Indkøbskurven er tom.
Signe Svendsen med band
Scene, Film & Bøger

Sårbar råstyrke og sange, der minder os om det væsentlige.

SCENE: Af Af Lærke Helene Askholm. 03.05.2019.

Signe Svendsen leverede sammen med sit band en kraftfuld og nærværende koncert på Skråen i Aalborg d. 25. april.

En smuk opdagelse
Det var uden at kende meget til Signe Svendsens egne sange, at jeg ankom til Skråen for at høre hendes koncert. Jeg kendte hende mest fra hendes optrædener med Niels Hausgaard, hvor hendes smukke stemme fik plads både som kor og i solosange, som for eksempel den helt fortryllende udførelse af fado, hvor hun sang Jorge Fernandos Chuva. Jeg kendte hende også fra Spørg Charlie, hvor Signe med sin lune humor, sit smittende grin og ikke mindst sin i panelet lave alder, gjorde det ganske legalt og fuldt ud forsvarligt for unge mennesker også at blive fan af det program.

Der var fra start en meget intim og hyggelig stemning blandt det siddende publikum på Skråen. Lige fra Signe og bandet kom på scenen var der fuld opmærksomhed fra alle i salen, og al småsnak blev både gemt og glemt. Mellem sangene fortalte Signe tilsvarende betagende historier fra eget liv, og et stort nærvær mellem Signe og publikum var gældende igennem hele koncerten, der viste sig at blive en meget glædelig musikalsk opdagelse.

Lad os huske styrken i de sårbare sjæle
Signes sang ”Hjemløse hjerter” med omkvædet ”Kun de faldne rejser sig igen, tag min hånd, så drømmer vi os hjem”, viser smukt hendes evne til at formidle og inkludere de sårbare sjæle. Signe fortalte om en dokumentar om Nina Simone, hvis datter havde udtalt en helt særlig sætning om sin mor: At vi skal huske på, hvor stor en styrke det kræver at være så sårbar.

Signe hylder ligeledes sin egen nu afdøde farmor, der via en æske, som var iblandt hendes ting, da hun var død, afslørede en tidlig forelskelse, der pludseligt blev afbrudt. I sangen om farmors ring viser Signe os på smukkeste vis, hvordan det er muligt at hylde og forevige de oplevelser og mennesker, som sætter spor i os, og hvor fint det kan deles med andre.

Sange om dét, der betyder noget 
Med en sprudlende beretning om rollen som papmor og de udfordringer, som det også medfører, minder Signe om det bærende bånd mellem biologiske forældre og deres børn. Som et barn der har lidt tab tidligt i livet, kan jeg kun understrege, hvor meget stedfortrædere betyder, og det var meget rørende at høre Signe beretninger om sin rolle som mor og papmor. Signe synger ligeledes en sang til en ung ven, hun havde igennem en årrække, hvor hun var vidne til, at han kom længere og længere væk fra, hvem han inderst inde var i et forsøg på at skulle have en fancy uddannelsesplan hurtigt. Det skabte nederlag på nederlag, og Signe havde på sidelinjen et kærligt blik for, hvordan hans dag bare skulle gå. ”Der er ikke meget lys der trænger ind til dig”, synger Signe, når hun spejder efter sin ven.

Den helt store styrke i Signes sange er, når hun skriver tekster og synger om de nære relationer og om det indre liv, som hun ser i de mennesker, hun omgås. Hun observerer med en naturlig omsorg, og søger for, at det, som hun observerer, ikke skal være forgæves. Gennemlevede tilstande skal ikke være ligegyldige, og hun trækker tråde derfra op til mere strukturelle problematikker, hvor hun slår et slag for retten til at være ung uden at man skal være overbelastet af for meget støj og røg.


Pressefoto.

En lethed og et smil fra hjertet
Blandet med den sårbare råstyrke er der også utrolig meget glæde til koncerten. Signes vittige bemærkninger gør, at både hun selv og publikum griner meget undervejs, og på trods af de tunge emner, er der masser af livskraft og håb. Signe fortæller om hang en påtrængende hang til rosé i solen og om, hvordan bassist Troels Skjærbæk ligner Bradley Cooper – i hvert fald, hvis man spørger Signes datter. Der bliver både danset og flexset på scenen, især med Guitarist Lars Skjærbæk, der blender eminente guitarsoloer ind i hvert nummer, og i det hele taget er der tale om et særdeles fremragende og toptunet band.

En koncert med Signe Svendsen giver gåsehud flere gange – det blev helt af sig selv påtalt af mine sidemænd. Vi sad mange med blanke øjne, ligesom vi også havde gjort det, da Signe sang Bird on the Wire til Leonard Cohen Hyldestkoncerterne – en række koncerter arrangeret af bassist Troels Skjærbæk.

Der er intet belærende eller frelst over Signe, for hun inkluderer sig selv, når hun fortæller om, at vi skal mindes om, hvad der er væsentligt, og hvad der ikke er. ”Når jeg har glemt, hvad der betyder noget og har brug for en huskekage for at få fat om battet igen, så spiller jeg den her”, fortæller Signe inden det afrundende ekstranummer: ”Dagen er reddet”. 

Koncerten i Aalborg var nummer ni ud af elleve koncerter, hvoraf den sidste i København stadig kan nås. Den er rykket til d. 6. juni og inkluderer tilmed en hemmelig gæst på scenen.

Medvirkende:
Guitar: Lars Skjærbæk
Bas: Troels Skjærbæk
Trommer: Jesper Elnegaard
Lyd: Daniel Devantier
Baggear: Gabriel Uth Nielsen


Link til Signe Svendsens hjemmeside: http://signesvendsen.dk/

Link til Signe Svendsen der synger Chuva, akkompagneret af Niels Hausgaard: https://www.youtube.com/watch?v=33wQLh6CjY8

Link til dækning af Leonard Cohen Hyldestkoncerter: http://magasinetkunst.dk/Home/Detail/MTUzOTQ%3d

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig