Interview med Helle Trolle
INTERVIEW: Af Maria Køster. 02.05.2016.
Søjlediagrammer, DATA og regn. Hvordan kombinerer og formidler man alt dette i et vævet værk? Det er netop det væver og kunstner Helle Trolle arbejder med på Statens Værksteder for Kunst. Jeg mødtes med Helle Trolle en morgen i april, til en snak om hendes kommende udstilling “Which Reminds of Rain”
“Du skal op på tredje sal, det er der tekstilværkstederne er”, fortæller ekspedienten i kunstbutikken, som er det første sted jeg træder ind på Statens Værksteder for Kunst.
Jeg er spændt på at møde Helle, da jeg også selv har en uddannelse inden for tekstil, og er meget nysgerrig efter at finde ud af, hvordan hun arbejder med sin kunst.
“Kunne du tænke dig en kop kaffe?” er det første Helle spørger mig om, da jeg efter en mindre søgen finder hende oppe på tredje sal, i et af de i alt tre store tekstilværksteder. Jeg takker ja, mens jeg kigger rundt i det lyse lokale, hvis vinduer har udsigt over Kalvebod Brygge og til en solskinsrig himmel. Efter lidt småsnak om de tre store væve der befinder sig i lokalet, sætter vi os til rette ved et arbejdsbord.
“Du kalder dig væver, men du har jo flere titler. Kan du give en kort præsentation af dit erhverv og arbejde?
“Jeg er uddannet Tekstil Formgiver og Designer fra Koldings Design Linje. Den titel er jo et bredt begreb, så jeg vil gerne indsnævre det. Derfor siger jeg, at det er væv, jeg arbejder med.”
“Det projekt jeg er i gang med lige nu, har jeg kaldt “Which Reminds of Rain”. Jeg har tænkt meget over projektet og udtrykket, hvor jeg arbejder med ting, som får mig til at tænke på regn. Jeg vil gerne formidle emnet, så det rammer den som ser værkerne, men jeg er nødt til at gøre det med udgangspunkt i min ide om regn”, forklarer Helle.
“Jeg arbejder med visualisering af data og hvordan det gøres æstetisk? Kan jeg for eksempel tage meget kedelige grafer og søjlediagrammer fra DMI og få noget spændende ud af det?”
Man kan både se og høre, at Helle er en væver, der kan sit fag. Hendes projekter bærer præg af en lang og kompleks proces, der ender i en omfattende fortælling.
Er der er rød tråd i dine nuværende og tidligere værker?
“Man kan vel godt kalde mit nuværende projekt for en fortsættelse af mit tidligere værk”, svarer Helle. I 2012 lavede hun værket “Watch the Weather Change”, hvor hun formidlede et helt år af det danske vejr ved at væve et tekstil som viste nedbør, temperatur og mængde af solskin.
Det var efter dette projekt, hun blev interesseret i regnen og dets gang. “Jeg fandt en væveteknik, som var spændende at arbejde med, hvor man får to sider tekstil, der gør noget helt forskelligt i farve og struktur. Denne teknik hedder dobbelt væv med en bindekæde”, forklarer Helle og kigger i retning af et af hendes vævede værker, som hænger ned fra loftet i det store værksted.
“Og så har jeg også været i Japan”, siger Helle med et smil og kigger op fra kaffekoppen. Jeg fornemmer begejstringen i hendes stemme.
“I Japan fejrer de regnen, de anerkender den. I Danmark siger man bare ´Det regner” ´, det bliver meget fattigt. Jeg kan godt lide essensen af regn; finregn, voldsom regn eller slud - regn er mange forskellige ting. Det har faktisk ikke regnet i lang tid nu og jeg er blevet helt opmærksom på det”
Jeg ærgrer mig nærmest over, at solen skinner i dag, hvor jeg mødes med Helle.
Hun vækker en nysgerrighed i mig overfor den regn, som man så tit forbander, når man skal op på cyklen om morgenen og afsted på arbejde.
Helle peger ud af vinduet, over mod Christiansborgs lysegrønne spir, som titter frem ovre på den anden side af kanalen.
“Når regnen falder, er den transparent og gennemsigtig, det er først, når den rammer en bygning eller jorden, at man kan se, det regner.
Når den rammer Christiansborgs lysegrønne tage, skifter de grøn-brune nuancer. Det er ofte først, når man kigger på den glaserede vej eller måske hører lyden af dråber som falder, at man bliver klar over, at det regner.
I dine tidlige værker arbejdede du meget med lys, der på forskellig vis påvirker nuancerne i værket, alt efter hvordan det falder. Er det en teknik, du også bruger i den kommende udstilling?
“Ja, det gør jeg. Det er samme type garn som går igen i de nye værker.” Helle rejser sig og går hen til et vævet værk, der hænger ned fra loftet. “Man kan se det, når lyset rammer tekstilet fra forskellige vinkler.”
Vi prøver at fange nogle lystråler fra et af de store vinduer. “Se, nu er det helt hvidt og vinkler man tekstilet den her vej, changerer det til gult og nu lilla.”
Så det er vigtigt at værket lyssættes på den helt rigtige måde, når det skal op og hænge. Man skal virkelig tænke over, hvordan det udstilles, for at publikum får det fulde udbytte af værket.
Hvordan ser en helt almindelig arbejdsdag ud for dig?
“Den er meget fast, da jeg også underviser på designskolen i Kolding to dage om ugen. Men det er noget med at være i værkstedet klokken ni, sætte noget kaffe over og så være her til klokken fem.
Men dagene er aldrig ens. Der kommer indimellem nogen forbi og så står man og snakker lidt, og af og til så driller væven, så må man gå sig en lille tur. Nogle dage må man have sig en lille pause for at give plads til overvejelsen af det næste skridt og give rum til nye ideer. Det er tit i pausen, at løsningen pludselig popper op, så man kan komme videre i processen.”
”Der er mange ting, som er nødvendige at gøre for at komme videre. Først skal jeg tage stilling til hvordan trådene, som væven spændes op med, skal se ud. Det kan tage lang tid at beslutte.
Så skal væven sættes op - det er håndværk og det er håndarbejde der tager tid.
Så kommer man tilbage til den kreative del af processen igen. Men når jeg arbejder med data, så er beslutningen allerede taget for mig, så kan jeg ikke begynde at lave om midt i det hele. I modsætning til, når jeg arbejde med nogle andre værker, hvor jeg ikke følger diagrammer og diagnoser. Der bestemmer jeg selv, hvordan min regn skal se ud. Her kan jeg have mere brug for tænkepauser, så jeg kan genoverveje garnspænding, farver og mønstre osv.“
Syntes du, at der er mere håndarbejde eller kunst i dine data-værker frem fra dine mere frie værker?
“Jeg vil sige, at der er meget af mig selv i de frie vævede værker. I data-værkerne, der har jeg formidlet noget data, så andre kunne få en oplevelse af det danske vejr i november.”
Har du prøvet at få en metrolog til at se dine værker?
“Nej, det har jeg ikke, men det kunne være, jeg skulle prøve, at få Jesper Theilgaard til at kigge på dem engang og se hvad han kan aflæse”, siger Helle og griner.
“Jeg giver ikke nogen opskrift på hvordan værkerne skal læses. Jeg synes, det skal være op til folk selv. Jeg kunne selvfølgelig godt hænge vejrdiagrammerne op ved siden af værket, men det har jo bare været mit arbejdsredskab og min inspiration til at skabe et anderledes tekstil. Så det tror jeg ikke, jeg vil gøre. Det må være op til folk selv, hvad de får ud af værket.
Du arbejder både som underviser og som kunstner. Hvad kalder du dig selv? Kalder du dig kunstner eller kalder du dig håndværker?
“Jeg kalder mig ikke for kunstner. Jeg kalder mig underviser og væver, det er sådan lidt mere ydmygt for det kan dække over så meget. Men jeg laver for eksempel aldrig brugskunst, funktion interesserer mig ikke og jeg masseproducerer ikke, så på den måde, kan man vel godt sige, at jeg er ovre i kunstgenren. Når jeg siger væver, så har jeg ikke sagt mere end jeg kan stå inde for. Men nogle af mine tekstile værker er blevet vist på kunstudstilling. Jeg vil rigtig gerne vise, hvad mit fag kan. Det er nok det, der driver mig. Der er alle mulige teknikker, som bare venter på at blive brugt, og det vil jeg gerne vise.”
Udstillingen Which Reminds of Rain vil blive vist hos Officinet - Danske Kunsthåndværkeres projektrum fra februar 2017.