Indkøbskurven er tom.
Umistelige landskaber
Udstillinger & Omtaler

Dorte Mandrup udstiller på Dansk Arkitektur Center (DAC)

ANMELDELSE
Af Camilla Nielsen.
02.04.2019.

I udstillingen Umistelige landskaber træder man bogstaveligtalt ind i arkitekturen. Fra stikkende strå, der knaser dejligt under fødderne, til indlandsisen og en kælvende gletsjer. Arkitekt Dorte Mandrup har forvandlet Dansk Arkitektur Center (DAC) til et drømmende og sanseligt landskab i udstillingen Umistelige landskaber, der kan opleves frem til d. 26. maj.

Dansk Arkitektur Center (DAC) berør med dette års forårsudstillinger aktuelle temaer som klimaudfordringer og bæredygtigt design. I Umistelige landskaber giver arkitekt Dorte Mandrup sit bud på, hvordan man bygger i landskaber, der er truet af klimaforandringerne. I udstillingen vil man kunne se Mandrups tre Vadehavscentre fra Danmark, Tyskland og Holland samt Ilulissat Isfjordscenter i Grønland.

Alle projekterne formidles gennem installationer og VR-film. Det er første gang, DAC gør brug af VR-film i deres formidling. Dette særlige greb hæver virkelig formidlingsniveauet. De naturskønne områder bliver pludselig en del af udstillingen, når man, som gæst, kan opleve at flyve over indlandsisen og Vadehavet samt se projekterne blive bygget op, imens Dorte Mandrup fortæller om tankerne bag.


Isfjordscenter, Dorte Mandrup. Billede: MIR.

Havet binder os sammen
Med udstillingen sætter Mandrup fokus på vores verdensarv. Publikum vil træde ind i et øjebliksbillede af to truede landskaber – en smeltende Isfjord og et livgivende Vadehav. Disse landskaber er så værdifulde, at de er udpeget til UNESCOs verdensarvsliste. Verdensarvslisten består af kulturelle og naturlige steder, der er uerstattelige kilder til liv og inspiration. Siden 1945 har UNESCO arbejdet for at fremme samarbejde på tværs af FN’s medlemslande, herunder bevarelse af vores fælles verdensarv.

Det UNESCO-beskyttede Vadehav er verdens største sammenhængende tidevandsområde. Vadehavet er en vigtig destination for mere end 12 millioner trækfugle, der hvert år lægger vejen forbi for at fylde deres fedtdepoter.

Mandrup er i den unikke position, at hun har fået til opgave at designe tre nye Vadehavscentre i henholdsvis Danmark, Holland og Tyskland. Centrene skal formidle det storslåede Vadehav, som strækker sig over alle tre lande. Hvert center er designet således det fremhæver de lokale områders særlige natur og kulturhistorie. Dermed håber Mandrup, at det vil skabe en større bevidsthed om det enorme og samtidig skrøbelige verdenslandskab.


Umistelige landskaber. Udstillingsfoto, DAC. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Inspiration fra nærområderne
Mandrups arbejde er karakteriseret af hendes forståelse for det enkelte sted og landskabs mange historier, og de tre Vadehavscentre er igen undtagelse. Fra det stråtækkede Vadehavscenter ved Ribe, til Bunkeren ved industribassinet i Wilhelmshavens dybvandshavn eller det nye Vadehavscenter i Holland, hvor Mandrup vil lade tidevandet oversvømme byggegrunden.

Det har for Mandrup været essentielt, at bygningerne både med deres arkitektur og placering understreger dramatikken i den storslået natur. At landskaberne ydermere er udpeget til verdensarv, har betydet et kæmpe ansvar, men også en mulighed for at formidle den unikke natur gennem arkitekturen.

Med udstillingen Umistelige landskaber bringer DAC et stykke af Vadehavscenteret ved Ribe til København. Her kan man som gæst bevæge sig rund på et kæmpe stråtækt landskab til lyden af fugle og med udsigt til havet og sort sol i horisonten. Det stråtækte håndværk spiller en særlig rolle i dette Vadehavscenter. Både tag og facader er tækket med strå, som får bygningen til at smelte sammen med landskabet. Med dette Vadehavscenter har Mandrup designet et bygningsværk, som både er i harmoni med og samtidig nytænker den måde, man bygger huse ved Vadehavet. Normalt tækker man kun tage. Men Dorte Mandrup har med denne bygning udfordret det traditionelle håndværk og fortsat stråtaget hele vejen rundt under taget og ned ad bygningens facader.


Umistelige landskaber. Udstillingsfoto, DAC. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Isfjorden – et dramatisk naturfænomen
Isfjorden syd for byen Ilulissat, midt på Grønlands vestkyst, rummer et af verdens mest dramatiske naturfænomener. Mellem fjordens fjeldrygge strømmer verdens hurtigste gletsjer, og fra gletsjeren knækker kæmpe isbjerge af. Det enestående naturscenarie med fjeld, hav og isbjerge har givet denne grønlandske Isfjord status som umistelig verdensarv.

Men Isfjorden er også en illustration af klodens bekymrende udvikling. Forskere har i mere en 250 år fulgt, hvordan den globale opvarmning med stigende hastighed smelter den grønlandske indlandsis ud i verdenshavene. Hvis al is smelter i Grønland, vil verdenshavene stige med over 7 meter, og store dele af Danmark ville ligge under vand. Vadehavet er, som lavtliggende landskab, særligt udsat af havvandsstigninger.

Grønlands forandrende landskab, gør det til et ekstra udfordrende sted at bygge. Ilulissat Isfjordcenter er placeret 250 km nord for polarcirklen. Bygning er boomerang-formet og er inspireret af vinden og sneens bevægelse. Bygningen består overvejende af træmaterialer, både indenfor og udenpå. Træet understreger smukt kontrasten mellem det menneskeskabt og den rå natur.

I Umistelige landskaber får publikum mulighed for at opleve det spektakulære og dramatiske grønlandske landskab gennem en 7 minutter lang totalinstallation med både projektioner og lyd. Gennem installationen får man som gæst følelsen af at stå på kanten af Isfjorden.¨


Umistelige landskaber. Udstillingsfoto, DAC. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Toneangivende arkitektur
I Umistelige landskaber kommer naturen og arkitekturen helt tæt på, når Vadehavet og Isfjorden bringes til DAC. Udstillingen er samtidig også en fejring af Dorte Mandrups 20-års jubilæum for hendes egen tegnstue. Gennem 20 år har Mandrup markeret sig som en af de mest toneangivende arkitekter inden for dansk velfærdsarkitektur med institutioner, skoler og boligbyggerier. Hendes arbejde er karakteriseret af hendes skulpturelle formsprog samt sansemættede arkitektur.

Foruden udstillingen lancerer DAC også et tilhørende eventprogram, hvor der blandt andet er mulighed for at komme på særomvisning i udstillingen med Dorte Mandrup samt besøge en række af tegnstuens igangværende projekter i København.

Udstillingen kan ses på Dansk Arkitektur Center frem til d. 26. maj.

Billedet øverst: Vadehavscenteret Ribe, Dorte Mandrup, 2017. Foto. Rasmus Hjortshøj.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig