Indkøbskurven er tom.
Up Against the Tsunami
Udstillinger & Omtaler

John Kørner udstiller i BORCHs Butik frem til d. 28. april.

OMTALE: af Ninon Godlowska d. 1. april 2016

Udstillingen med John Kørner som man lige nu kan opleve i BORCHs Butik i København består af fem grafiske værker, som er inspirerede af hans installation Tsunami. Installationen har tidligere været udstillet på HEART i Herning og kan i øvrigt frem til d. 3. april opleves på J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.

John Kørner beskriver installationen Tsunami som et socialt værk; en dødelig bølge, en illustration af naturens magt og menneskets afmagt i forhold til naturens kræfter. Der bliver givet udtryk for både frygt, leg og fascination. Man kan løbe op af bølgeinstallationen til en vis grad, ligesom på en skaterrampe, men til sidst falder man ned igen. En situation, hvor naturen ikke kan undgå at vinde bliver manifesteret i form af den altopslugende stillestående bølge. Nu har beskueren også mulighed for at opleve tsunamien i billedform til udstillingen Up Against the Tsunami I-V. De fem nye værker er indrammede i håndlavede rammer designet af John Kørner.

Den 4,5 meter høje og 15 meter brede installation af en tsunamibølge er en afbildning af naturens skabende og ødelæggende kraft, som mennesket både elsker og frygter på samme tid. Kunstneren beskriver den således:”A deadly wave: Off the top of my head, I can’t see how the world can prevent the destruction caused by a Tsunami. That means we are presented with an all-destroying force of nature, something that threatens our very existence, which we humans just have to include in the calculation. It’s not a threat of a third World War, but of nature, which we love and which keeps us alive. Mother Nature has made herself a kind of Medea, with us as the children. This event is both dramatic and real. And, it’s our emotional relationship with nature that is at play here; an emotional relationship that includes fear.”

Frygt og leg

De fem værker i serien Up Against the Tsunami I-V er afbildet i blålige nuancer, hvor vandet bliver illustreret både med lyse og mørke farver, hvilket giver et indtryk af, at der under vandets overflade findes en afgrund, der kan opsluge mennesket.

I billedernes forgrunde har Kørner indsat fotografier af børn, der leger på den store installation Tsunami. Tsunamien er et stort gulvtæppe, der er formet som en skaterrampe. Man får indtryk af en dobbelthed, en kontrast: menneskets sårbarhed overfor ukontrollerbare naturfænomener og ydre omstændigheder, men alligevel også vilje, styrke og et overlevelsesinstinkt, der selv i konfrontationen med ugunstige odds hindrer mennesket i at give op. En legende indstilling til livet bliver illustreret sammen med en fascination, der lader til at overvinde frygten, selvom der ikke er nogen fast grund på billederne. Kombinationen af rolige blå nuancer med forskellige afbildninger af både leg og kamp for overlevelse giver billederne både en rolig og melankolsk stemning på samme tid og en følelse af både dynamik og stilstand.

Billede 011

På billede 011 kan man se en dreng, der har lagt sig ned på installationen. Man får et indtryk af, at han enten spiller død eller slapper af på bølgen. Her finder man en interessant dobbelthed: vandet og bølgerne kan både bære og tilintetgøre. De kan give anledning til leg, men også til død.  I baggrunden ser man tegninger af tre personer, der ligner en teenager, en dreng og en mand, der ser ud til at løbe. Teenageren surfer på bølgen, men samtidig synes en vandmasse at være ved at falde ned over ham, mens han forsøger at holde balancen. Billedet skildrer både leg og frygt.

Billede 012

På billede 012 ser de legende børn ud til at befinde sig på en bølge under vandets overflade, men de har det stadig sjovt. På vandoverfladen står der to voksne med ryggen til og kigger ud over vandet ind mod land langt ude i horisonten, mens solen er begyndt at skinne. De ser ikke ud til at være på flugt fra bølgen, men lader til at være kommet op til overfladen og ser fredfyldte ud, hvilket skaber en stemning af harmoni og afslapning.

Billede 013

På billedet herover ser der ud til at være en kamp for at undslippe bølgen og nå op til vandoverfladen. En dreng forsøger at klatre op af bølgen som om det var en klatrevæg, mens man ovenover ser en mand, der tilsyneladende lige har hevet sin søn op af vandet. I baggrunden ligger en livløs skikkelse. På trods af de rolige blålige nuancer får man indtryk af, at der foregår en kamp for overlevelse, og man får fornemmelsen af, at det mørke vand i billedets forgrund er ved at indhente drengen, mens han klatrer op mod lyset og vandets overflade.

Billede 014

Billederne udtrykker en atmosfære af leg og nysgerrighed midt i livets alvor. På trods af det skræmmende scenarie er der noget smukt og drømmeagtigt over billederne.

Up Against The Tsunami I-V er trykt og udgivet af Niels Borch Jensen Editions, København i 2015. De er trykt i et oplag på 18 stk. og er kombinationer af fotogravure og radering.

Billede 015

Fotos af værkerne: Niels Borch Jensen Gallery & Editions. John Kørner: Up Against the Tsunami I-V. 2015. Photogravure, soft ground etching, line etching. Somerset 300 gr. Size /cm: Image 58 x 87,5; Paper 78 x 104; Frame 95 x 120,5. Edition of 18. Series of 5. JoK 15 011-015.

Om kunstneren

John Kørner er født i 1967 i Århus og bor og arbejder nu i København. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1992-1998. Gennem sin kunst stiller han spørgsmål, der vedrører nutidige problemer. Tidligere har han blandt andet med sin kunst debatteret Irakkrigen med malerier af døde danske soldater og sat fokus på trafficking og prostitution. 

Se flere af John Kørners værker: http://johnkorner.com/

Installationen Tsunami: http://johnkorner.com/portfolio-item/tsunami/ 

Læs mere om udstillingen Up Against the Tsunami: http://www.nielsborchjensen.com/borchs-butik-john-korner-mar-11th-apr-28th/

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig