Interview med Niels Pugholm

af Anette Lindbøg Karlsen
7. januar 2016

I 2013 modtog Niels Pugholm EXTRACT-prisen for det audiovisuelle værk ’Kimbre’. To år efter er han vendt tilbage til Kunstforeningen GL STRAND med EXTRACT SOLO-udstillingen ’Det som tabes’. Magasinet Kunst har mødt ham til en snak om forunderlige ting og fantastiske fortællinger.

Fortællingen er et udgangspunkt for Niels Pugholms kunstneriske praksis. Som han udtrykker i sit artist statement, er fortællinger centrale for den måde, vi orienterer os på; De har en indvirkning på, hvordan vi lader os påvirke af verden og på, hvordan vi selv påvirker vores omgivelser.

Gennem personlige historier og undersøgelser af narrative mekanismer, søger Pugholm at sætte kulturelle og identitetsskabende fortællinger i spil - med humor såvel som alvor - hvilket også vækker genklang i ’Det som tabes’, der har relationen mellem en ting og den historie, den kan fortælle, som omdrejningspunkt.

Barberkosten
”Den første fortælling, man møder er dén, der slår alle mine fortællinger ihjel”, fortæller Pugholm, da vi står i et mørklagt rum, som er det første, man træder ind i på udstillingen.

Et still af en barberkost ses på en videoprojektion. Omkring kosten flyver forskellige typer af frugter og grøntsager i slowmotion. Et par høretelefoner ligger på bænken foran tv-skærmen, hvori historien om barberkosten berettes.

Historien er bygget op om den barberkost, der er gået i arv fra generation til generation i Pugholms familie. Den er blevet brugt i overensstemmelse med dens funktion af Pugholms far og farfar. Derudover har den også fungeret, som et redskab i forbindelse med deres engagement i deres generations kampe, hhv. ungdomsoprør og krigsmodstand. Da barberkosten blev overleveret til Pugholm selv fulgte der en række forventninger med i bagagen, hvilke han fandt svære at leve op til.

”Jeg kunne ikke få skæg og jeg kunne ikke se, hvilke kampe jeg eller min generation havde at kæmpe. Derfor var barberkosten problematisk for mig. Og jeg besluttede mig for at smide den ad helvede til. Jeg tog af sted med kosten i lommen, og på min vej blev jeg kørt over af en tyrkisk grønthandler. Det, man ser her, er det splitsekund inden jeg falder - tidspunktet mellem påkørslen og brostenene - lige dér, hvor barberkosten og grøntsager flyver rundt i luften omkring mig.”

Niels Pugholm. Barberkost. Animation. Still. 2015. Copyright kunstneren.

Pugholm uddyber, at han i sit fald blev opmærksom på, at barberkosten var en repræsentant for de skønne fortællinger, han selv havde bygget op om sin far og farfar - og om barberkostens betydning. I faldet mistede barberkosten med ét sin nostalgiske værdi, som symbol på maskulinitet, heltemod og kamplyst. Således fik Pugholm øjnene op for, hvad den egentlige grund var til, at han ville smide den væk: Det var ikke på grund af sin utilstrækkelighedsfølelse, men derimod sine fortællinger.

”Man kan konstruere fortællinger i en sådan grad, at man selv bliver fanget af dem. Det gør vi vist allesammen. Vi skaber historier og fortæller dem på en måde, så vi kan forsvinde i dem. Også selvom de ikke har bund i andet end myter.”

Fortællingens potentiale
”Hvad er mine fortællinger? Hvad er det, der gør, at man tror på en fortælling? Hvornår er det en konstruktion, og hvornår er det en virkelighed? Foregøgler det skønne narrativ os ind i en anden virkelighed? Og hvis denne virkelighed tager over, hvordan handler vi så på den. Og hvordan kan det føre os andre steder hen? Det er spændingsfelter, som jeg synes er interessante”, ræsonnerer Pugholm, da vores snak falder på dét, der synes at være en ubestridelig interesse for fantastiske fortællinger, historiekonstruktioner og ordenes betydning i en reel såvel som en imaginær verden.

”Det, som er så fantastisk ved fortællinger er, at de er givet til os alle. Vi bygger hele tiden fortællinger op omkring os selv og hinanden - og omkring den virkelighed, vi synes, vi er en del af” siger Pugholm og fortsætter: ”Man kan ændre på ting gennem fortællinger, hvilket jeg finder interessant. Du kan f.eks. tabe nok så mange ting, men du kan altid bygge fortællingen op igen. På den måde er intet konsistent.”

Pugholm gør et kort stop. ”Det er måske det lige netop dét, der kan gøre mig urolig af og til. Jeg har brug for, at ting giver mening. Hvis de ikke gør, braser alt sammen. Og måske lige netop derfor kan jeg klynger mig til selvkonstruerede fortællinger.”

Røverhistorier og skønne fortællinger
I udstillingens bagerste rum ses en større serie tegninger, hvor tekst og illustration lader sig samle til et hele - til en fælles form.

På tegningerne ses objekter, som er udgangspunkt for forskellige fortællinger. Nogle tager udgangspunkt i personlige erfaringer, der udspringer af en særlig tid eller situation, som har en vis betydning i Pugholms liv. Han peger på tåregasgranaten. Den fortælling handler om ungdomshuset og oprøret i 2007. Tegningen med tranerne er en refleksion over udstillingen ’Østover’, som han lavede i 2014. Masken bunder i en fortælling om en vild druktur i Istanbul.

De slidte støvler har et andet udgangspunkt. ”Det er den danske digter Gustaf Munch-Petersens støvler” fortæller Pugholm og smiler. ”Det er selvfølgelig ikke hans ’rigtige’ støvler. Det er sådan set også underordnet. Det er ikke støvlerne, men fortællingen om Munch-Petersen, der er i fokus. Og det er min forestilling og mine overvejelser om, hvorfor han vælger at rejse i krig i Spanien. Man kan sige, at det er en røverhistorie.”

Niels Pugholm. Gustaf Munch-Petersen Støvler. 2014. 30 x 42 cm. Blæk på papir. Copyright kunstneren

En sådan røverhistorie, der tager udgangspunkt i forunderlige forestillinger om en tings mulige herkomst, er synonym med begrebet ’skønne fortællinger’, som Pugholms fortællingsunivers funderes på.

”Disse objekter er ikke noget i kraft af dem selv. Her handler det om at se et objekt som vidnesbyrd - på den gode fortælling. Det handler om et objekts evne til at formidle en historie. Og det handler om, hvordan vi mennesker skaber historier ud fra de objekter, vi er omgivet af. For mig betyder det helt basalt, at man blot skal ’se’ på et objekt. Så har man hele fortællingen.”

Wunderkammer
”Jeg har altid samlet på forskellige ting. Derhjemme har jeg mit wunderkammer, som jeg kalder det. Her har jeg forskellige objekter. Det er ikke objektets skønhed eller dets sandhedsværdi, som er i fokus. Det er derimod objektets fortælling. Den er bestemmende for om det kommer med i mit wunderkammer. Og det er disse fortællinger, jeg har prøvet at aftegne”, siger Pugholm.

I udstillingsrummet hænger der 19 indrammede tegninger. Alle er monokrome og alle er illustreret sammen med en større mængde tekst.

”Dét, man ser her er kun en brøkdel af min samling. Sidste gang jeg talte, havde jeg 128 objekter. Det er altså 128 fortællinger.”

Niels Pugholm. En Legetøjshest. 2015. 70 x 30 cm. Blæk på papir. Copyright kunstneren.

”Jeg vil ikke vise mit wunderkammer frem for nogen. Derfor har jeg valgt at vise repræsentationer fra det, altså disse tegninger. Derigennem kan jeg arbejde med fortællingen som form. Det er skønne fortællinger, som er sammenhængende. Men de er skrevet så tæt og småt, at de også bliver til repræsentationer - af en fortælling.”

Terrazzo
”De fleste kender vist til oplevelsen af at sidde på et toilet og kigge ned på et terrazzogulv. Når man kigger på det, sker der det samme, som hvis man ligger og kigger på drivskyer på en varm sommerdag. Pludselig opstår der forbindelser. Måske begynder ansigter at manifestere sig indeni terrazzoen,” siger Pugholm, da vi vender os om mod værket ’Terrazzo’, som består af en terrazzoflise og en historie om fantasiens fortryllelse, som udfoldes i tilhørende høretelefoner.

”Jeg har hørt mange sige, at de kan genkende sig selv i den situation, hvor man pludselig ser en ting, og så pludselig ser man den ikke mere. Deri ligger der et tab. Men det er ikke det eneste tab, som gør sig gældende her. Værket handler også om, hvorfor man som voksen har lidt sværere ved at (gen)finde imaginære billeder. På den måde handler det også om et tab af barndommens umiddelbarhed og uskyld.”

Det, der binder værkerne på udstillingen sammen, er, at de alle relaterer sig til tab. Men med ’Terrazzo’ er det ikke kun fortælling og tab, der er i fokus. Det er mediet også. Pugholm, der gennem de seneste år har høstet megen anerkendelse for sit arbejde med video, fortæller, at han havde brug for at stille sig spørgende over for lige netop dét medie - og dermed også, hvordan det kan bruges til at vise og berette en fortælling.

”Selvom værket bliver omtalt som en lydinstallation, bliver jeg ved med at sige, at det er en film. Film er jo levende billeder, som kører over en tid. Derfor gør kombinationen af fortællingen som tid og terrazzoen som billede, at der er tale om en film.”

Dét, der står skrevet med store bogstaver
”Når man har siddet og nørklet med små, fine bogstaver, har man på et tidspunkt lyst til at lave noget mere fysisk”, siger Pugholm, som vi kigger ud over de 56 meterstore, hvide bogstaver på gulvet. ”Det er ikke skulpturer, selvom hvert bogstav har visse skulpturelle kvaliteter. Jeg ser det mere som en gulvinstallation.”

Niels Pugholm. Installationsbillede. Det, som tabes. Kunstforeningen GL STRAND. 2015. Foto: Torben Eskerod.

”Da jeg fik tildelt ovenlysrummet i GL STRAND kunne jeg straks fornemme, at det ville være et udfordrende rum at udstille i. Det er smalt og langt - som en blindtarm. Derfor tænkte jeg, at jeg skulle have noget, der kunne tage rummet”, siger Pugholm.

Det kan netop denne installation, der proportionsmæssigt er udstillingens største værk. Bogstaverne er placeret i 12 rækker på gulvet og blokerer for direkte passage. Pladsen er trang og man må bevæge sig langs væggen for at se værket - og for at komme forbi.

Tilsammen danner bogstaverne sætningen ’Karlsvognen står over huset, så vi altid kan finde hjem. Det gav os ro’. Pugholm erindrer, at sætningen blev til i ”et poetisk indfald” af hans mor. Den var indbefattet af noget trygt og godt i et lille mandshjerte, der hver aften betragtede Karlsvognen gennem et Veluxvindue fra sin seng. Og denne tryghed blev så stærkt visualiseret, netop fordi Karlsvognen jo var lige dér på himlen. Først på et senere tidspunkt gik det op for Pugholm, at Karlsvognen kunne ses over alle huse i hele verden.

”I det øjeblik skete der et tab af tryghed og tillid, hvilket sætningen i sig selv også indikerer. Den er både i nutid og fremtid, altså at Karlsvognen står altid over huset, men at den vished ikke længere kan give os ro.”

Disse tab og den uro, der uigenkaldeligt følger med, manifesterer sig også fysisk i installationens udtryk og udformning.

”Betonbogstaverne er en form for udbasunering. De har en skrøbelighed over sig. Nogle er væltet, andre har slagmærker. Samtidig spiller de også på tanken om, hvad der er overskueligt” siger Pugholm og gør en kort pause. ”Man kan skrive den mindste tekst, og man kan skrive den største. Men de kan have samme overskuelighed eller uoverskuelighed. Og her kan man sige, at det også handler om et tab af overblik.”

Forgreningens kunst
”Det er mine forgreningstegninger” siger Pugholm og peger på tre uindrammede tegninger på den hvide væg i det store, aflange rum. ”De er forsøg på at lave et narrativ, som er så lidt konstrueret og så ærligt som muligt.”

Niels Pugholm. Forgreningstegning. 2015. Blæk på papir. Foto: Magasinet Kunst.

”Jo mere, jeg arbejdede med mine fortællinger, jo mere kunne jeg se, hvor foregøglet det hele pludselig blev. Fortællingerne foregøglede en sandhed eller en virkelighed, fordi jeg for hvert narrativ fraskrev en række ting i håb om at få det hele til at passe sammen. Dét fik jeg et problem med”, uddyber Pugholm og kigger eftertænksomt på tegningerne.

”Jeg begyndte at interessere mig for, hvordan man kunne arbejde med narrativer uden at skabe konstruktioner. Jeg ledte efter en måde, hvorpå det kunne blive mere ærligt. Det er et projekt, som aldrig vil lykkes, det ved jeg. Vi træffer jo altid nogle valg. Men man kan gøre et forsøg.”

Det har taget 1½ år at lave forgreningstegningerne. De har været med overalt og er blevet foldet ud, når Pugholm har gjort stop. Deres nonhierarkiske stuktur er funderet på personlige registreringer fra hverdagen, som f.eks. når han ser tv med sin bror eller spiller skak. Pugholm har anstrengt sig på at skrive fra ’et potentielt nu’, uden at tænkte over indholdet eller forsøge at vælge noget bestemt ud.

Tegningerne indeholder forskellige spekulationer, drømme, begær, idéer, muligheder etc. ”Nogle kommer frem, andre strander. Nogle skaber nye forbindelser, der tager mig andre steder hen, som f.eks. da jeg ledte efter forfatteren Orhan Pamuk. Jeg fandt ham aldrig, men som man kan se, forgrenede min søgen sig,” siger Pugholm.

Niels Pugholm. Forgreningstegning, udsnit. 2015. Blæk på papir. Foto: Magasinet Kunst.
 

Forgreningstegningerne kan ses som en slags arkitektur - noget, der kan bygges op og bygges videre på. Derfor griber nogle af fortællingerne også ind over hinanden.

”Fordi jeg kører rundt i mit eget univers vil der unægteligt opstå sådanne forbindelser. Dem kan man så prøve at spille med på eller prøve at skjule. Jeg har valgt at spille med.”

Til mit spørgsmål om, hvor personlige Pugholms værker er og om det er vigtigt for ham, at beskueren kan se sig selv, svarer han: ”Det her er forsøg på at bevare en eller anden form for ærlighed. Jeg kan ikke gøre det til mere. Selvfølgelig handler mine værker om mig. Men jeg håber, at beskueren kan finde sig selv eller genkende strukturer i forgreningerne.”

Niels Pugholm. Det, som tabes. EXTRACT SOLO.
11.12.2015 - 24.01.2016 på GL STRAND.

Niels Pugholm er født i 1983 og er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2008-2013. Han har særligt bemærket sig med fotografi og videoværker, men arbejder i et udvidet felt af medier og teknikker. Pugholm har bl.a. udstillet på Kunsthallen Nikolaj, NHLspace, C4projects, Den Frie og Brandts. Udstillingen på GL STRAND er Pugholms første større soloudstilling.

EXTRACT er en tilbagevendende international gruppeudstilling på Kunstforeningen GL STRAND. Hvert år præsenteres nyuddannede kunstnere fra ind- og udland. Hver kunstner får stillet ét rum til rådighed til at præsentere deres værk(er). På åbningsaftenen udvælger en international jury en vinder, der foruden et rejselegat på 50.000 kr. også får en soloudstilling inden for de kommende tre år på GL STRAND. EXTRACT prisen er doneret af Det Obelske Familiefond.

www.nielspugholm.dk
www.glstrand.dk