Indkøbskurven er tom.
Et KvindeVærk - KunstCentret Silkeborg Bad 16. februar - 24. april 2016
REPORTAGE: af Eva Mailund d. 16. februar 2016
Noget er anderledes på KunstCentret Silkeborg Bad. Siden d. 9. februar har byggematerialer og store maskiner blandet sig med parkens skulpturer, og stedets besøgende har oplevet en livlig aktivitet blandt en flok kunstnere, der i varmt tøj og tykke støvler har monteret utallige grå rør på kunstcentrets gule facade. Rørene danner installationen Et KvindeVærk og er del af 100 års jubilæet for KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund – der markeres over hele landet i 2016. Magasinet Kunst har været forbi KunstCentret Silkeborg Bad for at følge opsætningen og høre om tankerne bag værket.
Kvindelige Kunstneres Samfund
Værket trækker streger til Kvindelige Kunstneres Samfund der etableredes i 1916, og dermed er en af verdens ældste foreninger for kvindelige billedkunstnere, hvis formål er i fællesskab at skabe lige vilkår blandt kunstnere af begge køn. Med Et KvindeVærk hylder de 12 kunstnere datidens kvinders arbejde og fejrer stiftelsen af foreningen KKS. Installationen begyndte som et lokalt projekt i Århus med 24 deltagere, og med to fra den første Århusgruppe pustes der nu nyt liv i idéen. Organiseringen af opsætningen sker mellem KunstCentret Silkeborg Bad og de 12 kunstnere:
Helle Witte Christiansen, Lise-Lotte Elley, Ammanda Ravn, Nurith M. Lumer-Klabbers, Ulrikka Mokdad, Eva Nedergaard, Susanne Pedersen, Mette Rix, Birthe Bo Sakurai, Anne Gudrun Sejersen, Helga Thagaard og Vibeke Winberg. Tilsammen stikker de dybt og favner bredt, når de på tværs af virker og international erfaring skaber installationen på stedet, hvor de har boet og arbejdet sammen i ugen op til indvielsen.
Stregen
De 12 kunstnere ønsker at medvirke til at skabe øget interesse for dansk samtidskunst – særligt den skabt af kvinder – og ved at skabe en lang skulpturel fælleslinje på kunstcentrets facade, forbinder de fortidens kvinder og egne bestræbelser i en bølgende bevægelse over både tid og rum.
Idéen er stregen, som udgør gruppens fælles referenceramme. Uanset virke bruger de, som udøvende kunstnere, alle stregen i deres daglige arbejde som billedkunstnere, grafikere, vævere, billedhuggere m.m. De forholder sig til stregen på hver sin vis, og det kendskab overfører de til arbejdet med facaden, hvor de sammen tegner stregen frem omkring bygningen, der snor, buer, fletter og bøjer sig på alle leder og kanter for at gå i dialog med stedet. Meter efter meter vokser stregen frem over facaden, rundt om hjørner og balkoner og videre ud i rummet på græsplænen og byder gæsterne velkommen nede ved hovedindgangen, som en tydelig synliggørelse af kunstnernes tilstedeværelse i det offentlige rum.
Processen
Arbejdet starter om formiddagen med en briefing, når gruppen efter morgenmaden går ned til kunstcentret. Foran facaden vendes gårsdagens resultater og dagens program, hvor kunstnerne selv melder ind med hvilke opgave de kunne tænke sig. Nogle ønsker at lave flere rør, andre vil gerne se, hvordan de kan arbejde videre med bygningens hjørner og græsplænens integration i værket. Der arbejdes og stedet transformeres. Umiddelbart ligner området en byggeplads, når man mødes af en masse løse materialer – rør i bunker, værktøj, metalplader – og kunstnere, der kører frem og tilbage i en stor lift for at montere rør oppe under taget, mens andre dirigerer nede fra græsplænen og overvåger de store hovedlinjer.
Rent teknisk udarbejdes installationen i grå isoleringsrør (rørskåle), som bøjes ved hjælp af ståltråd og elektrikerrør, der lægges ind i isoleringsrørene. Den proces følger de besøgende helt tæt på, både inde og ude som dagene går. På kunstcentrets gangarealer snos der uendelige meter ståltråd, for at få den ønskede bøjelighed i arbejdet på facaden. Ståltråden fæstnes til en dør, hvorefter to af kunstnerne ’danser’ om hinanden for enden af gangen med hver sit stykke ståltråd. Herefter trækkes rørene på som perler på snor og samles med gaffa tape, og stregen er skabt.
Arbejdet er tidskrævende og åbent for debat. Indimellem fylder stregen for meget på facaden og maser sig ind i frirummet, andre gange hænger den for højt eller lavt, eller udtrykket starter associationer hos nogen, som ikke fungerer. Dagen igennem kommer og går kunstnerne mellem kontoret og græsplænen, flytter stiger, henter strips og rør, alt imens den lille hund Pari løber rundt for fødder af dem, og brudstykker af samtaler blander sig med lyde af fugle og liften:
Er det en flot form? [..]Nu skal vi kigge på helheden. […]Du er nødt til at være her. […]Hvor meget skal jeg stramme den? […]Vi går hen og afslutter hjørnevæggen. […]Der er så mange fikspunkter for øjet. […]Det bliver mange linjer, der skal tale med huset. […]Her eller længere ved væggen? Ude, så de ikke slår mod væggen, når det blæser. […]Jeg kan ikke se det, det er fornemmelsen, når man står på altanen. […]Må jeg tage 4’eren, eller skal jeg gå ind og lave en?
Bag aktiviteterne på kunstcentret ligger et større forarbejde. Foruden digital kommunikation, har gruppen arbejdet med workshops, materialer, lavet skitser og modeller samt været på besøg på selve stedet og draget inspiration herfra. Nogle har lagt ord til værkets koncept om ’kvinden-kilden-stedet’, mange har lavet modeller, flere har afprøvet materialerne hjemme hos sig selv og alle har bidraget med skitser for at finde den bedste måde at komme omkring projektet på. Herefter har gruppens tovholder samlet ideerne i en endelig tegning, som der bygges ud fra, så alle er mest muligt repræsenteret i installationen.
Den fælles indsats
Projektet indeholder mange ubekendte, og der sker naturligt ændringer i oversættelsen fra den endelige tegning til bygningens virkelighed, men alle tager opgaven på sig uden at tabe de store hovedlinjer af syne. Det betyder, at alle undervejs må sluge nogle kameler for at fokusere på opgaven og gøre plads til det fælles udtryk. Fællesskab er på den måde projektets grundpille og samarbejde dets omdrejningspunkt. For nogle er gruppen en længe ventet realisering af en gammel drøm, for andre en afprøvning af installationskunst, eller en spændende udfordring at være fælles om en ting og bevæge sig videre gennem konstruktiv uenighed. Uanset motiv er den store fællesnævner projektet, som et sted hvor alle bidrager med egne evner for sammen at skabe noget nyt.
Tonen er ægte og fremadrettet vil de 12 kunstnere fortsætte med at udstille som gruppe og stifter derfor sideløbende med arbejdet på installationen en forening. Som forening vil de arbejde videre med både dette og kommende fælles projekter, hvor der allerede er en længere liste af idéer at trække på. For at dokumentere og mindes Et KvindeVærk udarbejder gruppen en mappe indeholdende skitser, fotografier, film, tekster samt artikler fra magasiner og aviser m.m. om projektet, der overdrages til Iben From, Direktør for KunstCentret Silkeborg Bad.
Ved ferniseringen i dag kl. 15 er der inviteret kvindelige forskere i ’Køn og Kunst’, som vil tale om værket. Søndag d. 6. marts kl. 19 er der koncert med Ensemble Lydenskab i anledning af KKS 100 års jubilæum, hvor værkerne, som opføres denne aften, er skrevet af kvindelige komponister.
Gruppen, hvoraf 3 af medlemmerne mangler i situationen.
Et KvindeVærk er på KunstCentret Silkeborg Bad til d. 24. april.
