Interview med Karsten Ohrt, formand for Ny Carlsbergfondet

INTERVIEW: af Eva Mailund, d. 8. april 2016. 

Smukke, filmiske fortællinger om store danske kunstnere er nu lagt frem for alle at se på ncf.dk. Med afsæt i filmene, der tidligere har været vist på DR, taler Magasinet Kunst med formanden for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt, om fondets revitalisering, mission og omfattende arbejde i en tid hvor kunststøtten nedprioriteres.

Kunstnerfilm på ncf.dk 

Hvorfor digitaliserer I jeres kunstnerfilm nu?
Ligesom på SMK er formidlingen et meget vigtigt fokus for mig i fondet, hvilket digitaliseringen af kunstnerfilmene er en del af. De er et projekt, jeg var med til at sætte i gang sidst jeg sad i fondet, hvor vi på skift valgte danske kunstnere, som vi fik Jacob Jørgensen til at lave film med. Jeg syntes, han er én af de bedste i Danmark til at få en særlig atmosfære frem i mødet med kunstneren og formidle den, og han fik frie hænder til arbejdet. Resultatet er vanvittig flotte portrætter, som kunstnerne har været glade for, og dem vil vi gerne dele med alle på vores hjemmeside. Vi fortsætter filmproduktionen også i kortere format på 5-10 minutter, som produceres af andre end Jacob Jørgensen, hvor vi følger kunstner og proces på fx udsmykningsopgaver. Formatet besluttes fra gang til gang, men omdrejningspunktet er altid, at kunstneren kommer til orde og får fortalt sin historie.

Wilhelm Freddie. Foto: JJ Film 

Finansieres filmene via den fri pulje?
Nej, de er del af udsmykningsopgavens budget. Vil man lave andre film, kan man tilgå den fri pulje. Jeg kalder den for den innovative pulje, det synes jeg er vigtigt at holde fast i. Et godt eksempel på dens brug er Fåborg museum, der bl.a. har fået midler til en brandingproces, og har skullet reflektere over museets vision og mission. Det betyder rigtig meget arbejde, men giver også et skarpt fokus, hvilket de har været meget glade for hjælpen til. Det er den slags projekter, vi gerne vil bruge puljen til.  

I det hele taget sker der meget i fondet nu. Vi er i gang med en revitalisering på andet år med mange nye tiltag, og har ikke de store erfaringer endnu. Men de nuværende tiltag, såsom hjemmesidens opdatering med relevant viden om fondets arbejde har fået meget positiv respons. Vi har også fundet et grafisk udtryk til vores publikationer og ansat flere kompetente folk, fx til formidlingen og en projektkoordinator, der skal være tovholder på vores udsmykningsopgaver. Vi følger dertil op på de udsmykninger vi giver, for at høre om de relationer institutionerne har fået med værket over tid. Det er vigtigt, at værkerne går i dialog med modtager og ikke bare hænger der. Fondet sidder på betroede midler, som skal bruges så godt som muligt.

Kasper Bonnén. Foto: JJ Film 

Til glæde og gavn

Riget fattes penge, men I har ressourcer. Hvordan tilgår I den aktuelle samfundssituation?
Som gammel embedsmand med ansvar for en stor institution kan jeg mærke, at det nok er en privat fond med private penge, men at jeg betragter det meget som offentlige penge. For der er en forpligtigelse i, at kunsten skal ud til samfundet til gavn og glæde for alle. Jeg tror jo på kunstens kraft. Jeg tror, at det vi gør virkelig er noget der betyder noget for folk, og som Carl Jacobsen siger, er vi der for at udvikle og skabe lyst for kunst i Danmark og det danske folk. Det er en god præmis at have, og folk bliver enormt glade for kunsten de får. Det er den generøsitet der ligger hos Carls Jacobsen, som jeg også synes man skal repræsentere. Det er jo stort.

Det får jeg også bekræftet rundt om i landet. Jeg har fx netop været i Holstebro i anledningen af 50året for Giacomettis værk ’Kvinde på Kærre’. Der er oprettet et laug omkring hende, folk synger til hende, borgmesteren holder tale og alle synes det er helt fantastisk. Det er meget interessant, at man nu er nået til det punkt, hvor det er hendes åndelige og brandingmæssige værdi, som betyder noget for byen. Og jeg oplever generelt, at de danske kommuner er meget optaget af kunst, hvilket er stik imod det staten laver i øjeblikket. For jeg synes at samfundet desværre går den modsatte vej, og ikke har kunsten som et fokusområde, men der må vi så være nogle der bare bliver ved og ved. Det er vigtigt.  

Giacometti's "Kvinde på kærre" 50 år i Holstebro, 2016. Foto: Jesper Egerup. 

