Indkøbskurven er tom.
All the Pretty Horses
Udstillinger & Omtaler

Lige nu akuelt på Collaborations by Tania and Thomas Asbæk

All the Pretty Horses I Sarah Miska & Andy Woll – Collaborations by Tania and Thomas Asbæk 

Af Marianna Kiel
21.11.2023.

Collaborations by Tania and Thomas Asbæk viser Iige nu værker af californiske Sarah Miska og Andy Woll i duo-udstillingen All the Pretty Horses I.  Begge samtidskunstnere præsenterer beskueren for velkendte men ikke uinteressante kompositioner, der undersøger et klassisk hestetema, i et figurativt univers hvor maleteknikker, gentagelse og taktilitet træder i forgrunden. Kunstnerne har tidligere med stor succes udstillet på CC Andratx i Kunsthal 2, i København.

Titlen på den aktuelle udstilling refererer til bogen af samme navn, skrevet af den amerikanske forfatter Cormac McCarthy. Bogens tema indkapsler følelsen af en autentisk virkelighed, forbundet med frihed, nærvær og det simple liv, ikke mindst frigørelsen fra en fabrikeret, sminket og flygtig verden. Hesten som figur og frihedssymbol spiller en væsentlig rolle i den fortælling. 

Både Sarah Miska og Andy Woll bor og arbejder i Los Angeles og kredser begge motivisk om heste. Sarah Miska koncentrerer sit kunstneriske arbejde omkring hestevæddeløb og de redskaber og situationer der knytter sig til sporten. Andy Woll arbejder med gentagelse af det samme motiv, hvor tekstur, brede penselstrøj og taktilitet er et dominerende, malerisk udtryk. Gennem hans virkemidler fornemmer man en særegen omsorg og kærlighed til de afbildede heste, hvor det er hestens natur og væren, frem for nytteværdi, der træder i forgrunden og dominerer de tekniske, maleriske ambitioner.

Livet som hest
I fem malerier i samme format, der alle viser en stående hest i en statisk positur, præsenteres publikum for Andy Wolls helt enkle, iøjnefaldende, klassiske hesteopstillinger. Som beskuer forføres man af en kvalitativ omhu, der viser sig ved brede past-ost penselstrøg, der synes omhyggeligt placeret med de samme bevidste håndbevægelser, der har klappet hestens mule. Med andre ord synes maleriernes samlede udtryk at skabe et næsten stoisk nærvær, og en kærlighed og hyldest til hestens egen natur, dens krop og nære omgivelser.

Et øjeblik i en hests liv, hverdag og tilværelse hviler over lærredet som en smuk fortælling, der gentager sig nøjagtigt som motivet, der refererer til det vi forestiller os er et avlsdyrs ensformige tilværelse: at stå, gå, hvile, sove, æde.

 


All the Pretty Horses I. Andy Woll, 2023. John Jackson (Coolmore) og Ben Tobin (Tango) 2023. Collaborations by Tania and Thomas Asbæk. Foto. Marianna Kiel

Det uskyldige, vilde, rene
I de umiddelbart simple opstillinger, der minder om tegninger, der hænger på barneværelset, bliver det uopmærksomme øje snydt af forventninger til den realistiske gengivelse. Flere af malerierne er skyggeløse bla. portrættet af Coolmore, og fraværet heraf giver hesten et let svævende, naivistik udtryk som refererer til den spontanitet, der er forbundet med børnetegninger, hvor gengivelsesstrategier ikke nødvendigvis er gennemtænkte men udført med en impulsiv hånd.

Kigger man på den simple position hesten er gengivet i, udtrykker malerierne en tyngde og ro, der motivisk afspejler sig i hestens døgnrytme - en for menneskene helt simpel fremfærd i et ensformigt liv, hvor gentagelse er den primære motor og selvopretholdelse.

All the Pretty Horses I. Andy Woll, 2023. Davy Brown (Chino) og John Jackson (Hamilton) 2023. Collaborations by Tania and Thomas Asbæk. Foto. Marianna Kie

Detaljerigdom og bevægelighed
I Sarah Miskas fem værker ses et anderledes detaljeret hestetema, udført af blæktegninger, der viser udsnit af forskelige situationer og mennesker inden for hestesport. Med krydsaftegninger og skraveringer er der lagt mere vægt på detaljerne i et langt mindre format end hos Andy Woll. Farverne er begrænset til gråtoneskalaen hvilket får tegningerne til at stå klare frem. Nogle af motiverne er beskåret så man får et udsnit af bestemte kropsdele eller bevægelser. I et portræt af en jockey er ansigtet beskåret i et tværsnit, der går vandret igennem næsen og øret, hvilket intensiverer rytterens blik, der virker stålsat og fokuseret. Man får fornemmelsen af det sus, der går igennem kroppen lige inden afgang og 'slagets gang'. 


All the Pretty Horses I. Sarah Miska, Number Two 2023. Collaborations by Tania and Thomas Asbæk. Foto. Marianna Kiel

Andre af værkerne er beskåret så man suges ind i et bestemt område i en centraliseret bevægelse, f.eks. i tegningen der viser et udsnit af koncentreret galop med jockeyens lårmuskler klemt fast om sadlen, som det ses i Number Two, 2023. Ansigtet der er skåret væk synes at være det, der tilhører rytteren i værket, Jose Ortiz, 2023. (se øverste billede). 

Ikke alle Miskas værker er tilsyneladende signeret. Om det er en mindre detalje vides ikke.


All the Pretty Horses I. Sarah Miska, High Stakes Study, 2023. Collaborations by Tania and Thomas Asbæk. Foto. Marianna Kiel

Udstillingen på Collaborations er bestemt et besøg værd hvis man er til samtidskunst, der oser af høj kvalitet i smukke, minimalistiske galleriomgivelser, der giver beskueren ro og rum til at dykke ned i hvert enkelt værk. Udstillingen kører til og med d. 29.-11. 2023

Galleriets åbningstider:
Ons-fre 12 - 18
lørdag 11-16
Collaborations.dk

Billedet øverst: Sarah Miska. Jose Ortiz, 2023

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig