Scene: AfteRite og Etudes på Operaen viser den kongelige ballets sammensatte energi og er et besøg værd, hvis man skynder sig.

Af Sofie T.R. Olsen

Igor Stravinskys Sacre du Printemps fra 1913 er en voldsom, kraftfuld affære. Rygtet går at første gang den blev sat op opstod der håndgemæng og udbrud publikum imellem – så voldsomt endda, at danserne på scenen ikke kunne høre musikken. Historien er naturligvis kun blevet bedre med årene. Men det siger sig selv, at så skal der meget til. Selv med det blot 67 mand store danske kongelige kapel, til et stykke der oprindeligt var skrevet til 105 musikanter, var det en hæsblæsende og bragende oplevelse i går i Operaen.
Ofrings-stykket er blevet sat op mange gange siden den voldsomme premiere i Paris, til forskellige balletforestillinger og af forskellige koreografer. 

AfteRite. Foto: Henrik Stenberg

Dystopisk rite
Denne gang var det i en reduceret version i balletten AfteRite, der er instrueret af den spændende koreograf Wayne McGregor. Stykket – en dystopisk, brutal fortælling om en overlevende menneskekoloni, hvor ofringerne finder sted blandt de tilbageværende kvinder og mænd og riterne viser ubarmhjertighed da to små piger bliver indblandet i overlevelsens smeltedigel – passer fantastisk godt til Stravinskys ligeså ubarmhjertige paukeslag. Selvom det er svært at finde hoved og hale i kronologien i fortællingen, så formår de fremragende dansere fra American Ballet Theatre sammen med det danske balletkorps at male et både ildevarslende og foruroligende billede af en ægte forårsofring. 

J’aime Crandall og Jonathan Chlemensky formår at gøre en ægte interesseret med underskønne trin, der virkelig understreger Wayne McGregors geni. Det Kongelige Kapel er ligeledes i topform og selvom der sagtens kunne være skruet op for lyden (det er trods alt Stravinsky), så får finske Vello Pähn virkelig det bedste frem i lyden. 

Etudes. Foto: Henrik Stenberg

Etudes anno 2019
Efter pausen får vi et bud på en ægte dansk klassiker. Det kunne dårligt være mere nationalromantisk, end Etudes, Harold Landers koreografiske yndighed, til Knud-Aage Riisagers musik. Etudes har gennemgået adskillige forvandlinger siden første gang den blev sat op, men efter Nikolai Hübbe og Silja Schandorff gik sammen med Lise Lander for at skrabe balletten fri for unødig fortidigheder, er det blevet en sand perle at se. I den smukkeste iscenesættelse skaber klassikeren en stærk kontrast til AfteRite, som en form for genfødsel. 

Den spæde ballets begyndelse, fra barren over øvelokalet, til de formfuldendte kraftspring og ballerinaens tronbestigning. 

Ida Praetorius er den fuldkomne ballerina og er skarpt flankeret af de to solistherrer Guilherme De Menezes og Jón Axel Fransson. Sidstnævnte tryllebinder med overjordiske kraftspring gennem hele balletten, med knivskarpe bevægelser, hvor ikke en fod træder forkert. Han stjæler (næsten) hele billedet, men også efterbilledet får han, for vanen tro udnævner Nikolaj Hübbe efter premieren. Til denne premiere var det så Jón Axel Fransson der omsider fik sin titel som solodanser. Flere publikummer mener det var på høje tid efter hans lange tid som solist, men derfor ser det nu alligevel ud til at komme bag på den unge danser. Dog er det en velfortjent udnævnelse, og perfekt i forlængelse af en præstation hvor han vitterligt løftede balletten flere meter op i luften.

Etudes. Foto: Henrik Stenberg

Et våroffer til kulturens gudinde
Henriette Brøndsholm, der selv har danset Etudes flere gange, introducerede balletten med ønsket om at dansen skal smitte så meget at man selv får lyst til at danse ud af teatret. Det er da også svært ikke at blive helt opstemt af Etudes som afslutningsnummer og på denne vis passer de to balletter fint sammen. 

Både Sacre du Printemps og Etudes er skabt som stykker, der nødvendigvis må vises i forlængelse af noget andet, da det er deres tidsmæssige vilkår. Nikolai Hübbe introducerer selv sammensætningen som at tage det gode med det onde, men det er ikke sikkert at det behøver være så banalt som det. 

AfteRites dystre koreografi om en ung kvindes valg mellem to små pigers overlevelse, om ofrede jomfruer og en menneskekoloni i dystopisk forfald passer fremragende som pendant til den hvirvlende eufori, som Etudes vækker i en. 

Med moderne ballet søger Wayne Mcgregors AfteRite at tage verden, klimaet og vores samtid alvorlig – til Stravinskys passende ulmende rabalder. Etudes er en ballet i ordets reneste forstand – den minder os om at huske på de ting, der kan give lindring til et værkende hjerte. At lade sig svæve med af ballerinaens arbejde, fra de første pliéer og tendu’er ved barren til hendes lette trin til Riisagers euforiske musik, får vores hjerter til at lette og skaber en kraft indeni, der så langt overstråler petitesser som politik og medier og alt det andet, der kæmper om vores opmærksomhed.

Hvad ballerinaen, hvad musikken kan, hvad mennesket kan – det er det væsentligste, synes balletten at sige. Og efter en aften som denne at dømme, så kan den kongelige danske ballet rigtig meget. 

AfteRite og Etudes. Foto: Henrik Stenberg

Spilleperiode: 13. april-11. maj 2019

Medvirkende: J’aime Crandall, Marcin Kupinski, Gregory Dean, Jón Axel Fransson, Ida Praetorius, Guilherme De Menezes m.fl. 

Varighed: Ca. 2 timer inkl. en pause

AfteRite
Koreografi: Wayne McGregor
Musik: Igor Stravinsky
Scenografi og kostumer: Vicky Mortimer
Lysdesign: Lucy Carter
Videodesign: Ravi Deepres
Dramaturgi: Uzma Hameed

Etudes
Koreografi: Harald Lander
Musik: Knudåge Riisager
Kostumer: Lise Lander og Rikke Korfix
Kunstnerisk inspirator: Lise Lander