De mange nye veje frem

Hvilke projekter arbejder I på nu ud fra målet om vedholdenhed og revitalisering?
Vi har gang i mange store formidlingsprojekter. Et er digitaliseringen af Carl Jacobsens 100.000 sider breve. Dertil skal kilderne til dansk kunsthistorie digitaliseres, pt. med fokus på Lundbyes dagbøger, tidsskriftet Klingen og fynbomalerne. Jeg regner med ca. tre projekter af den slags om året. Vi har engagerede folk på projekterne både inde og ude af huset, som jeg også mødes med til frokost indimellem, da jeg gerne vil have kontakten med dem. Vi har også kastet os over den forskningsmæssige restaurering. Det er et vigtigt område, der betyder meget for den kunsthistoriske forskning. Første projekt er en vidunderlig freskoudsmykning af Jais Nielsen på Sankt Elisabeth Hospital på Amager. Det er Danmarks næstestørste fresko, der var ved at blive malet over. Vi betaler for restaureringen, der snart er færdig og meget vellykket. Projektet bliver også en fortælling om fondet, der i slut 20erne starter en lang række monumentale udsmykninger i en tid hvor vi havde mosaikskoler og freskoskoler. Så kom kulturradikalismen med PH og skolerne nedlagdes. Hvad skete der i det skift? Den historie vil jeg gerne have fortalt.

Hvad med jeres internationale arbejde?
Med tanken om at Carl Jacobsen var meget international, arbejder vi i øjeblikket på flere internationale tiltag. Historisk set har fondet givet til masser af international kunst til danske museer. Faktisk i et helt enestående omfang, hvilket jeg er ved at få lavet en bog om. Nu prøver vi at starte en proces, hvor vi kan give penge til et markant udenlandsk museum, som vil købe dansk kunst. Forudsætningen er, at museerne gennem en årrække har vist interesse for dansk kunst, eller at de vil gøre det fremadrettet med det første værk fra os. Det begrænser feltet væsentligt, men øger også dets kvalitet. Lige nu forhandler vi med et stort europæisk museum, som gerne vil købe et værk af en væsentlig dansk, afdød kunstner. Vi afsøger også andre fonde rundt om i verden, der har kunst som fokusområde med henblik på samarbejde og inspiration. Dertil vil vi etablere en stor, international kunsthistorikerpris. Den skal uddeles en jury af virkelig kompetente, internationale folk til en kunsthistoriker, som skal give en forelæsning på Glyptoteket.

John Olsen. Foto: JJ Film 

Det lyder omfattende, hvordan prioriterer I jeres opgaver?
Vi er jo vant til at have mange ting i gang, og vi har jo også ansat flere til at hjælpe os med vores opgaver. Alt det her er noget vi stille og roligt bygger op nu. Jeg plejer at sige, at jeg godt kan lide at arbejde sådan så toget kører, mens jeg lægger skinnerne. Jeg synes det er sjovt, fordi man gør noget der har betydning. Ingen har jo fx bedt os om de kunsthistoriske skrifter, men jeg ved som fagmand, at det er vigtigt. Og der er ikke andre som har tid eller råd til det. Derfor har vi også startet 15 PhDer og 15 postdocs på landets museer. De folk vil jeg også gerne prøve at samle her i huset, så jeg kan få ansigt på dem og indblik i, hvor de forskellige specialer ligger. Det er jo spændende.

Fondets fysiske rammer

Det lyder rigtig godt. Hvad sker der ellers på matriklen?
Selve huset er også en del af fondets revitalisering. For at man kan forstå vores bestræbelser, har vi igangsat et byggeprojekt, som udføres i respekt for Wohlert, der i den grad har præget stedet. Salto&Sigsgaard står for ombygningen sammen med Peder Elgaard arkitekter, og målet er, at vi bevæger os lidt væk fra mahognikarakteren under overskriften ’transit’. Det betyder, at fx inventaret bliver et fleksibelt system, hvor man kan sætte, hænge og stille værker, hvor man vil. Princippet er, at alt kan fjernes igen for at markere at intet er blivende. Så når man kommer ind i huset, vil det - understreget af inventarets mobilitet - have karakter af noget midlertidigt, som skal tage lidt af højtidligheden ud af det. Det er på tide. Der er ikke ændret på huset siden fondet flyttede herind fra Glyptoteket. Og det nytter ikke noget at man kommer her op og så tænker ’det er jo meget godt, alt det de går og siger med det ene, andet og tredje, men hvorfor ser der så sådan her ud’?

Så du mener, at troværdigheden også ligger i de fysiske rammer?
Ja, det gør den. Vi går i gang efter sommerferien.

Du kan komme tæt på kunstnerne og deres arbejde på http://www.ny-carlsbergfondet.dk/da/Film. Her finder du bl.a. portrætter af Wilhelm Freddie, Aksel Jensen, Olafur Eliasson og Kathrine Ærtebjerg.