Indkøbskurven er tom.
Genspejl skær og Skygge fald
Reportage & Debat

Genspejl skær og Skygge fald. Veo Friis Jespersen & Mikael Thejll på Møstings Hus til d. 21. februar.

ANMELDELSE: af Eva Mailund. 18. januar 2016

Nye rammer

Billedhugger Veo Friis Jespersen og billedkunstner Mikael Thejll kan netop nu opleves med den fælles udstilling ’Genspejl skær og Skygge fald’ på Møstings Hus. Udstillingens fokus er en gennemgribende rumintervention, der går i dialog med omgivelserne, og til lejligheden har huset ændret form og fået ekstra skalvægge, som kunstnerne bruger til at gøre opmærksom på forholdet mellem rum, krop og bevidsthed. 

Thejll: Ude/Inde

De nybyggede rum er symmetriske, ét til Friis Jespersen og ét til Thejll. De er adskilt af en fælles videoproduktion mellem deres to installationer. Det første jeg møder er Thejlls installation: The Black Dot Swop Club, print, print på tæppe, go-cards. Lyd af David Dunn: The Sound of Light in Trees (2016).

[The Black Dot Swop Club, print, print på tæppe, go-cards. Lyd af David Dunn: The Sound of Light in Trees. Mikael Thejll. Fotograf: Jens Markus Lindhe] 

Gulvet er blødt. Thejll har lagt et tæppe fuld af små prikker i sort, hvid, turkis og grønlige farver, med enkelte øer af større sorte prikker langs væggene. I midten af gulvtæppet er der et print af fodtrin - en kvadratisk danseinstruktion – og i hjørnet en bunke stablede go-cards. Væggene har ligesom gulvet prikker, små fine prikker overalt. Oven på prikkerne dækker et print af hønsenet alle vægge. Hele installationen synes at være hegnet ind. Eller måske man er hegnet ude, det er lidt svært at gennemskue. På væggene, eller hegnet, er der forskellige udtalelser og aftegnede insekter, en gabende mund, ubestemmelige figurer og andet. Nogle befinder sig bag hønsenettet andre foran, primært i mørke farver med røde optegninger. På væggen hænger to hovedtelefoner og tager man et sæt på, dukker lyden af kriblende insekter frem omkring én og blander sig med prikkerne.   

[The Black Dot Swop Club, print, print på tæppe, go-cards. Lyd af David Dunn: The Sound of Light in Trees. Mikael Thejll. Fotograf: Jens Markus Lindhe]

Det samlede indtryk af installationen er lidt klaustrofobisk. De mange små prikker gør væggene ekstra ’flade’ og her bliver ekstra indelukket med printet af hønsenettet, som skiftevis holder udtalelserne inde og ude. Ligeledes er de firkantede dansetrin lidt rigide - der gives ikke megen plads til at flytte sig ud af stedet. Hvorfor? Lukker vi os selv inde og ude? Bliver vi stående på hver vores prik og råber til hinanden? Hvad skal der til for at flytte sig?

Thejll har med lyd, print og prikker formået at samle flere rum i én installation, hvor han ikke levner megen plads til at danse, men rigelig plads til at opleve og tænke, mens rummet trænger sig på.

Som overgang mellem Thejlls og Friis Jespersens installationer går jeg igennem en fælles videoproduktion; to mørke rum med film af de to, der puster tyggegummibobler overfor hinanden. Herfra fortsætter jeg ind i Friis Jespersens ’Installation med skulpturer, fotografier, objekter, materialer og lys’ (2016).  

[Video. Veo Friis Jespersen (2016). Fotograf: Jens Markus Lindhe]

Inde/Ude: Friis Jespersen

Rummet er lyst, struktureret og alligevel uoverskueligt. I midten står en skulptur, en slags vulkan eller bjerg i bronze på et bord i bemalet jern og plexiglas. Kigger man efter, spejler skulpturen sig selv mod gulvet på plexiglassets underside og viser op og ned på samme tid. På væggene omkring skulpturen hænger fotografier med naturmotiver af fisk og træer.

[Skulptur i massiv bronze, bemalet jern, plexiglas (2015). Fotograf: Jens Markus Lindhe] 

Installationens vægge er næsten alle solide, men gjort af et materiale, der gør at man skimter bagvedliggende objekter, som en gipsspand, tov og en krystalkugle. En enkelt væg er ’blød’, gjort af et hvidt murenet der virker som et forhæng frem for en væg. Denne bløde væg dækker en spejlbaggrund, hvis refleksioner gør det svært at vurdere rummets afstande. Ved den bløde væg er en hvid ’masse’ på gulvet ved at bryde ud af rammen, og den ligger delvist inde i rummet med bronzeskulpturen. Det er ikke nemt, men det er spændende, og alle disse greb åbner rummet og gør det både større og mindre på samme tid. Her er igen et rum, der trænger sig på, men på helt anden vis.   

[Installation med spejlakrylvægge, gips, del af bambusgardin, murenet, hæfteklammer (2016). Fotograf: Jens Markus Lindhe]  

På papiret er Friis Jespersens rum præcis samme størrelse som Thejlls, men alligevel er oplevelsen af de to meget forskellig. Fællesnævneren for begge rum er er, at man ikke helt ved, hvad der er ude eller inde, men hvor Thejlls installation giver indtryk af noget grænsende klaustrofobisk, åbner Friis Jespersens installation rummet op. Det sker med brugen af spejle, halvgennemsigtige materialer, net og objekter, der bryder rammerne. Friis Jespersen er meget direkte i sit udtryk og værkbeskrivelserne er præcis dét, man ser, såsom ’Installation med spejlakrylvægge, gips, del af bambusgardin, murenet, hæfteklammer (2016) ’. Alligevel er det svært at placere sig både fysisk og mentalt i rummet, når de tydeligt definerede objekter ikke helt er til at beskrive, som de trænger sig ind på én. Begge installationer er spændende hver for sig og tilsammen meget tankevækkende.   

Blinde vinkler  

Den sidste del af huset har ingen skalvægge, og her blander Friis Jespersens og Thejlls værker sig sammen.

[Non-Side, træ, maling, papkrus, lavasten, salt. Mikael Thejll (2015). Fotograf: Jens Markus Lindhe]  

For eksempel mødes Thejll’s skulptur ’Non-Side’, af træ maling, papkrus, lavasten og salt med Friis Jespersens fotografier og bronzeskulpturer i samme rum. Også her dukker nye rumlige perspektiver frem, når man bevæger sig i spændet mellem skulpturerne og papkrusets skrevne ord.

På en lav, bemalet trækonstruktion står en stor, rå lavasten og et papkrus med påskrevet tekst. På gulvet foran er der stablet nogle saltsække og på træbordets højre side og lidt i baggrunden, ligger en enkelt saltsæk åben med salt ud over det hele, som var den tabt. Kigger man efter, kan man følge teksten på papkruset, da en enkelt sætning fortsætter om bagved. Træder man over saltsækken og om bag ved trækonstruktionen, dukker nu endnu en besked frem: ’Please note: Something thats not yet there’. Beskeden kan ikke ses forfra, men kroppens nye placering i rummet gør, at man nu får noget andet med og ser alle værkerne i rummet fra en ny vinkel. Samtidig, kan man ikke længere se stablen med saltsække, da papkrusets placering skaber en blind vinkel netop dér. Man må således selv bevæge sig videre, for at realisere papkrusets udsagn om ’something thats not yet there’.  

Det er sjovt, det aktiverer og det påpeger forholdet mellem menneske og rum, hvor sansning og erkendelse af omgivelserne sker i samarbejdet mellem krop, objekter, rum og bevidsthed, hvilket både Friis Jespersen og Thejll påpeger med deres installationer.

Opsummerende

”Genspejl skær og Skygge fald” er en spændende udstilling, der ikke er nem at gå til, og det er helt i orden. Her er rigeligt at tage fat på; Hvad er rum, ude, inde op og ned? Hvad sker der, og hvordan er verden skruet sammen?

Det kan man undersøge nærmere på Møstings Hus. Sæt tid af til selve besøget, for Friis Jespersen og Thejll har med deres udstilling givet os meget at arbejde med.   

Udstillingen kan opleves frem til d. 21. februar 2016.   

Veo Friis Jespersen og Mikael Thejll er begge uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (hhv. 1986-1994 og 1977-1984). De har begge udstillet bredt rundt om i landet og er begge medstiftere af udstillingsrummet Skulpturi.dk.  

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig