Indkøbskurven er tom.
Urbanitetens skyggesider
Udstillinger & Omtaler

Anmeldelse af udstillingen: Liu Xiaodong ”Painting as Shooting”

ANMELDELSE: Af Natascha Degnova 14.06.2016

Faurschou Foundation præsenterer ofte prominente internationale kunstenere og lige nu viser de en af de fremmeste repræsentanter for kinesisk Neo-Realisme, Liu Xiaodong.

Udstillingen Liu Xiaodong ”Painting as Shooting” kurateret af Jérôme Sans er et potpourri af kunstneres mest gennemslagsgivende værker, der spænder fra nu og tilbage til 2006. Faurschou Foundation gør klart, at dette ikke skal ses som en retrospektiv udstilling som sådan, men mere som en samlet fokusering af værker, der tager politiske problemstillinger op til debat.

Titlen "Painting as Shooting" skal forstås i den forstand, at Xiaodong bruger sin filmiske baggrund i de værker han laver, således at han iscenesætter sine subjekter som skuespillere og ud fra det portrætterer sine motiver. Mange af Xiaodongs malerier er sammensat af flere lærreder, der leder tankerne hen på filmens verden, med en form for klip. En effekt der ikke lægges skjul på, da overlapningerne med tydelige overlæg ikke altid matcher. Det giver faktisk en god virkelighedsforskydning og giver associationer til barndommens skubbepuslespil, der selv i færdigsamlet tilstand gav et forskudt indtryk af motivet.

Installation view of exhibition ‘Liu Xiao- dong: Painting as Shooting curated by Jérôme Sans Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation 

Migranter, heste og en svunden tid.

Projekterne der danner base for udstillingen, har som nævnt alle politiske og samfundskritiske konnotationer. Xiaodongs værker berører menneskelige skæbner og verdens tilstande. I Xiaodongs projekter om migration fokuserer han både på ”tvungen” og ”utvungen” migration. Der er flygtningen der intet valg har haft grundet konflikter i deres hjemland, og så er der for eksempel de thailandske kvinder der i håb om et bedre liv, forlader deres landsbyer for at forvilde sig ind i storbyjunglen og derved også udsættes for dens faretruende rovdyr.

Især "Hot Bed 2", viser disse problemstillinger godt. Til trods for de glade positive farver Xiaodong har brugt, i form af røde og lyserøde toner i et mix med vitale grønne nuancer, gør den lettere ukontrollerede måde malingen har ramt lærredet på, at man efterlades med en følelse af utryghed. Samtidig giver kvindernes opstillede positurer og deres døde blikke, dels en dragende effekt, men også en lyst til at vende blikket bort.     

Installation view of exhibition ‘Liu Xiao- dong: Painting as Shooting curated by Jérôme Sans Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation 

Heste er et gennemgående motiv i de udstillede værker. Der ses alt fra forsigtigt malede blå heste på porøst håndlavet papir, til store majestætiske gangere med glinsende pelse. Uanset i hvilken forbindelse Xiaodong portrætterer hestene, er de altid et symbol på en svunden tid. I den ”blå” serie af heste, er formålet at pege tilbage på den traditionelle kinesiske stil og deres skildringer af heste. I "Horse Market" og "Qinghai Tibet - Railway", er der fokus på forholdet mellem mand og hest, og ønsket om at fastholde traditionerne til trods for industrialiseringen og det globale pres for forandring.

Installation view of exhibition ‘Liu Xiao- dong: Painting as Shooting curated by Jérôme Sans Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation 

Globaliseringen og industrialiseringens destruktive effekter, bliver for alvor klart i "Diary of an Empty City" serien, der peger på misforholdet mellem det gamle og det nye, samt virkelighed og fantasi. Serien sætter den traditionelle nomadiske livstil i modspil til definitionen af en moderne by, i dette tilfælde ”spøgelsesbyen” Ordos. Det er clashet mellem det gamle og det nye, der kommer til udtryk, og i disse utopiske værker synes det gamle at vinde.

Især "Diary of an Empty City 3" er meget betagende. Den moderne by med hårde metaller i form af industrielle bygninger tårner op i horisonten. I forgrunden, stående på en blanding af asfalt og græs, ses to ryttere en mand og kvinde. De er iklædt hvad der ligner gamle traditionelle dragter, der ikke bærer noget præg af vestlig modernitet og som er prydet med kraftige farver. De samme heste går igen i flere andre malerier. En brunspættet hvid hest og en hel brun hest. I et af billederne har den brune hest sit hoved placeret direkte i det gyldne snit og stirrer ud på beskueren med et næsten smilende udtryk.

