Indkøbskurven er tom.
Luft
Udstillinger & Omtaler

Oplev Rasmus Eckhardts soloudstilling “Luft” på Galleri Benoni.

LUFT 

Af Maria Wulff-Høyer
18. november 2020

Bevægelse. Både fysisk, mental og med vindens indblanding. Med temaet “Luft” skildrer kunstneren Rasmus Eckhardts soloudstilling øjebliksbilleder, der både rummer individets letsindighed og tyngende følelse af ensomhed. Udstillingen kan opleves på Galleri Benoni i København frem til d. 4. december 2020.

“Luft” er Rasmus Eckhardt første soloudstilling. Det skulle man ikke tro, når man træder ind på Galleri Benoni. Idet døren lukker bag mig, bliver jeg ramt af beundring for det stærke og gennemgående udtryk, som udstillingen har. Malerierne emmer af ro og sammenhæng, og stemningen i lokalet får mig med det samme til at glemme det kolde novembervejr på den anden side af døren.

Farver, der træder i karakter
Blålige, grønlige og beige nuancer, og så et strejf af farver, mønstre og forskellige former. Der er en klar rød tråd og følelse af velovervejethed. Flere af farverne og de enkelte nuancer går igen på kryds og tværs af malerierne, og jeg får en fornemmelse af at se forskellige scenarier fra et fælles univers, hvor der er zoomet ind på enkeltvise øjebliksbilleder.


Billede venligst udlånt af Galleri Benoni.

Og sikke livlige og udtryksfulde øjebliksbilleder. På trods af den røde tråd har hvert maleri sin egen dynamik og iboende fortælling. Farvepaletten er brugt forskelligt, og selvom de samme farver går igen, bruges de ikke nødvendigvis til de samme elementer på tværs af værkerne. Den samme dybblå farve, der som himlen omgiver linedanseren, markerer også vejen under skaterens skateboard og får windsurferens sejl til at træde frem i billedet. Imidlertid er vejen under rytteren på løbehjul i stedet turkis - en nuance, der også går igen i vandet, der omgiver windsurferens bræt.

Det simple og gennemgående farvevalg gør, at jeg lægger ekstra meget mærke til, hvordan farvernes brug og sammensætning både fremhæver selve værkernes karakterer og figurer samt det rum, der omgiver dem.


Billede venligst udlånt af Galleri Benoni.

Luft og bevægelse
Det dobbelte fokus på både individet og omgivelserne er udstillingens særpræg. Det er ikke uden mening, at udstillingen hedder “Luft”, og jeg finder temaet stærkt repræsenteret i de forskellige malerier. I farvevalg såvel som motiv og figurer. Luft kommer til udtryk i den både markante og bløde blå himmel, der fuldstændigt omslutter en svævende luftballon og en pjerrotlignende figur i hopla. Den afbildes i vinden, der tager fat i windsurferens sejl, og i modvinden, der blæser hatten af cyklisten. 

Temaet ses også i den fysiske bevægelse, som Rasmus Eckhardt formår at skildre i alle værkerne trods deres statiske karakteristika som malerier. Det er som om, at alle karaktererne er på vej ud af billedernes rammer. Jeg føler, at jeg er trådt ind midt i en film, hvor der er trykket på pause og nu vises et stillestående øjebliksbillede. Hvis jeg kunne trykke på play, er jeg overbevist om, at karaktererne ville bevæge sig ud af billedet og videre i deres færd. 

Fremdriftens foranderlighed
Forestillingen om bevægelse og fremdrift understreges af formerne og motiverne af transportmidler og karakterernes tilhørende aktive positurer. I en kombination af naturens konstante indblanding og menneskelig manøvre holdes luftballonen svævende på himlen og windsurferen oprejst på havet. Med en eller begge fødder plantet på cyklens pedaler, skateboardet eller løbehjulet fortæller de tre ryttere også en historie om bevægelse og konstant foranderlighed under hjulene. 


