Fire Under Snow - Louisiana viser syv nyerhvervede videoværker frem indtil 8. maj 2016.

FIRE UNDER SNOW – en rejse i videokunst og levende billeder

8. februar 2016

ANMELDELSE af Pernille Britt Franch Pedersen

Under titlen ’Fire Under Snow’ fremviser Louisiana syv nyerhvervede værker inden for videokunst. Værkerne er vidt forskellige i udtryk og omfang – fra Ed Atkins altomsluttende installation ’Happy Birthday!!!’ til A K Dolvens lille, intime sort-hvide film ’What can I do for you?’ Med ’Fire Under Snow’ sender Louisiana os på en sanselig og bevægende rejse gennem et bredt spektrum af stemninger og følelser, der spænder fra et forstyrrende, bizart og ensomt ubehag til længselsfuld melankoli, grænseoverskridende intimitet og ikke mindst smil, latter og fællesskab. 

Foto: Louisiana

Happy Birthday!!!
Helt fysisk skal vi gennem en serie lokaler, hvor hvert rum indeholder et enkelt værk. Rejsen begynder hos Ed Atkins (f. 1982) og totalinstallationen ’Happy Birthday!!!’ fra 2015, der består af en stor videoprojektion, to mindre skærme samt en række malerier og tekstfragmenter hængt op på væggene i et mørkt lokale. Lokalet lyses op i grønlige glimt af varierende styrke fra den store monokrome videoprojektion på endevæggen. Lyseffekten minder om det ensomme flimmer, der kan opstå sene aftner, hvor skærmen er vores eneste lyskilde. Det dårlige lys tvinger os til at bevæge os rundt og komme tæt på væggen, hvis vi læse tekst-fragmenterne, der er skåret ud i hvid plastik eller se de lette, primitive stregtegninger af menneskelige dele (organer, et foster, fallossymboler) på en række meget hvide malerier.

Foto: Louisiana

Hovedpersonen på de store lærred er en anonym, mandlig avatar, som vrøvler i usammenhængende gentagelser om tidspunkter, tidsperioder og årstal i fortid og fremtid. Hans animerede ansigt udtrykker følelser, men kunstigheden efterlader alligevel en ubehagelig plastisk fornemmelse af noget dødt – eller u-animeret. Ind imellem ser vi ben, der går og går akkompagneret af en overdrevet, tegneserieagtig lyd af skridt, før der igen klippes til avataren, som nu er forstummet og ved at blive kvalt i en tyk strøm af en mørk, grødlignende substans, der vælter ud af munden på ham. Som et absurd og genkendeligt soundtrack kører Elvis-nummeret ”Always On My Mind” ind imellem afbrudt af fjern operasang, abstrakte toner og lyden af skridt. De to mindre skærme er placeret modsat det store lærred, og her ser vi underben, som bare går og går... helt ustoppeligt og uden retning.  

Foto: Pernille Britt Franch Pedersen

Always On Our Minds
På informationsskiltet uden for rummet får vi at vide, at Atkins skildrer mennesket i internettets tidsalder, og man skal ikke tilbringe mange sekunder i installationen for at forstå, at Atkins er kritisk. Der er ingen mening og fordybelse tilbage i internettets sygeligt flimrende ADHD-samfund, hvor vi igen og igen mister koncentrationen. Vores onlineidentitet eksisterer kun, når vi ytrer os – og kravet om uafbrudt synlighed gør, at vi fylder tiden ud med en strøm af usammenhængende ord-bæ – uden egentlig retning. Teknologien stjæler vores sjæl og de kvaliteter, der gør os menneskelige. Vi husker ingenting – avataren kan ikke engang bøje verbet ”at ville” korrekt, da han helt mister takten i remsen ”I will, you will, he will, she will…”.

Foto: Pernille Britt Franch Pedersen

Atkins har i et interview fortalt, at han selv har slettet sine social media-profiler og set i det lys, er det oplagt, at forstå ’Happy Birthday!!!’ som et kritisk perspektiv på internetgenerationens meningsløse og retningsløs jagt på at konstruere og promovere en konstant synlig onlineidentitet. Hvem er egentlig vores publikum..? Vi ønsker tillykke med fødselsdagen til onlinekontakter, vi aldrig har mødt irl, og som det gennemgående refræn ’always on my mind’ signalerer, formår vi ikke at slippe vores ligegyldige online-personaer igen. Heller ikke når skærmen slukkes, og vores kunstige identitet forsvinder i et altomsluttende mørke. For nu har vi fået det på hjernen – som omkvædet på en iørefaldende og halvdårlig slager.

Den groteske installation er meget tankevækkende for dem, der kan holde ud at tilbringe tid i rummet, og ’Happy Birthday!!!’ står helt klart som et relevant og oplevelsesværdigt første stop på rejsen i Louisianas nyerhvervede videoværker.

Foto: Pernille Britt Franch Pedersen

Fællessang og fællesskab
Et andet fantastisk værk, vi støder på midtvejs gennem udstillingen, og som øjeblikkeligt bringer smilet frem, er Candice Breitzs (f. 1972) ’Working Class Hero (A portrait of John Lennon)’. Allerede inden vi træder helt ind i rummet, bliver vi grebet af engageret a cappella-fællessang. Breitz har fundet 25 hardcore John Lennon fans, givet dem musikken fra John Lennons første soloalbum: ’Plastic Ono Band’ (1970) i ørerne og så filmet dem enkeltvis, mens de synger med på musikken i ørerne. Som publikum hører vi ikke musikken og Lennon – vi hører i stedet 25 amatørsangeres individuelle performance afspillet simultant på hver deres tv-skærm hængt op ved siden af hinanden på væggen.

Vi kan bevæge os helt tæt på hver skærm for at lytte til den enkeltes stemme, og vi kan træde længere tilbage og sætte os i bløde sæder for at betragte helheden og tage fællessangen ind.

Foto: Louisiana

Hverdagens helte
’Working Class Hero’ er titlen på et af Lennon-albummets numre, og Breitz bruger titlen til ikke kun at hylde idolet John Lennon men også ’manden på gaden’.  De 25 hverdagshelte er vidt forskellige og besidder musikalitet i varierende grad. Der er ham, som trækker alle toner lidt for længe, ham med sixpencen eller ham med det røde hår, brillerne og den urene hud. En fan kommer til at stemme i lidt for tidligt, og ind imellem kan vi høre en, som ikke helt husker teksten. Nogle ansigter er meget animerede med udtryksfulde øjne – de stirrer intenst i kameraet. Et par stykker virker usikre og kigger hele tiden lettere mumlende væk fra kameraet. Men man får indtryk af, at de alle er ivrige for at levere en god præstation og føler en højstemthed over at deltage i en hyldest til deres kæmpeidol.

Foto: Pernille Britt Franch Pedersen

Enkeltvis betragtet kan billeder og lyd minde lidt om sjove scener fra X-factor-auditions, men der opstår også noget andet. Den enkelte fan udtrykker egen personlighed og følelser via Lennons sange, og vi får en forståelse for det stærke fællesskab på tværs af grænser som tilbedelsen af samme idol skaber. De står hver især helt alene og synger, men de indgår samtidig i et verdensomspændende fællesskab, som alle føler at Lennons musik taler til lige præcis til dem.

Vi får lyst til at deltage
Musikken, fællessangen, glæden og det fællesskab der opstår, bliver vi som publikum foran Breitz installation påvirkede af. Vi står foran 25 mennesker, der blotter følelsesliv og varierende sangevner, og vi får lyst til at deltage i fællesskabet. En ældre dame brød spontant ud i sang og grinte, mens hun rystede på hovedet og med et stort smil sagde henvendt til mig: ’Ha ha… det er jo helt forrykt fundet på’. En 4-5 årig dreng på museumstur med mor og far faldt sammen i latterkramper og ville ikke med forældrene videre ud af lokalet. ’Plastic Ono Band’ er et af Lennons mest roste albums, men det er ikke så kendt og indeholder ingen evergreens à la ’Imagine’, som de fleste af os kan synge med på. Så vi må nøjes med at nynne. Albummet og værket varer omkring 40 minutter, og jeg kan kun opfordre til at man bliver i mindst et par sanges tid.

Foto: Louisiana

Melankoli, sanselighed og erindringer
’Fire Under Snow’ indeholder mange spændende værker, som man bør glæde sig til – bl.a. Rineke Dijkstras (f. 1959) ‘Ruth Drawing Picasso’, der leverer et observationsstudie af en engelsk skolepige, som med stor iver skitserer et Picasso-maleri, der hænger uden for vores synsfelt. Eller Alex Da Cortes (f. 1980) sanselige ’Chelsea Hotel No. 2’, der til Leonard Cohens melankolske nummer af samme navn viser en film af et par hænder, som skiftevis håndterer forskellige madvarer og diverse farverige væsker. Er man Cohen-fan og kender til konteksten omkring sangen og Cohens affære med Janis Joplin på det legendariske New York-hotel, hvor de begge boede en periode, kan man pludselig tillægge værket en lang række betydninger.

Foto: Louisiana

En form for melankoli eller erindringsbilleder genfinder vi hos Joachim Koester (f. 1962) i værket: ’The Hashish Club’, der lader et stort fotografi af et overdådigt interiør fra en berømt parisisk hashclub i 1840’erne, frekventeret af prominente intellektuelle som Baudelaire og Delacroix, danne baggrund for en hypnotisk flimrende film af hashblade, der på sin vis gengiver den påvirkning hashen har på vores sind.
 

Intimitet og samfundskritik
Hvis ikke hypnotisk, så er A K Dolvens (f. 1953) lille film ’What can I do for you?’ af en kvindehånd, der intimvasker et mande-køn, i hvert fald fængslende. Vores rejse slutter hos Darren Almond (f. 1971) og værket ’Less Than Zero’, som i en totalinstallation af filmprojiceringer på to store lærreder, et lydspor samt to mindre skærme vil gøre opmærksom på de destruktive konsekvenser som Norilsks nikkelindustri har haft. Både for de mennesker, som arbejder med nikkel, men også for den natur, der omgiver Norilsk, og som i dag ligner et postapokalyptisk landskab. De smukke filmoptagelser af et goldt landskab danner en sær kontrast til det staccato-agtige lydspor, hvor vi hører ord remset op på engelsk, dansk og japansk.

Foto: Pernille Britt Franch Pedersen

Med ’Fire Under Snow’ inviterer Louisiana os med på en fantastisk rejse i et væld af følelser, stemninger og indtryk. Når syv så forskellige kunstværker sammensættes i et forløb, kan vi ikke lade være med at relatere dem til hinanden og blive bevidste om, hvordan kunstnerne bruger forskellige midler og greb til at påvirke os. Og det er interessant – for hvad gør egentlig størst indtryk? Glæd dig til rejsen og husk at sætte tid af til fordybelse foran hvert enkelt værk.

Fire Under Snow kan ses på Louisiana frem til 8. maj 2016.

Læs mere om udstillingen på Louisianas hjemmeside

Se uddrag af Ed Atkins 'Happy Birthday!!!'

Se uddrag af Candice Breitz 'Working Class Hero (A portrait of John Lennon)'