Sceneriet udspiller sig om natten i fuldmånens skær, der reflekteres af bygningerne og efterlader en magisk aura i regnbuens farver. Parrets interaktion med hinanden, hans observering af hvordan hun lader sit hår fange af vinden, alt imens hun henslængt kaster hovedet tilbage, gør én nysgerrig på mere. Maleriets farver er så stærke og kontrastfyldte, og de grove penselstrøg der præger maleriet, giver dybde og insinuerer en anden virkelighed. En imaginær og fabelagtig virkelighed hvor naturen og de gamle værdier sejrer.

Installation view of exhibition ‘Liu Xiao- dong: Painting as Shooting curated by Jérôme Sans Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation 

Den kritiske tilgang.

Xiaodong forholder sig til skyggesiderne af urbanisering, en urbanisering der har sat sine spor i nogle af de kinesiske landsbyer, heriblandt hans egen. I projektet "Hometown Boy" er Xiaodong vendt tilbage til den landsby, hvor han voksede op, for at skildre sin familie og venner og den by, han ikke husker at have forladt. Projektet vidner om forfald og økonomisk ustabilitet. Scenarierne Xiaodong har sat sine nærmeste i, viser ikke ligefrem optimisme, men nærmere en accept af en krisetilstand og en uvis fremtid. Igen er det Xiaodongs kraftige penselstrøg og lettere impressionistiske stil, der rykker ved virkelighedsopfattelsen og gør beskueren interesseret og følelsesmæssigt involveret.   

Liu Xiaodong, Jincheng Airport, 2010, Oil on canvas, 300 x 400 cm. Collection of the artist 
Photo of artwork ‘Jincheng Airport’. © Xiaodong Studio

Liu Xiaodong, Into Taihu, 2010, Oil on canvas, 300 x 400 cm. Collection Faurschou Foundation Photo of artwork ‘Into Taihu’. © Xiaodong Studio 

Den kritiske tilgang, eller observering af konsekvenserne ved globalisering og det den kan gøre ved det moderne menneske, skildres i en nærmest sarkastisk tone i maleriet "Eat First". Maleriet er en klar reference til Leonardo Da Vincis "Den Sidste Nadver" og er faktisk også malet i Rom. I stedet for en hellig middag bestående af brød og vin i moderate portioner, er der her en overflod af mad i alle afskygninger. De tretten om bordet er både unge og gamle i et nutidigt udtryk og frem for at samles om middagen, virker stemningen til at være lettere asocial. værket synes derfor at pege på fravær af nærvær, hvilket spiller godt sammen med for eksempel fraværet af baggrund i maleriet og derfor manglende dybde. En dybde Xiaodong måske mener, kan mangle i det moderne samfund i dag.

Installation view of exhibition ‘Liu Xiao- dong: Painting as Shooting curated by Jérôme Sans Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation 

En udstilling i flere lag

De forskellige projekter/serier består ud over malerierne også af fotografier og videoer. Fotografierne er unikke i den forstand, at de ikke fremstår som almindelige fotografier. Xiaodong har malet på fotografierne og det giver en mærkelig effekt af både 3D, men også af en dobbelt virkelighed. På nogle af fotografierne er det ekstra skygger og farver, der er påført, mens der på andre er tilføjet figurer for eksempel i form af fugle. I fotografierne leger han således også med det nye og det gamle i sammensætningen af forskellige medier.

Som et sidste indspark til disse fantastiske værker, er der de medfølgende videoer. Disse videoer hører sammen med de forskellige projekter, så maleri, fotografi og video smelter sammen i skøn forening. Man bør unde sig selv af se nogle eller noget af videoerne (de varer samlet 12 timer), da de virkelig viser Xiaodong alsidighed som kunstner. De projekterede billeder er så æstetisk smukke og velkomponerede, at de giver den sidste forløsning efter at have været tryllebundet af hans malerier og fotografier. Især filmen "K.O." er nævneværdig.

Filmene vises i en stor rustik lagerhal, beliggende over udstillingslokalerne, som er specielt lejet til denne udstilling, og som er den perfekt kulisse at vise filmene i. Xiaodongs værker kommer virkelig til deres ret her i Faurschou Foundations udstillingslokaler. De store rum formår at rumme og give luft til værkerne, der tydeligvis er kurateret med omhu.

Havde dette været en anmeldelse der delte symbolske ikoner ud, havde udstillingen fået en hel del smilende heste. I stedet kan der kun opfordres til at tage ind og se udstillingen, som både er en æstetisk oplevelse og en rejse gennem forskellige virkeligheder, vi måske ikke vil vedkende er vores egne eller som vi ville ønske, var vores egne.

K.O. (still), A documentary by Yang Bo, 2015, Video, 32.50 Minutes, Faurschou Foundation and Xiaodong Studio. © Xiaodong Studio. 

 

 

Udstilling vises frem til d. 16.12.16 hos Faurschou Foundation

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig