På Kunstforeningen GL Strand kan man lige nu opleve udstillingen: Modern Women.

ET LILLE KAPITEL I EN STØRRE HISTORIE

30. september 2020.
Anmeldelse af Anette Lindbøg Karlsen.

I Kunstforeningen GL STRAND viser man i øjeblikket en særudstilling med Helene Schjerfbeck (1862-1946), Ellen Thesleff (1869-1954), Sigrid Schauman (1977-1979) og Elga Sesemann (1922-2007) – kunstnernavne, som nogle måske kan nikke genkendende til. Hvis ikke, skal det kort nævnes, at der er tale om fire kvindelige kunstnere fra Finland, som alle har bidraget til modernismens gennembrud i landet mod nord.

Bedst kendt ud af de fire er uden tvivl Helene Schjerfbeck, som tilbage i 2011/2012 kunne opleves på en soloudstilling på Ordrupgaard. Dén udstilling blev skabt i kølvandet på den hurtigt voksende, internationale interesse for Helene Schjerfbecks kunst, hvilken ikke har været aftagende gennem de sidste år; i sensommeren 2019 viste Royal Academy of Arts i London udstillingen ’Helene Schjerfbeck’, og i januar 2020 havde den finske film ’HELENE’ premiere. Denne var baseret på den finske forfatter Rakel Liehus’ biografiske kunstnerroman ’Helene’ fra 2003.

Helene Schjerfbeck overstråler alle
På udstillingen i GL STRAND er der ingen tvivl om, hvem stjernen blandt de fire kvindelige kunstnere er: Helene Schjerfbeck. Måske er det derfor, at det er hendes selvportræt, som introducerer udstillingen ved siden af dens introtekst. Og måske er det derfor, at netop Helene Schjerfbeck værker er blevet tildelt to rum på udstillingen – ét med portrætter og ét med forskellige motiver.

Foto: Helene Schjerfbeck, ”Self-Portrait”, 1915. Olie. Finnish National Gallery / Ateneum Art Museum, Herman and Elisabeth Hallonblad Collection. Foto: Finnish National Gallery / Yehia Eweis.

Undertegnede er imidlertid ikke kritisk over for vægtningen af Helene Schjerfbeck – hun er nemlig fantastisk! Hendes stil er meget personlig, og hendes malerier er spækket med flimrende, sansemættede penselstrøg, en særegen melankoli, eksistentiel intensitet og et psykologiske nærvær, hvilket ofte er blevet sammenstillet malerkollegaerne Vilhelm Hammershøi og Edvard Munch.

Et af mine favoritter er ’Selvportræt med rød plet’ fra 1944, som er skabt blot to år før hendes død. Maleriet er fængslende. Ja, på grænsen til det gruopvækkende, idet Helene Schjerfbeck ser næsten spøgelsesagtig og livløs ud. Det er tydeligt, at hun har undersøgt sit aldrende ansigt, hvor døden er blevet mere og mere synlig. Hovedets sorte konturer er opløst og særligt den højre side af ansigtet smelter sammen med baggrunden. Hendes venstre øje er overdimensioneret i sådan en grad, at det skaber rædsel hos beskueren. Ligeledes gør den åbne mund, hvor det røde penselstrøg på underlæben uhyre nænsomt antyder en flig af liv.

I selvportrættet fra 1915 er der noget helt andet på spil: Hér har Helene Schjerfbeck malet sig selv på sort baggrund, hvorfor hun træder frem som en lys og åben figur. Hun er tydelig for enhver og fuld af liv, trods de sære rosafarvede områder om øjnene. Hendes øjne blik virker udfarende og nysgerrigt. Bag hende kan man ane pensler i en krukke og øverst står hendes navn. Dette selvportræt udviser en selvbevidsthed, hvilket måske skyldes, at det blev bestilt på vegne af the Finnish Arts Society. Helene Schjerfbeck var én ud af i alt ni kunstnere, som skulle skabe selvportræt – den eneste kvindelige kunstner i dén gruppe, vel at mærke.

Foto: Sigrid Schauman, ”Model”, 1958. Finnish National Gallery / Ateneum Art Museum. Foto: Finnish National Gallery / Jenni Nurminen.

Moderne kvinder
Som GL STRAND skriver på deres hjemmeside, så ønsker de med denne udstilling at sætte fokus på et stadig højaktuelt emne: Kvindernes manglende anerkendelse. Herfra skal der selvfølgelig lyde en stor tak! Der er er vigtigt at give kvindelige kunstnere den opmærksomhed og anerkendelse, som de fuldt ud fortjener – også de kvinder, som ikke længere lever, men som har skabt fantastiske værker i en verden, hvor det som kvinde var svært at arbejde professionelt og i en tid, hvor det moderne maleri sprudlede af alverdens udtryk, formsprog og motiver.

Alligevel går jeg dog lidt uforløst rundt i de smukke rum i GL STRAND. Hvorfor er det netop disse fire moderne kvinder, man har valgt at zoome ind på i udstillingen? Det synes ikke, at Helene Schjerfbeck, Ellen Thesleff, Sigrid Schauman og Elga Sesemann har haft særlig meget til fælles – udover, at de alle kom fra Finland og måtte arbejde bravt for deres karrierer som udøvende kunstnere i en tid, hvor malekunsten undergik store forandringer. Burde der ikke også have været et fællesskab eller en fælles nerve blandt de fire kvinder at fokusere på? Eller handler udstillingen i bund og grund ”blot” om kvinder eller køn? I så fald kunne man jo i grunden have inkluderet hvem som helst. Ja, jeg tror – desværre – at der er nok moderne kvindelige kunstnere, som ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener. Hvad med eksempelvis Beda Schernschantz (1867-1910), Elin Danielson-Gambogi (1861-1919) eller Maria Wiik (1853-1928)? 

Kvindernes kunsthistorie
Det er som, at man i GL STRAND præsenteres for et lille kapitel i en større historie, som omhandler kvindernes kunsthistorie eller kvinders kamp for at bedrive kunst på et højere niveau. 

I de korte og noget sparsommelige udstillingstekster kan man læse, at de finske kvinder var de første i Europa, som fik stemmeret til nationale valghandlinger og at de samtidig blev de første i verden til at kunne stille op som kandidater. Det var tilbage i 1906. Hvis vi går endnu længere tilbage i historien og stopper op i 1846, så er hér, at Finsk Kunstforening bliver grundlagt. Kunstforeningen tilbød undervisning til både kvinder og mænd, og der blev ligeledes uddelt rejselegater på lige fod. 

Hvis vi vender blikket mod Danmark tegner der sig et helt andet billede. Herhjemme blev den private Tegne- og Kunstindustriskole for Kvinder først oprettet i 1876. Hele tolv år senere – i 1888 – så Kunstskolen for Kvinder dagens lys. Der skulle gå endnu ni år før kvinderne kunne flytte ind på Charlottenborg, hvor Kunstakademiet havde haft til huse siden dets grundlæggelse i 1754. Først i 1924 blev fællesundervisning indført på alle dele af den kunstneriske uddannelse i Danmark.

Wow! Hvor kunne det være interessant at få kvindernes vej til uddannelse uddybet, på tværs af tid og landegrænser.

Foto: Elga Sesemann, “At A Café”. Olie. Finnish National Gallery. Ateneum Art Museum.Photo: Finnish National Gallery / Hannu Aaltonen.

Smag og behag
I GL STRAND er det svært at fornemme den position, som de fire kvindelige kunstnere har haft i deres levetid samt i eftertiden. For eksempel vidner hverken udstillingsteksten eller de udstillede værker af Elga Sesemann noget om hendes skoling, kunstneriske liv eller karriere. Fokus er rettet mod det stilistiske, dog uden at nævne, hvorfra inspiration eller passion kommer.

Personligt begejstres jeg ikke særligt af Elga Sesemanns kolorisme eller ekspressive teknik. Ej heller af Sigrid Schauman, som både var kunstner og kritiker. Anderledes forholder det sig med Ellen Thesleff, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med på udstillinger på Statens Museum for Kunst, hvorfra jeg tydeligt erindrer hendes landskaber fra den sene vinter og det tidlige forår. Hendes kompositioner er enkle og ofte bundet til fladen samtidig med, at hun også udviser stor forståelse for farvernes harmonier.

I GL STRAND har man rettet fokus mod, hvordan Ellen Thesleffs malestil ændrede sig markant efter hun 1906 besøgte en udstilling med værker af Wassily Kandinsky. Nu begyndte hun pludselig at male med lyse og synlige penselstrøg, hvilket det iøjefaldende ’Landskab fra Toscana’ (1907) vidner om. Men der noget andet og ganske særligt ved værket, idet Ellen Thesleff også taget et nyt værktøj i brug, nemlig paletkniven, som hun kendte fra sit arbejde med træsnit. Som GL STRAND påpeger har forskellige paletknive – afrundede såvel som lige – givet tydelige mærker i lærredets overflade. ’Landskab fra Toscana’ er således et perfekt billede på en kunstner, som ikke er bange for at eksperimentere med teknik og stil og, som resultat heraf, skabe unikke arbejder.

Et højdepunkt for mig er Ellen Thesleffs ’Self-portrait’ (1916), hvis farveholdning og skarpe konturer er særdeles speciel og unik. Jeg mindes ikke at have set et så anderledes, lysende, farvevibrerende værk fra lige netop denne periode i begyndelsen af 1900-tallet. Selv fremtræder Ellen Thesleff noget køligt med sit blik mod beskueren – som om, at hun er blevet forstyrret eller ikke billiger vores øjne på hende.

Ellen Thesleffs selvportræt samt Helene Schjerfbeck værker bærer præg af en særegen intensitet, som man nok kan fornemme på tryk, men ikke mærke. Derfor skal der lyde en stor opfordring herfra om at tage forbi GL STRAND inden udstillingen ’Modern Women’ lukker i begyndelsen af det nye år. Derudover vil jeg også anbefale den interesserede gæst at læse videre om disse fire kvindelige kunstnere, idet deres biografi (også) er interessant.

Foto: Ellen Thesleff, ”Self-Portrait”, 1916. Olie. Finnish National Gallery / Ateneum Art Museum. Foto: Finnish National Gallery / Hannu Pakarinen.

Modern Women: Helene Schjerfbeck, Ellen Thesleff, Sigrid Schauman og Elga Sesemann
Kunstforeningen GL STRAND
27. august 2020 – 3. januar 2021

Udstillingen er produceret af Ateneum Art Museum / Finnish National Gallery og præsenteres i samarbejde med Kunstforeningen GL STRAND.

Billed øverst: Foto: Helene Schjerfbeck, ”Circus Girl”, 1916. Olie på lærred. Yrkö and Nanny Kaunisto Collection, Finnish National Gallery / Ateneum Art Museum.