Indkøbskurven er tom.
En duft af koreansk poesi
Scene, Film & Bøger

KOREANSK DANSETEATER gæstespiller på Det Ny Teater

SCENE: Af Christina Collet Hvolgaard

På lørdag d. 13. april 2019 er der en enestående mulighed for at opleve ægte sydkoreansk poesi og elegance. National Dance Company of Korea gæstespiller for en enkelt aften på Det Ny Teater i København med forestillingen Scent of Ink. Det sker i anledning af det koreansk-danske kulturår 2019, der markerer 60 året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Sydkorea.

Scent of Ink forsøger at skabe billeder, der påberåber farver og dufte, der er inkluderet i dansens bevægelser og trin. Siden sin premiere i 2013 har Scent of Ink vist essensen og charmen af koreansk dans, og forestillingen er blevet anerkendt som en sofistikeret kunstforestilling i bl.a. Japan, Hong Kong og Frankrig. Gennem en raffineret koreansk traditionel dans vises en elegant skønhed og dybde af koreanske traditioner. Vi kan forvente en koreografi med subtile bevægelser skabt i samhørighed med den internationalt anerkendte mode- og haute couture designer Jung Ku-ho’s minimalistiske formsprog.

På den koreanske modescene er Jung Ku-ho en af de største og mest succesfulde designere, som har placeret Seoul Fashion Week på den internationale modescene. Jung Ku-ho har i samarbejde med koreografen Yun Sung-joo og National Dance Company of Korea skabt en danseforestilling, der vil være visuelt overdådig, nyskabende, og med tydelige elementer fra den koreanske dansetradition.

Forestillingen er uden et direkte narrativ, men tager et poetisk udgangspunkt i de fire årstider, symboliseret af fire blomster, der er et hyppigt anvendt motiv i koreansk malerkunst: Den japanske abrikos blomst (forår), orkide (sommer), krysantemum (efterår) og bambus (vinter). Dragterne iscenesætter stemningen og dansernes bevægelser. Store skørter gemmer dansernes underkrop og forstærker dermed et svævende udtryk.

Med Jung Ku-ho’s “haute couture” univers og Yun Sung-joos koreografi, vil man opleve en forestilling, der giver publikum mulighed for at synke ned i en meditativ tilstand. I en præsentation af forestillingen beskriver koreografen dansens ambition om at vise dybden af elementerne, som en konstant strøm af lange og korte åndedræt, sarte dansebevægelser, kontrol af finger- og håndledskraft, traditionelle koreanske sokker der hemmeligt vil kigge ud under skørterne og kroppe der trækker vejret på samme tid fra næse, bryst, hænder og fødder til knæ og hofter.

Yun Sung-joos ønsker med sin koreografi, at skønheden i det tomme rum såvel som æstetikken i bevægelse og i stilhed vil vække et ekko i publikums hjerter.

Forestillingens tema og iscenesættelse vil efterlade en stærk reference til minimalistiske, kontrollerede og svævende kaligrafiske penselstrøg med sort blæk på papir. National Dance Company of Korea lover at skabe en scene med skønhed, bevægelse og hvile i kraft udtrykket i den koreanske traditionelle dans gennem mandlige danseres stærke, men afslappede meditative bevægelser og kvindelige dansers elegante bevægelser, alene og sammen, med enkelthed og originalitet.

Dette sjældne besøg fra Sydkorea må opleves, nu muligheden byder sig. På lørdag kan det heldige publikum læne sig tilbage, slappe af og nyde skønheden, harmonien og poesien.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig