anne Regitze Wivel, om vennen og kunstneren Per Kirkeby.

Mand Falder

9. november 2015
Af Louise Skafte

Dokumentarfilmen ”Mand Falder” er en hjerteskærende, rørende og smuk film af Anne Regitze Wivel, om vennen og kunstneren Per Kirkeby. Efter et fald ned af sin trappe har Kirkeby fået en hjerneskade, der har svækket hans førlighed, men også hans syn i en grad der gør at han måske ikke længere kan male. Per sidder ved filmens begyndelse i kørestol og herfra følger vi Pers lange og seje kamp for, helt bogstaveligt, at komme på benene igen.

Plakat: Torsten Høgh Rasmussen

Mand Falder
Wivel formår ved filmens første anslag at få dramaet slået an. Filmen åbner med et helt sort billede, hvortil vi hører et stykke musik af Brahms med en klaver nedgang, der danner et lydbillede af et gevaldigt nedstyrt. Herefter glider Kirkebys malerier forbi, i skarpe farver, og nu tager strygere over i musikken. Der skabes en stemning af et hav der har været i oprør og nu, efter et voldsomt uvejr, flader ud og forsøger at finde ro.

Per Kirkeby har overlevet stormen, men ikke uden skræmmer. Nu er det tid til at prøve at finde fodfæste igen, og dette følger vi på tæt hold gennem Wivels ærlige skildring af hvordan en falden mand rejser sig igen.

Pressebillede fra DOX

Anne Regitze Wivel
Wivel er oprindeligt uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Efter akademiet blev Filmen hendes fortrukne kunstneriske medie. Wivel står bag portrætter af markante personligheder som Søren Kirkegaard, Johannes Møllehave og H.C. Andersen. Senest i dokumentarfilmen ”Svend” fra 2011, hvor Wivel portrætterer sin daværende mand, Svend Auken. Som udgangspunkt var denne film et portræt af Auken og hans politiske virke, men ulykkeligvis fik Auken undervejs i forløbet konstateret  prostatakræft, og døde i 2009. Mand falder er således den første film Wivel har lavet siden.

Filmen som en vej tilbage til livet
Ved filmens begyndelse, hører vi Wivel fortælle. Dels om forskrækkelsen over Pers ulykke, og dels hvordan det også skræmte hende at skulle lave en dokumentarfilm om det, på opfordring af Per og hans kone. Ikke desto mindre siger Wivel ja til at portrættere Pers kamp tilbage til livet. På en måde bliver dette filmprojekt en mulighed for dem begge til at kæmpe sig tilbage til livet. Per tilbage til kunsten og Wivel tilbage til filmen. 

Gennem hele filmen ser vi Per arbejde på et værk der skildrer hans fald. Det er tydeligt at det betyder meget for ham at gennemleve hændelsen, både ved at fortælle om det der skete, men også ved kunstnerisk at bearbejde det. Således bliver filmen også et projekt for Per og et incitament for at kæmpe videre.

I starten må han ofte opgive sit arbejde og hvile sig, næsten før han er kommet i gang. Grundet hjerneskaden har Per svært ved at genkende former og farver, og nogle gange mennesker. Derudover har han svært ved at orientere sig i forhold til sin venstre side. At miste synet, må være en malers værste mareridt.

Alt bliver sløret
Vi ser flere gange hvordan Per mister orienteringen, og ikke ved hvem der er omkring ham. På et tidspunkt oplever vi en situation hvor Per ikke kan genkende sin egen kone. Han virker meget fjern og lidt skræmt, men også som om han bliver flov over situationen. Det er en utrolig stærk scene, fordi man virkelig fornemmer hvordan tæppet pludselig bliver trukket væk under ham, og hvordan han desperat famler sig frem i blinde.

Man oplever også hvor hårdt det må være for Mari Anne, Pers kone, ikke at blive genkendt af sin egen mand. Selvom Mari Anne virkelig forsøger at bære over med ham og forholde sig rationelt til situationen, må det også for hende være som at få trukket tæppet væk under sig. Hendes elskede er ved at forsvinde ind i en verden hvor hun ikke længere kan nå ham. Da Per besøger Louisiana forstår vi virkelig hvor grelt det egentlig står til med hans syn - han kan ikke længere genkende sine egne billeder.

Still fra filmen.

Fremskridt
Men som filmen skrider frem, sker der fremskridt. Vi følger Per til genoptræning, og ser hvordan han langsomt, men sikkert, begynder at finde en vej også til at male igen. Ikke som førhen, men med det udgangspunkt han har nu.

Per fortæller, at han forsøger at forsone sig med den kunstner han er nu, med de begrænsninger det indebærer. Han kan ikke det han har kunnet før, men måske afføder hans nye situation andre og nye kunstneriske udtryk.

Stort set hver gang vi ser Per arbejde, er han omgivet af folk som betragter ham, og følger med i alt hvad han foretager sig. Som fulgte de med i et barns udvikling, imens det er ved at tage sine første spæde skridt. For Per, der sandsynligvis tidligere har været vant til at arbejde helt alene, og altid har været den der betragtede, må dette være en meget speciel situation; han er konstant afhængig af andre - som et lille barn.

Kærligt drilleri
Der er mange sjove og tragikomiske situationer i filmen, hvor vi får indblik i Per og Mari Annes tilvænning til deres nye situation. Bl.a. en sjov historie om en benpose som Per måtte benytte, da han skulle ud og spise på en restaurant, som ikke havde handikapvenlige toiletforhold. Hans kone havde glemt at lukke posen, og da de kommer hjem fra restauranten spørger Per: Har du lavet fisk i dag?  Eller er det lugt på tøjet fra restauranten?

Per forklarer, hvordan hans kone lænede sig over til ham og udbrød: Det er sgu da dig der lugter. Nåh for satan tænkte jeg. Og så rørte jeg lige på den ene fod. Så var skoen simpelthen fyldt med pis. Jeg tænker, gad vide hvad taxachaufføren har tænkt. Hvad fa’en sidder den gamle idiot og pisser i bukserne, hvad med mine fine sæder. Wivel og Mari Anne griner i baggrunden.

Der er utrolig meget kærlig drilleri og ironi mellem både Per og hans kone og Per og hans kollegaer og venner. Som en kontrast, og måske en nødvendighed for at klare denne tragiske situation som Kirkeby befinder sig i.

En konstant kamp
Man er ikke i tvivl om at Kirkeby er en mand med humor, men samtidig føles det også som om Per konstant kæmper for at holde fast i den hurtige, underholdende, sarkastiske og friske fyr, han var engang. Alt føles dog som en kraftanstrengelse, og man tænker at det må være opslidende at skulle forsøge at være, sjov, hurtig og skarp i replikken, samtidig med at man er så fysisk og psykisk udmattet som Per må være.

Sarkasme og kærlighed
Fremskridt og Pers utrættelige sarkastiske tilgang til sin egen situation bliver filmens små lyspunkter. Bl.a. i en scene hvor vi ser Per og hans kone sidde i deres sofa, hvor Mari Anne fører sin pegefinger og sin tommelfinger sammen. Kan du gøre det der, spørger hun. Kirkeby efterligner hende, og lader enkeltvis pegefinger, langfinger, ringfinger og lillefinger møde tommelfingeren. Åh ja, der er sgu da ikke noget i vejen men din finmotorik, siger hans kone drillende. Man kan også blive så rask at man mister alle sine privilegier, siger Per med et smil på læben.

​Still fra filmen.

Filmen er fyldt med tankevækkende samtaler, rørende øjeblikke mellem mennesker, nogle fulde af smerte, andre fyldt af kærlighed og varme. En smuk og rørende påmindelse om at nyde de små betydningsfulde øjeblikke man har i livet.

Se mere info her