Indkøbskurven er tom.
En forlængelse af øjeblikket
Interview & Portræt

Interview med kunstfotograf Sofie Pihl på Galleri ØckenLund, Frederiksberg.

INTERVIEW: Af Maria Happel, d. 20. maj 2016.

Hvis man støver rundt i København og mangler et friskt åndehul og lidt ro for øjet, er Galleri ØckenLund en oplagt destination. Galleriet danner nemlig ramme om en ny billedserie af kunstfotografen Sofie Pihl, der med sine smukke fotografier slipper skoven løs på indre Frederiksberg.

Jeg møder Sofie Pihl i det hyggelige Galleri Øckenlund på Kronprinsesse Sofies Vej på indre Frederiksberg. Mens gallerist Henny Lund brygger kaffe i baglokalets lille køkken, byder en imødekommende og livlig Sofie mig velkommen i galleriets forrum, hvis væggene er pyntet med tre af hendes fotografier fra den nyeste værkserie Treescapes II.

FOTO: Galleri ØckenLund.

 

Skoven som scene

Ligesom i den foregående værkserie Treescapes I er skoven i centrum og flere af motiverne går igen og er viderebearbejdet i den nye serie.

”Sanseligt er skoven et show af dimensioner, der skifter hver dag”, siger Sofie, der jævnligt nyder skoven med sine to døtre.

Hun ser skoven som en kanal for mange forskellige ting og synes, det er interessant, ”hvordan man i en skov ser noget, der er ved at dø, er dødt og noget, der er ved at blive født - alle livsvilkår er reflekteret i skoven”.

Med et studium i arkitektur har Sofie også et særligt øje for det rumlige og sanselige i skoven. Hun ser skoven som en detaljeret scene med mange forskellige teksturer, farver, bevægelser, lyde og dufte. ”Skoven har det hele på én gang. Og hvis man er der alene, er man centrum i sin egen scene, og man tænker, er alt det her bare for mig?”, forklarer hun.

”Man gør sig hele tiden umage med at bygge stabilt, højt og slankt, bæredygtigt og flot. Alt det har man i skoven, bygget op efter sin egen logik”, uddyber Sofie.

FOTO: Galleri ØckenLund.

Når Sofie fotograferer den danske skov, gør hun det med et blik for arkitektonisk rumlighed, komposition, tekstur og balance. Hun arbejder ligeledes i mange forskellige formater og bruger forholdet mellem tingene som kunstnerisk udtryk. Når man træder ind på Galleri ØckenLund, står man nærmest med den ene fod i et forunderligt skovunivers. ”Man forholder sig fysisk som krop til det rum, man er i”, siger Sofie.

I hendes billeder er skoven en rolig scene, der inviterer til fordybelse og fortabelse i alle skovens detaljer.

 

At sætte billedet fri

Når Sofie tager ud i de danske skove med kameraet i hånden, er det som at gå på jagt eller som at kaste et stort fiskenet ud. ”Jeg tager måske 600 billeder og arbejder videre med 20 og ender så måske kun med tre billeder”, forklarer hun.

Resten af billederne kan ligge i flere år og lagre, indtil hun ser sit gamle materiale igennem og måske arbejder videre med noget af det.

Det er tilfældet med enkelte billeder i den nye Treescapes-udstilling, der byder på motiver fra den foregående serie. Men farvenuancerne er i den aktuelle fotoserie skiftet ud.

”Hvad er tilbage, hvis man fjerner den grønne farver, der er karakteristisk for skoven? Hvis man fjerner noget, man er vant til at se?”, spørger Sofie, som i den nye billedserie arbejder med skoven i blålige farvenuancer.

”Jeg synes, det er spændende at se, hvad der træder frem, når man eksempelvis skifter farver ud eller overeksponerer. Motivet får pludselig en ny karakter, en ny dimension”.

FOTO: Galleri ØckenLund.

Sofie arbejder udover konventionelle fotografiske teknikker, og hun elsker at lege med formerne og at udfordre fotomediet.

”Hvis jeg tillader mig selve at skifte farver ud, så er der pludselig ingen begrænsninger. Fotografiet er bundet til virkeligheden. Jeg synes, det er spændende og interessant at åbne det op og frigøre billedet fra fotomediet”, forklarer hun.

 

En medieret virkelighed

”Fotomanipulation har en dårlig klang. Men jeg tænker ikke, det er anderledes end en maler, der blander sine farver”, fortæller Sofie, der i stedet vælger at kalde sit arbejde for bearbejdning frem for manipulation.

Sofie har længe interesseret sig for fotografiske teknikker. Den blå farve, der er gennemgående i den seneste udstilling er inspireret af cyanotopiet og i særdeleshed af kunstneren og videnskabskvinden Anna Atkins’ arbejde.

”Jeg synes, det er mere interessant at bruge forskellige teknikker, som om jeg var en kunstmaler. Nogle teknikker er i kameraet, andre tilføjer jeg senere”, forklarer hun.

”Dét, jeg synes er interessant er at bearbejde den virkelighedsopfattelse, vi har. Vi ser alting gennem et filter. Et billede er ikke bare et billede, og virkeligheden er ikke en absolut størrelse, og det synes jeg er spændende at konfrontere folk med men på en positiv måde”, fortæller Sofie. Hun ser hverken sine billeder som magiske eller virkelige, men som noget et sted imellem.

Med sine billeder lægger hun et filter på den virkelighed, vi allerede kender. ”Det er fantastisk, hvis jeg kan få folk til at træde ind i en magisk virkelighed, som de måske allerede har indeni dem selv”.

FOTO: Galleri ØckenLund.

 

Fortabelse

I forbindelse med to fødsler fik Sofie en større depression.

”Det er frisættende at få en diagnose. Så er der pludselig mange ting der giver mere mening”, forklarer Sofie, der mener, at selvom det har været utroligt hårdt, har arbejdet med at komme igennem hendes sygdom lært hende meget om sig selv, og hendes egne styrker og kvaliteter. Hun har lært at være mere modig og stole på sig selv.

”Det er ikke sikkert, folk ser det samme som jeg, men det er okay. Hvis jeg ser en skov på en bestemt måde, har det også sin berettigelse”, siger Sofie.

Sofie forklarer, at hun har en flydende tidsfornemmelse, og det er let for hende at fortabe sig i øjeblikket.

Med forskellige fotografiske teknikker skaber hun dynamik og bevægelse i sine billeder i et forsøg på at indfange øjeblikket.

”Fotografiet fæstner et nu som var”, forklarer Sofie, ”Men det kan blive ved med at eksistere. Man kan forlænge øjeblikket. Et tidsrum kan blive et uendeligt rum, man kan gå ind og ud af. Jeg elsker at fortabe mig i nuet”.

Sofie Pihl, 36 år, har sideløbende med sin kunstpraksis siden 2014 studeret kunsthistorie på Københavns Universitet. Hun har udstillet flere steder i ind –og udland bl.a. på KP 14 i Aarhus, SEE Exhibition Space i New York og på Louvre i Paris.

Hun er uddannet klassisk musiker fra musikkonservatoriet i Bologna, Italien. Hun studerede på Kunstakademiet Arkitektskole fra 2002-2005, og hun har siden arbejdet som autodidakt freelance fotograf.

Sofie bor lidt uden for København med sine to døtre og sin mand.

Udstillingen Treescapes II kan opleves på Galleri ØckenLund på Frederiksberg frem til 23. maj. Galleriet har åbent efter aftale søndag d. 22.5 og mandag d. 23.5.  

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig