Sidsel Meineche Hansen i X-rummet på SMK

ANMELDELSE. 
Af Camilla Nielsen. 26.03.2019.

Budskabet er på en og samme tid forvirrende og klart i Sidsel Meineche Hansens udstilling på SMK. Her sammenstilles sexindustrien i det ene rum med kunstindustrien i det andet, og åbner op for diskussioner om udnyttelse og vareliggørelse af kroppen og kunsten - alle er de produkter skabt til at tilfredsstille et publikum.

Sidsel Meineche Hansens praksis fokuserer på det industrielle kompleks, som forbinder virtuelle og robotbaserede kroppe med menneskeligt arbejde i medicinal-, porno- og teknologiindustrien. Udstillingen på SMK An Artist’s Guide to Stop Being an Artist, fortsætter disse undersøgelser med dens fokus på såvel de indre som de ydre mekanismer, der kontrollerer produktionen og reproduktionen af kunstnerisk arbejde.

Difficult to work with?
Udstillingen er centreret omkring installationen Diffficult to work with?, 2019, som består af skulpturen Untitled, 2018, i kombination med et låsesystem placeret ved indgangsdøren til udstillingen. Untitled er en legemsstore træskulptur, som er baseret på kvindelige led-dukker fra 1700-tallet. Den er skåret i træ og har mobile kugleled samt åbninger, der passer til de orale og vaginale silikoneindsatser, der sælges til nutidens sexdukker.

Installation shot: Difficult to work with?, 2019. Photo: Anders Sune Berg. Courtesy the artist and Rodeo London/Piraeus.

På vejen ind i x-rummet, hvor udstillingen kan opleves, mødes man af en låst dør. Ved siden af døren hænger låsesystemet, der mest af alt minder om en dørtelefon til en fabrik - Ingen navne blot en knap, en højtaler og et kamera. Jeg trykker på knappen og en kvindestemme kommer ud af højtaleren med ordene: ”Are you difficult to work with?” hvorefter en biptone lyder, og jeg kan trykke døren op.

Det første rum er tomt og koldt, og en forvirring spreder sig, for hvad er det Sidsel Meineche Hansen vil fortælle med denne udstilling? Midt på gulvet ligger en trækrop på maven og kigger ned på en telefon med et billede af sig selv på skærmen. Telefonen er med et ledningssystem koblet sammen med en større skærm på væggen. Skærmen viser en avatar, hvis ansigt er trædukkens med kunstnerens eget ansigt morfet ind. Videoen går straks i gang, idet man træder ind i rummet.

Avataren fremsiger en monolog, som giver anvisninger om, hvordan med stopper med at være kunstner. Monologen bygger videre på Alan Carrs bestseller Endelige ikke-ryger! og henvender sig direkte til kunstneren og det dilemma mange kunstnere oplever, nemlig et ønske om, at forlade den udnyttende kunstbranche. Monologen handler om at omkode kunstnerens hjerne, således den forstår hvor urimeligt det at blive udnyttet og arbejde gratis til andres fordel. Monologen slutter og billedet på den store skærm skifter, så der nu vises billeder fra overvågningskameraet placeret i låsesystemet.

Sex- og kunstindustrien
Jeg går videre til det næste rum, hvor kunst- og sexindustrien for alvor knyttes sammen via udstillingens anden film, Maintenancer, 2018. Filmen handler om et tysk dukke-bordel, hvor kunderne kan betale for at have sex med en silikonedukke som erstatning for en ægte krop. Selvom der er tale om dukker, breder der sig en melankolisk og dyster følelse i min krop, og filmen er ganske ubehagelig at overvære. Dukkerne er på en og samme tid menneskelige og ikke-menneskelige. Især scenen, hvor en af dukkernes kønsåbninger gøres rent, gør voldsomt indtryk. Rengøringsassistenten presser langt og hårdt hånden ind i dukkens åbninger for at rengøre disse. Efterfølgende sminkes dukkens kønsdele, brystvorterne og ansigtet, således dukken er præsentabel til den næste kunde.

Installation shot: Maintenancer, 2018 with Therese Henningsen. Photo: Anders Sune Berg. Courtesy the artist and Rodeo London/Piraeus.

I kortfilmen hører man også fra ejeren af dette bordel. Hun fortæller, hvordan mændene nyder at have 100% kontrol over dukkerne. Dukkerne minder om en kvinde i deres udseende, dog en smule barnagtige og meget pornografiske. Men man er ikke i tvivl om, hvad de disse dukker skal forestille – ligheden mellem dem og en kvindekrop er slående. Dukkerne kan imidlertid ikke gøre modstand, de er en vare, som manden kan udnytte.

Da videoen slutter bliver Sidsel Meineche Hansens budskab med denne udstilling tydeligt, og den forvirring jeg i starten følte, er forsvundet. Ligesom dukkerne italesættes kunstneren og kunstnerens arbejde som en vare eller produkter der er betinget af efterspørgslen i et patriarkalsk værdisystem.  Mine tanker ledes tilbage på låsesystemet i starten af udstillingen, som pludselig fremstår som et symbol for kontrol – kunstneren genvinder kontrollen over udstillingen, ved at styre hvem der kommer ind.

At en kunstner vil belære andre kunstnere om, hvordan man stopper med at være kunstner kan synes forceret og måske endda ulideligt. Men i An Artist’s Guide to Stop Being an Artist fungerer det. Sammenstillingen mellem kunst- og sexindustrien åbner for en debat om etikken i den nuværende kunstindustri og om udnyttelse af gratis arbejdskraft.

An Artist’s Guide to Stop Being an Artist - Sidsel Meineche Hansen kan ses I X-rummet på SMK frem til d. 28. juli 2019.

Billede øverst: An Artist’s Guide to Stop Being an Artist, 2019. Photo: Anders Sune Berg. Courtesy the artist and Rodeo London/Piraeus.