Billede venligst udlånt af Galleri Benoni. 

Tanken om konstant foranderlighed rammer mig især også i illustrationen af en linedanser. Jeg får igen en tydelig fornemmelse af at have ramt pauseknappen og standset linedanseren midt i sin entré ind i billedet. Med kroppen foroverbøjet og den ene fod stadig uden for billedets ramme ser jeg det tydeligt for mig, hvordan værket er et øjebliksbillede af en igangværende bevægelse.

Der er samtidig en vidunderlig dynamik i maleriet; fra de harleyquinnmønstrede bukser og den rød-hvide bolchestribede paraply til karakterens diagonale, svævende positur. Den stærke association til en cirkusartists optræden vidner om den fysiske bevægelse i anstrengelsen efter at opretholde balance. Jeg er sikker på, at hvis jeg kunne spole bare to sekunder frem, så vil karakterens stilling have ændret sig. Jeg når at tænke, at jeg håber, at artisten formår at holde balancen og gennemføre sin linedans. 


Billede venligst udlånt af Galleri Benoni.

Mental bevægelse og ensomhed
Det lette og humoristiske udtryk i skildringen af fremdrift og fysisk bevægelse bliver smukt kontrasteret af en iboende fortælling om tyngende følelser og mental bevægelse. Det luftige element, der giver værkerne en svævende og let fornemmelse, sætter samtidig fokus på afstand, afskårethed og ensomhed. 

Karaktererne er alle portrætteret alene i et univers, der understreger foranderlighed. Den lethed og ro, der er i rummet omkring dem, fremhæver på samme tid deres ensomhed og skrøbelighed. Roen i deres omgivelser er netop i kontrast til den dynamik og aktivitet, som karaktererne selv udviser og ser ud til at søge.
Karakterernes omrids er slørede, og deres forsimplede eller manglende ansigtstræk samt udviskede fødder og sko giver en følelse af vægtløshed og flygtighed. Der gives udtryk for manglende jordforbindelse og en ufuldkommen tilstedeværelse.

I kombinationen af disse følelser og elementet af fysisk bevægelse opstår der en fortælling om karakterernes færd; deres bevægelse er både en mental og fysisk afstandstagen til ensomheden og søgen efter noget - noget, der befinder sig uden for billedets rammer.


Kunstneres atelier oktober 2020. Billede venligst udlånt af Galleri Benoni.

En fuldendt oplevelse
Der er ikke noget, der ikke er velovervejet og gennemført i Rasmus Eckhardts udstilling. Udtrykket og temaet fuldendes af materialevalg og finish.

Værkerne er mdf-plader, der er malet med tørpastel kridt og efterfølgende er blevet slebet med sandpapir. Resultatet er bløde og let slørede malerier med et næsten stofligt udtryk, der indbyder til at røre forsigtigt ved overfladen i forestillingen om velour. Kontrasten mellem farvernes blødhed og dybde og de store, tunge træplader omfavner netop udstillingens dobbelthed i behandlingen af det luftige element. 

Prikken over i’et, der får de sidste rammer til at falde helt på plads, er netop maleriernes rammer. Valget af massive egetræsrammer fuldender kontrasten til motivernes og farvernes lethed. I min forestilling om værkerne som øjebliksbilleder i en film, der er sat på pause, bliver rammerne et symbol på pauseknappen. Som vist igennem et vindue indkapsler egetræsrammerne karaktererne og fryser dem for en stund i deres færd. Et øjebliksbillede, der giver indsigt i deres fysiske og mentale bevægelse i det pausede øjeblik. 

Jeg må kaste et blik over skulderen og få det sidste glimt med af Rasmus Eckhards pastelunivers, inden jeg selv må trykke play og gå tilbage ud i novemberkulden. 

Udstillingen kan opleves på Galleri Benoni frem til d. 4. december 2020. Der kan læses mere om udstillingen på galleriets hjemmeside her.

Billede øverst: Billede venligst udlånt af Galleri Benoni.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig