Donna Huancas første soloudstilling i Skandinavien undersøger den misantropocæne krop i ny totalinstallation på Copenhagen Contemporary

Anmeldelse af Frederik Westergaard

26.03.18

En rejse ind i krop og tid

Donna Huanca er en særlig kunstner. Den boliviansk-amerikanske kunstner tager ikke på turné med sine kunstværker. Hun rejser ikke rundt med sine udstillinger, og gentager dermed ikke sig selv. Hver gang hun laver en udstilling er den ny, og kan kun opleves lige nu og her. Dermed ikke sagt, at hendes kunstneriske elementer og tematikker ikke går igen, men de gør det på en ny måde hver gang.

Derfor er det også noget af en scoop, at Copenhagen Contemporary har fået Hunaca til opføre sin første soloudstilling i Skandinavien hos CC ude på Refshaleøen. Udstillingen, eller rettere totalinstallation, er noget af syrerejse ind i krop og sind. Huanca ønsker at skabe et værk, hvor alle sanser bliver udfordret og tvinger beskueren til at tænke nyt. Både om sig selv, men også om den verden vi alle sammen deler.

Donna Huanca, LENGUA LLORONA (2019). Installation view at Copenhagen Contemporary. Photo: Anders Sune Berg

Nøgne modeller og behårede skulpturer

Lad os sætte præmissen for installationen, som bærer navnet ”Lengua Llorona” hvilket betyder grædende tunge på spansk. Det store hvide lokale på CC er blevet udstyret med en række megamalerier, skulpturer, sand, lydspor og levende modeller. Huanca arbejder også som DJ, og har derfor selv komponeret lydsporet til Lengua Llorona. Udgangspunktet for lydsporet er af en ambient karakter, som en gang i mellem bliver afbrudt af urovækkende dyrelignende lyde. Inspirationen til soundtracket er en sydamerikansk sagnomspunden ånd, som dræbte sine børn og begræder tabet mens hun leder efter dem i alverdens floder og vandløb.

Duften, som langsomt tager til i styrke, og sender sin beske lugt ud i lokalet, er palo santo. Palo santo er en røgelse, som er udvundet af en hellig træsort fra Amazonejunglen, og som er kendt for sin rensende egenskaber. Dertil kommer Huancas performere, eller modeller som hun kalder dem. De er nøgne, men malet fra top til tå i primært blå farver. De bevæger sig ukoreograferede, og impulsivt rundt i udstillingen, mellem sand, skulpturer og malerier. De sætter aftryk på væggene, på gulvet og sig selv. På den måde er udstillingen konstant i bevægelse. De interagerer med skulpturerne, og bidrager til at man aldrig oplever det samme ret længe af gangen, før man er tvunget til at tage nye indtryk ind til bearbejdelse. Slutteligt er lyset i lokalet et meget kraftigt hvidt lys, som symboliserer en slags vækkelse. Hvilken vækkelse der er tale om, er fuldstændig om til fortolkning, men når man befinder sig i lokalet, er det tydeligt at Huanca gerne vil vække os – den besøgende.

Donna Huanca, LENGUA LLORONA (2019). Installation view at Copenhagen Contemporary. Photo: Anders Sune Berg

Blikket skal frigøres

Det er interessant at opleve Huancas brug af den nøgne krop, som en aktiv og levende del af udstillingen. Særligt fordi hendes modeller, har en direkte relation til de kæmpestore malerier, som afskærmer udstillingen, og giver den form. Huanca maler først sine modeller, og finder derefter særlige punkter på deres kroppe, som viser noget særligt interessant. Det tager hun så et billede af, og forstørrer op og maler rundt om. Man kan nærmest ane gåsehuden på malerierne, igennem de store aggressive malerklatter. Huden er et definerende lag, en slags budbringer af kulturel, biologisk og miljømæssig historie. Igennem huden skaber Huanca et organisk mikrokosmos mellem beskueren, kroppen og miljøet.

Det vigtige for Huanca er, at vores blik skal frigøres. Særligt skal vi frigøre vores blik fra det seksuelle, og beskue den nøgne kvindelige krop som noget andet. Det fungerer utrolig stærkt, særligt fordi modellerne, befinder sig i evig og konstant forandring i udstillingen. De totempællignende skulpturer, som Huanca har placeret på gulvet mellem malerierne, bliver mødt med modellernes langsomme og impulsive gang og genstarter beskuerens blik. Man har på fornemmelsen af, at man er vidne til en mikroorganismes fødsel, og Huanca sletter på magisk vis den forudindtagede viden man har, og påfører den en ny mening. En mening, som er ren, nærmest barnlig, og som kun eksisterer her og nu - i henhold til sig selv.

Donna Huanca, LENGUA LLORONA (2019). Installation view at Copenhagen Contemporary. Photo: Anders Sune Berg

Det misantropocæne menneskes fødsel

At Huanca er original, nytænkende og innovativ er der ingen tvivl om. Hun formår at tage den moderne tidsalders store kampe, og lukker den ind i et lille rum som føles større end det udenfor. Huanca vil undersøge kroppens æstetiske, filosofiske, biokemiske og kulturhistoriske arv igennem organiske metamorfoser. Hendes valg af materialer er derfor også 100% organiske, og det skaber en stærk sammenhængskraft i udstillingen. Totempælene er udstyret med hår, og modellerne er påført plastik.

Igennem denne vækkelse, som udstillingen ønsker at fremtvinge, får man øje på disse organiske mikrokosmiske detaljer. Man væmmes nærmest ved dem. Fordi modellerne går rundt, og sætter deres fysiske præg på udstillingen, bliver man nærmest hensat i en dystopisk misantropocænitet. Man får opfattelsen af, at alle de kemiske og cellemæssige mirakler, som har ført os ud af junglen og ind til computeren har været spild af naturlige evolutionære underværker. Huancas krop, ser pludselig sårbar og ødelagt ud. Kroppen, mennesket og naturen er i en evig kamp om herredømmet, og mennesket ser ud til at tabe den kamp. Kroppen har overgivet sig, derfor er en af modellerne iført plastik. Vi bærer vores synder ude på kroppen, på huden, der hvor vi er allermest sårbare.

Donna Huanca, LENGUA LLORONA (2019). Installation view at Copenhagen Contemporary. Photo: Anders Sune Berg

Den grædende tunge

De dybereliggende konventioner, som ellers har præget vores opfattelse, og dermed også vores fysiske bevægelse, af kroppen tager Huanca meget seriøst. Man har ikke følelsen af at hun peger fingre, bebrejder eller langer ud efter nogle andre end selve den antropocæne tidsalders destruktivitet. Skal man få dårlig samvittighed over menneskehedens manglende forståelse for samhørighed og identitet? Det spørgsmål besvarer Huanca ikke selv, men efterlader beskueren med et hav af spørgsmål omkring hvad det vil sige at være et biologisk makværk med forøget selvbevidsthed.

Den grædende tunge slikker sine sår, og forsøger at klare endnu en udfordring. Sådan som den altid har gjort, siden ursumpen begyndte at koge over for alt for mange millioner år siden. Udstillingen er et stærkt testamente over hvad transitorisk totalkunst kan, og skal, gøre. Huanca er intet mindre end genial.

Udstillingen "Lengua Llorona" kan opleves på Copenhagen Contemporary, og løber frem til d. 01.09.19.

Det kan varmt anbefales at opleve Huancas modeller interagerer i udstillingen. Læs mere her.

Datoer for live performances:
1) Torsdag d. 21. marts kl. 17.30-21: Fernisering
2) Fredag d. 22. marts kl. 11-13 + 15-18
3) Fredag d. 26. april kl. 11-13 + 15-18
4) Lørdag d. 27. april kl. 11-13 + 15-18
5) Torsdag d. 23. maj kl. 18-21
6) Fredag d. 24. maj kl. 11-13