Galleri Nils Stærk fremviser i disse dage Tove Storchs kunstværk Apple Romance.

ÆBLET FALDER IKKE LANGT FRA STAMMEN

Foto: Malle Madsen. Cortesey of the artist and Nils Stærk, Copenhagen.

08. oktober 2020
Anmeldelse af Benjamin Bang

Jeg træder ind ad døren, og spritter mine hænder af, som om jeg skal til at røre ved noget, andre har rørt ved. Foran mig står fem kunstværker, som alle indbyder til berøring og oplevelse gennem fingerspidserne. Og det kribler i mine afsprittede fingre for at røre ved det hele. Jeg føler mig som en lille dreng i en slikbutik, hvor der er farvestrålende candyfloss overalt.

Jeg rører selvfølgelig ikke kunstværkerne, men de formår alligevel at berøre mig.

Farverne er feminine, lyse og melankolske. Formerne er maskuline, staccatiske og rå. Farverne og formene opretter et spændingsfelt mellem beskuer og kunstværk, der trækker mig tættere på, så jeg kan undersøge alting nærmere.

Foto: Malle Madsen. Cortesey of the artist and Nils Stærk, Copenhagen.

Taktile fornemmelser

Lige fra det øjeblik, hvor jeg træder ind i galleriet, bliver jeg mødt af et stort bord dækket med bløde silkeduge i forskellige sarte rosa farver. Jeg får lyst til at sætte mig på gulvet og opleve, hvordan silken føles på mine lår, når jeg sætter benene ind under bordet.

Men jeg når aldrig så langt. For de fire omkringstående metalkasser som virkede overflødige til at starte med, har pludselig påkrævet sig min opmærksomhed. Tiltrækningskraften som først trak mig hen til bordet med silkedugen, er nu i gang med at trække mig i to retninger. Både til højre hvor en stor vogn med bageplader troner sig op, og til venstre hvor tre små æblesaftpressere begynder at vise sine farver.

Mens man nærmer sig bordet, bliver ens blik dog trukket videre rundt i rummet. For nu, hvor bordet med silkeduge har trukket beskueren ind i galleriet, kommer de industrielle metalkassers skjulte hemmeligheder til syne. De rummer på flere hemmeligheder og nuancer, end hvad der først møder ens øje.

Alle værkerne kæmper om ens opmærksomhed, og for at vise sig fra sin bedste side. Man finder derfor sig selv kredse rundt om skulpturerne, som en måne i konstant kredsløb. Man bliver ført fra den ene ende til den anden, hvilket underbygger tilblivelsen af kunstværkerne: At legemliggøre, fremvise og lege med tyngdekraften.

Foto: Malle Madsen. Cortesey of the artist and Nils Stærk, Copenhagen.

Æblet, tyngdekraften og Isac Newton

Til udstillingen hører også et lille fint lyserødt brev, som er blevet forseglet, og derfor skal brydes af tilskueren for at nå ind til brevet. Her er jeg glad for, at jeg har sprittet hænderne af, da jeg har haft en sitrende fornemmelse i fingrene af, at ville røre ved blandingen af metalkasser og silkeduge.

Den lyserøde konvolut indeholder et lilla brev, så farvepaletten er blevet videreført fra værkerne. Men herefter stopper den røde tråd for mig. Hvor kunstværkerne havde en naturlig tiltrækningskraft der fik mig til at ville se mere, forvirrer dette to siders lange brev med en lille tekststørrelse mig. Jeg genfinder jordforbindelsen og mærker virkelig tyngdekraften, da brevets indehold af filosofiske anskuelser af livet, virker bastant og voldsomt.

Brevet er skrevet af Paola Paleari, som er en anerkendt kurator og har udgivet mange artikler. Dette brev til beskueren virker dog som et rodet notepapir, med opbrudte linjer, mange parenteser og ligegyldige informationer. Brevet indeholder faktisk en beskrivelse af, hvad jeg følte halvvejs igennem det: “I lose track of what I’ve been looking for.”

Nogle af sætningerne giver dog mening og udvider forståelsen af værkerne. Der er en lille illustration, der igen understreger dobbeltheden i værket. Den har “lys og udvidelse” stående overfor “tyngdekraft og sammentrækning”. På samme måde som gipsen i metalformene har udvidet metalkassens gitre, har kunstværkerne også en tyngde, da de fremstår massive og urokkelige.

Metalformene har en tydelig inspiration fra æblemostproduktion. Her bruges metalstålkasser til at presse æblesaften ud af kødet. Dette understreges ved ferniseringen af udstillingen, da Tove Storchs bror serverede hans hjemmebryggede æblecider. Disse kasser indeholder et klæde der samtidigt bliver farvet af æblernes saft igennem tiderne. Kunstværkerne bliver dermed en kunstnerisk fremstilling af en praktisk saftpresser, som kan give en ekstra mening til udstillingens titel, Apple Romance.

Æblets farverige egenskaber og tyngdekraftopdagende effekt for menneskeheden er bestemt på spil i værkerne. Der er en leg og en opdagelse at spore i værkerne, som til tider fremstår rå og upolerede.

Foto: Malle Madsen. Cortesey of the artist and Nils Stærk, Copenhagen.

Formen er fra Mars, farverne er fra Venus

Kunstværkerne kan ses som en blanding af kassernes ydre styrke og en inderlig skrøbelighed. Egenskaber som alle mennesker indeholder.

Derudover danner formerne en erotisk undertone, da det farvede gips nærmest løber over de ovale former i de metalliske æblesaftpresserforme. De sarte lyserøde, pink og rosa farver er både et udtryk for noget så simpelt som et æbles indfarvning af klæde, men samtidigt er det også et billede på det kvindelige kønsorgan.

Værkerne er skabt ud fra et formsprog, som er blevet meget typisk for Tove Storch.

Dualiteten i værkerne består af de ultrafysiske objekter, der nærmest inviterer gæsterne til at opnå en taktil fornemmelse af værkerne. Samtidigt med at silken er med til at bløde de ellers så robuste stålrammer op.

De tre små æblesaftpresserkasser kan desuden nærmest ses som den moderne mand med sit panser fra fortiden, som nu ikke kan holde på de indelukkede følelser mere. Og at bordet viser den før så skrøbelige samfundsmæssige kvinde, hvis skellet af massivt stål, pipper frem bag silken flere steder, og viser at der er mere under overfladen.

Værkerne lægger op til individuelle fortolkninger, og til at man selv fortæller sin egen historie ud fra kunstværkernes påvirkning. Dette er kunst for mig. Kunst der ikke er stringent og lægger op til en klar og entydig opfattelse, men som trækker en rundt i rummet og får tankestrømmene til at flyve af sted. Det er som om, Isac Newtons æble ramte mig flere gange i hovedet, hvorved min egen oplysning blev forstørret igen og igen.

Foto: Malle Madsen. Cortesey of the artist and Nils Stærk, Copenhagen.

Alt er blevet solgt

Laura Goldschmidt, som er direktør for salg ved Nils Stærk, fremviser stolt et udsolgt katalog lavet over Tove Storchs Apple Romance. Laura fortæller desuden at værkerne både er blevet solgt til private eller institutioner i Danmark og udlandet. Så hvis du vil nå at se værkerne i sin samlede form, inden de bliver spredt for alle vinde, skal du nå ind forbi Galleri Nils Stærk inden den 24. oktober. Det er en taktil oplevelse, som er anbefalelsesværdig til alle. Farverne og formerne skriger også nærmest på at blive delt på sociale medier, da de indbyder til beundring og er æstetiske vidundere.

Foto: Benjamin Bang.

Hvor landede æblet så?

Installationsværkerne er et sammenspil mellem Tove Storchs legemliggjorte fantasi og Paola Palearis nedskrevne poesi, ud fra en dialog mellem de to. Jeg synes, Tove Storch formår at give tyngdekraften en form og historie, der trækker mig rundt i rummet, som var jeg en elefant i en cirkusmanege. Brevet var en god taktil tilføjelse til universet ved første øjekast og berøring, men indeholdt et tamt skrivmed tankestreger. 

Tove Storch er en ung kunstner, der nok vil fortsætte med at udfordre grænserne for det taktile, tekstile og stilistiske udtryk. Hun har allerede skabt sig et navn og sælger sine værker internationalt, så denne udstilling er bestemt et besøg værd.

Æblet lander derfor ikke langt fra stammen. Både fordi jeg sad under stammen hele vejen igennem og blev ramt af det ene æble efter det andet, samt at Tove Storchs leg med det solide overfor det flydende med pangfarver, gennemsyrer alle værkerne og oplevelsen. Udstillingen fortjener at blive set samlet, da tyngdekraftsfølelsen vil gå tabt, hvis værkerne bliver set som enkeltdele.

Foto: Malle Madsen. Cortesey of the artist and Nils Stærk, Copenhagen.

Apple Romance af Tove Storch
Galleri Nils Stærk
26. august 2020 – 24. oktober 2020
I samarbejde med kurator og skribent Paola Paleari.

Foto: Benjamin Bang.

.