Samfundskritisk keramik & feministisk grafik.

MATILDE DIGMANN - KAPITALISMEKRITIK, KATTE OG KRAFTFULD KERAMIK

Interview af Louise Jørgensen

2. maj 2020

Ud af mørke kommer skønhed. Efter regn kommer sol og det, der ikke slår ihjel, gør stærkere, eller hvordan er det nu, det er? Sådan portrætteres overlevelsen af smerte i den romantiserede, disneyficerede og naive fortælling. Men hvordan forholder det sig egentlig i virkeligheden? Eller i én virkelighed? Matilde Digmann ved en ting eller to om ovenstående. Om misbrug, sorg, forbandet kvindelighed og det tilbagevendende behov for at have et kunstnerisk udtryk. En stemme, om man vil. Hendes univers er dystert, feministisk og fyldt til randen af mørk humor og kritik af de hegemoniske strukturer, der styrer store del af vores verden. Nå ja, og så er hun ikke synderligt vild med mennesker, hvorfor personificerede dyr, har en helt særlig rolle i hendes mange facetterede kunst. 

Lad mig introducere @matildedigmann.

Portræt af Matilde Digmann, kreditering: P. Wessel.

Coronakrisen kradser, verden lukker sig om ørerne på os og vi sidder alene, hver for sig. Din vante kunstinstitution og galleriet nede om hjørnet er lukket. Gaderne ligger øde, sofaerne kravler op på ryggen af os, hjemmekontoret bugner, ungerne keder sig og vi rykker sammen i de små, nære fællesskaber og nærer det nære, mens vi drømmer om en sommerfest, en ubekymret dag i Tivoli eller en tur på Louisiana. Eller, måske er det bare mig? 

Corona-kunst-stafet

Mens verden som vi kender den holder lukket, indtager de sociale medier pludselig en rolle, der gør dem værdige til at bære deres eget navn. Her bugner det med sociale fællesskaber, der forsøger at opveje den hudtørst, som mange begynder at føle. Der opstår pludselig live-sessioner med sundhedsplejersker, online mødregrupper, live stuekoncerter, gratis kreative tilbud, online træning, madlavning og kunst, ja lad os ikke glemme kunsten. 

Sidstnævnte er noget, jeg for alvor har fået øjnene op for over de sidste par uger. Og måske har du lyst til at få øjnene op for det samme. Nu, hvor vi alligevel sidder alene hvert for sig og passer på hinanden og særligt samfundets svageste, kunne vi måske bruge denne absurde, skræmmende og uvante situation til at se nærmere på et par kunstnere, hvis kunst vi fortsat kan nyde på bønhørig afstand over de sociale medier. Vi kan kalde det en Corona-kunst-stafet? Stafetten startede hos Amanda Zimmerlund, der gav den videre til Anette Zimmerlund, hvorefter den landede hos Kitt Buch og i denne uge er vi nået til Matilde Digmann og hendes samfundskritiske – og dog smukke – keramik og grafik.  

Matilde Digmann, grafik.

Fra Århus V til Nørrebro

Matilde Digmann voksede op i Århus V i et belastet kvarter. Hendes far var maskinarbejder, surrealistisk oliemaler og alkoholiker og lærte Matilde at male, da hun var ganske lille. Måske netop derfor har skabertrangen været et tilbagevendende punkt i Matildes liv. Alligevel tog det mange år, før hun turde tage springet, stole på følelsen i maven og lade kunsten og kreativiteten opsluge hende helt. 

Som barn og teenager havde drømmen ellers et godt tag i Matilde. Derfor proklamerede hun også hyppigt, at hun ville være kunstner. Men det blev det slået hen af begge forældre. De stemte i stedet i med de formaninger, mange forældre har messet både før og siden: ”Det er godt, at have noget at falde tilbage på.” Og som sagt, så gjort. Matilde tog først gymnasiet og derefter begyndte hun at læse kunsthistorie på Århus Universitet, mest af alt fordi, det var det tætteste, hun kunne komme på kunsten på universitet:

”Jeg tænkte, at kunsthistorie godt nok ikke var kunstakademiet, men det var trods alt noget i nærheden af kunst.”

Matilde Digmann, keramik.

Et par år inde i studiet omkom Matildes far under voldsomme omstændigheder. Dødfaldet havde en nærmest katapultisk effekt på Matildes unge liv. Hun faldt, med alt hvad hun havde, ned i en bundløs spiral af sorg, smerte og afmagt. Et sted så mørkt og dystert, at hun pludselig så sig selv gå i farens fodspor og udviklede et misbrug. Midt i mørket begyndte drømmen om kunstnerlivet også at ændre sig, så for en stund helt forsvandt:

”Jeg kom til at associere kunstnerlivet med det udsvævende, ukontrollable misbrugsliv. Et liv, hvor alt var kaos. Under studiet begravede jeg derfor kunstnerdrømmen mere og mere.  På pensum var alle de store mestre - og jeg fik overbevist mig selv om, at jeg lige så godt kunne give op. Derfor gik fuldt ind i at blive en dygtig kunsthistoriker. ”

Matilde Digmann, Keramik. 
 

De lukkede døres klub

Fastbesluttet på at blive en eminent kunsthistoriker, fuldførte Matilde studiet og begyndte at søge arbejde ude på de danske kunstinstitutioner. Til start var modet højt, men hun opdagede hurtigt, at jobs som kunsthistoriker ikke just hænger på træerne. Efter tre år med lukkede døre, afslag, gratis arbejde, praktikker, løntilskud og mere af samme skuffe, valgte Matilde at skifte spor. Hun ville have et job, og hvis kunsthistoriker ikke var vejen, måtte hun gå ad en anden. 

Derfor startede hun på teknisk skole og læste til mediegrafiker, fik et job, startede eget firma og begyndte at arbejde hen i retningen af en profil som illustrator. Pludselig var der vind i sejlene. Matilde oplevede den succes, hun havde ønsket og det føltes godt i en rum tid. 

Matilde Digmann, keramik.

Alligevel var der noget andet, der trak. På sidelinjen begyndte hun at lave sine egne ting. Både keramik og tegning. Pludselig kunne hun mærke, hvorfor skabertrangen havde hjemsøgt hende sådan årene igennem, for med den fulgte en frihedsfølelse, hun længe havde savnet:

”Jeg elsker at lave mine egne ting. For her er jeg fri til at skabe. Og når jeg skaber, føler jeg mig fri. Da jeg derimod tegnede til kunder, var der altid en risiko for, at de ville rette på det, jeg havde lavet. Sådan er det jo med bestillingsarbejde. Jeg fandt det mere og mere utilfredsstillende, at lave om på mine værker ud fra andre menneskers mening om dem og samtidig forsøge at passe ind i en bestemt stil, som ikke føltes som min.”

Matildes første værker var surrealistiske oliemalerier af nøgne stirrende kvinder, insekter og skyggeagtige mænd. Et dystert, goldt univers. I dag arbejder Matilde både på en grafisk novelle og sin keramik, der både favner smuk brugskunst, nøgne menneskelignende væsener og hvæsende katte. Matilde fortæller, at hun ikke altid føler sig hjemme blandt mennesker. De gør hende utryg. Katte, derimod, de går deres egne veje, som Matilde selv. 

Matilde Digmann, keramik. 

At lave keramik, der ikke tjener andet formål end et æstetisk, var lidt af et overkom for Matilde. Hun skulle, med egne ord, give sig selv tilladelse til at lave noget, uden et iboende formål. Hun frygtede, at hun ville være den eneste, der kunne se skønheden i de hvæsende katte, skæve væsener og nøgne kroppe, men det skulle vise sig, at hun tog fejl. I dag har Matildes keramik fundet vej til mange hjem, hvor de gør præcist dét Matilde ønsker; at sprede glæde. 

Matilde Digmann, keramik.

Feminismen og de internaliserede magtstrukturer

Jeg har ikke kendt Matilde særlig længe. Ja, ret beset kender vi jo ikke hinanden mere end hvad en mailkorrespondance over en god uges tid tillader. Alligevel er det meget tydeligt for mig, at Matilde er meget passioneret omkring sin kunst. Det er også tydeligt, at der bag hvert værk, værende det formet i keramik, sat som streger på papir eller som del af hendes autobiografiske grafiske novelle, der allerede nu strækker sig over 400 sider, er tænkt mange tanker. Tunge tanker. Samfundskritiske, rebelske tanker. 

Matildes kunst handler ikke om skønhed. Dermed ikke sagt, at den ikke er skøn, men det er ikke dens drivkraft, det er ikke det, den vil.

I den grafiske novelle, Matilde arbejder på, tager hun endeligt hul på en del af det skyggearbejde og de traumer, der hører med, når man vokser op i et misbrugshjem. Men den behandler ikke kun misbruget og den følelsesmæssige afstumpethed, der kan være til følge. Den tager også fat på de magtstrukturer, der determinerer vores syn på køn, krop og kvinder. Strukturer, der i flere årtier gjorde Matilde stum, men som hun for nyligt for alvor har fået øje på:

Matilde Digmann, keramik.

”Det (smerten, red.) handler ikke kun om, at vi ikke fik den rette kærlighed som børn. Det handler om, hvad det gør ved kvinder, at vokse op i det her samfund. Det jeg gør i min grafiske novelle er, at påpege den internaliserede patriarkalske norm, som får mig til at tænke og tro, at jeg ser frygtelig ud på billeder. En norm, der har fået mig til at tro på, at det reelt set er vigtigt, hvordan jeg ser ud. En norm, der har reduceret mig til et udseende, hvis fornemmeste opgave er, at indfange en mand og holde på ham. En norm, der har pålagt mig seksuel underkastelse og samtidig udskammet mig for at deltage i sex. Et objekt. Patriarkalske floskler, der blev indlejret i mig på et så tidligt tidspunkt, at de er blevet en del af mig, mit eget syn på mig selv. Det er først nu, for ganske nyligt, at jeg opdagede dét, jeg længe har vidst, nemlig at jeg er blevet manipuleret. Manipuleret til at tro på, at dette var sandheden om kvinder. Og at der findes et system, der er så determineret på at få os til at købe deres lort, at de fuldstændig skruppelløst programmerer os til lavt selvværd fra vi er små, uskyldige børn. De frarøver os glæden ved vores kvindelighed og gør vores egne kroppe til fjender. Det er mig magtpåliggende, at belyse dette forhold, både på et personligt og et kunstnerisk plan.”

Matilde Digmann, grafik.

Igennem sit arbejde med den grafiske novelle, har Matilde oplevet, hvad det vil sige, for alvor at gå i dialog med sit værk. En daglig dialog. En dialog, der har gjort hende klogere på, hvad der har formet og fortsat former hende. En dialog, der har vist hende, at hun ikke har været tro mod sig selv, sin kvindelighed og sine grænser, men derimod har forsøgt at være den kvinde, samfundet fortalte hende, hun skulle være. Men forgæves. I den grafiske novelle gør Matilde oprør mod den kulturelle programmering, der får kvinder til at underlægge sig seksualisering, sexisme og det instinktive mindreværd, der kommer som følge. Oprør mod den kapitalistiske struktur, der drager fordele af dette magtforhold. Men det er ikke nødvendigvis kønne eller behagelige erkendelser, der dukker op, når men gennemgår det eksistentielle skyggearbejde, Matilde arbejder med: 

”Min grafiske novelle er den vildeste proces, jeg endnu har været i som kunstner. Det handler om dedikation til arbejdet, men også om at give ro til at værket kan gro frem. Det kan ikke forceres, har jeg erkendt. Min grafiske novelle er også en del af mit personlige skyggearbejde, som handler om at erkende og stå ved mine grimmeste sider, for på den måde at vise, at også det grimme og smertelige er en del af det at være menneske.”

Matilde Digmann, keramik.

Matilde Digmann, keramik.

Kollektiv fortrængning 

Foruden sine kunstneriske projekter, har Matilde for nyligt startet en podcast op. Podcasten hedder shadowwork_podcast og udspringer af et ønske om at give tilbage til kunstnermiljøet gennem en række ærlige samtaler:

”I shadowwork_podcast interviewer jeg kunstnere om deres vej til der, hvor de står lige nu. Jeg beder dem fortælle om deres største kriser, blokeringer og vejen ud på den anden side. Det er min måde at give tilbage til mit ”community” på. Jeg mener, vi alle har brug for at høre andre kunstneres ærlige fortællinger.” 

Matildes vej fra kunstnerhjemmet, gennem universitetet, dødsfald, nye veje og endelig en plads i kunstnerlivet, har været lang og snørklet, men samtidig bidraget med en dyb indsigt i det kollektivt ubevidste omkring kunstnerrollen. Det, vi som samfund har glemt at tale højt om og derfor kollektivt har fortrængt. 

Matilde Digmann, keramik.

Da jeg spørger Matilde, hvad hun drømmer om, svarer hun tøvende, at hun er ganske forsigtig med at drømme. Ikke fordi drømmende aldrig går i oplevelse, men fordi virkeligheden ofte overgår det, hun drømmer om. På den måde er drømmende for snævre. Ét er dog sikkert, at hun drømmer om at forblive i en skabende, kreativ proces, hvor hun kan være sig selv og gøre godt for andre. 

Jeg glæder mig til at følge med på rejsen – og jeg kan opfordre til, at du gør det samme.

Matilde Digmann, keramik.

Følg Matilde og hendes kunst på hendes instragramprofil og på hendes hjemmeside: www.matildedigmann.dk

Podcast: Hør den omtalte shadowwork_podcast her.

Du kan nyde et par af Matilde Digmanns værker på Galerie Wolfsens udstilling The Great Unknown (24. april - 13. juni). Se mere på galleriets hjemmeside.

Derudover udstiller Matilde Digmann på Kunsthal Brantebjerg.Fernisering 30.5. Se mere på kunsthallens hjemmeside.

Du kan se og købe Matilde Digmanns kunst i hendes butik på Møllegade 8. Du kan gå på opdagelse på hjemmesiden.