O – Overgaden, Institut for Samtidskunst 9 mar. – 5 maj 2024

Den falske Jerikorose, udstilling af Zahna Siham Benamor & Apolonia Sokol

Af Ditte Wamberg
13.03.2024.

’Den Falske Jerikorose’ er de to kvinders første duoudstilling, og den er intet mindre end rørende, relevant, tankevækkende og smuk. Og så er den en vigtig kommentar til emner som dekolonisering, feminisme, kvindefremstillinger, social udstødelse, minorisering og nomadisme.

Zahna Siham Benamor & Apolonia Sokol portræt, O – Overgaden, 2024. Foto: Noah Umur Kanber.

Det er fredag og solen skinner fra en blå himmel, det er kvindernes internationale kampdag, og så er det dagen, hvor de to kunstnere med det søsterlignende forhold, Zahna Siham Benamor og Apolonia Sokol, skyder fællesudstillingen ’Den Falske Jerikorose’ i gang med et brag af en fernisering. Det kan kun blive en fantastisk og oplevelsesrig dag.

Magasinet kunst – med mig som den heldige repræsentant - er inviteret til preview på udstillingen nogle timer før den endelige kulmination af mange måneders hårdt arbejde.

Jeg træder ind i O – Overgaden, Institut for Samtidskunst, og bliver modtaget af Rhea Dall, der er leder og hovedkurator på O - Overgaden. Der er forventninger og nerver i luften, mens de inviterede langsomt siver ind i kunsthallens foyer og sætter sig til rette, samtidig med at teknikken til lydanlægget afprøves. De to hovedpersoner hilser smilende på forskellige af de fremmødte, men også her fornemmer man lidt nerver og en dyb koncentration, ikke mindst fra Siham, som om lidt skal performe med et brudstykke af hendes spoken word-udgivelse ’Jeg kommer fra ørkenen’. EP'en er produceret i forbindelse med udstillingen og er det første kunstneriske samarbejde mellem Z* Amor og Bjørk, (Zahna Siham Benamor og producer Simon Bjørk, red.).

En udstilling med mange facetter og budskaber
Rhea byder velkommen og siger indledningsvist, at der er rigtig mange måder at starte fortællingen om udstillingen Den Falske Jerikorose på, og det har været svært at finde én bestemt måde at beskrive udstillingen på, som dækker det hele.

Man kan starte med at tale om de to kvinder og deres lignende biografier, de er begge født i 1988, de har begge relation til Frankrig og et dansk tilhørsforhold.

Man kan også starte fortællingen med de to kvinders årelange venskab, der startede, da de var otte år gamle og begge to gik på den franske skole i København, og som igennem årene har udviklet sig til et slags søsterskab.

Eller man kan tale om kvindernes fælles forbundenhed som unge kvinder i Danmark, deres Danmark, hvor de altid er blevet mødt med beskyldninger om at være fremmede, udstødte, utilpassede, og hvilken modstandsdygtighed, det kræver at løfte stemmen over for disse beskyldninger.

Jerikorosen
Dette leder snakken videre til jerikorosen, udstillingens navn, som netop symboliserer denne modstandsdygtighed og modstandskraft, da den kan leve utrolig længe uden vand, og får den blot en dråbe, så åbner den sig som en blomst. At det også er blomst uden rødder, drager paralleller til den rodløshed, som begge kvinder har følt igennem deres opvækst, hvor de aldrig rigtig har følt sig hjemme.

Man kunne også tale om, fortsætter Rhea, hvordan kvindernes forskellige baggrunde som henholdsvis fransk-polsk med jødiske aner, som Apolonia, og fransk-algerisk muslim, som Siham, kunne give anledning til forskellighed og modsatrettethed, men som i stedet er blevet vendt til ’omsorg, søsterskab og fællesskab på tværs’, forklarer Rhea. Og i virkeligheden er udstillingen Den Falske Jerikorose tænkt som et fælles rum, der kan rumme alle de her fællesskaber, og hvor ’den eksilerede eller illegitime udstødte, står i centrum – en slags modstandens kollektive kraftcenter’. Som det står beskrevet i folderen om udstillingen.

Apolonia bliver inviteret til at slutte sig til Rhea og med det samme, bliver man suget ind af hendes energi, hendes nærvær, hendes autencitet og også af hendes spraglede påklædning bestående af bamsestøvler, sølvkjole og lilla ’læder’ jakke. Det er en kvinde, som indtager sin plads i rummet. Og man ser hende.

Foto fra pressemøde. Rhea Dall (tv.), leder af O - Overgaden, og Apolonia Sokol (th.), billedkunster. Foto: Ditte Wamberg

Apolonia fortæller, hvordan hende og Siham fra da de mødtes i 1996 og op gennem årene er blevet uadskillelige, og hvordan de som voksne kvinder har haft mange forskellige samtaler, også dem, hvor de er uenige og anskuer tingene fra forskellige perspektiver.

Den fælles samtale og et utæmmet venskab
Da Siham er ved at forberede sin performance, deltager hun ikke i snakken, men i den udsendte pressetekst har hun beskrevet venskabet, og baggrunden for udstillingen, således:

” -en kærlighed til et utæmmet venskab, hvor der er plads til raseri, jalousi, vildskab, intellektuel og kunstnerisk ambition, uenighed og forskel. Og til en ambition om at bidrage til en fælles samtale, hvor der er plads til uperfektion, ligesom en blomst ikke kan være falsk, giver vi plads til at anskue tingene uden et endeligt facit”.

På ’scenen’ understøtter Apolonia dette med, at hun ser den kollaborative udstilling mellem de to, som muligheden for at krystallisere (tydeliggøre og præcisere, red.) samtalen. Hun betragter primært deres samarbejde og dermed udstillingen som en samtale.

Dialogen mellem Rhea og Apolonia forsætter og kommer vidt omkring. De forklarer blandt andet om at søge via ’open call’, og den hårde og tidskrævende proces med at søge en masse fonde, som er en del af forarbejdet, når man udstiller på O. Og som kræver en enorm holdindsats, som hele teamet bag O – Overgaden har knoklet igennem for, fra praktikant til leder.

Malerier skabt i dialog med den portrætterede
Snakken falder også på Apolonias proces med malerierne, og hvordan hun i forbindelse med udstillingen har været meget optaget af, at portrætterne altid er opstået i en dialog med den portrætterede.

Apolonia forklarer, at der er så  meget magt i billedsproget, og at hun har derfor har arbejdet meget med ikke at udnytte denne magt.

”blandt andet fordi jeg selv har været subjektet i den film (Apolonia, Apolonia, red.), så som en person, der repræsenterer andre, så føler jeg virkelig, at hele den proces skal være i en samtale, og de mennesker, jeg maler, skal være en del af processen, og de skal præsenteres som de har lyst til at blive præsenteret”.

Alle portrætterne i udstillingen er billeder af mennesker, som kvinderne har eller har haft en tæt relation til – venner, familie, samarbejdspartnere.

Det første billede i udstillingen er et portræt af Siham lavet i samarbejde mellem de to kvinder, og det forestiller hende iklædt traditionel berbisk bryllupstøj og i bueskyttepositur sigtende ud mod publikum, en positur som stammer fra algerisk modstandsdans.

Olie på lærred. Apolonia Sokol, Zahna Siham Benamor som Barbar, 2024. Foto: Ditte Wamberg

Nomadismen
Når man træder videre ind i grotten, ind i udstillingens ’hjerte’, er et af de billeder, der springer i øjnene, selvportrættet af Apolonia. Hun er nøgen og læner sig op af en stok, og hun ligner på mange måder ikke den kvinde, man blandt andet kender fra dokumentaren 'Apolonia Apolonia'. Og heller ikke den kvinde, der står foran os i dag. Hun ser på én og samme tid ung og gammel ud, stærk og skrøbelig. Billedet hedder ’Mig som Vandrende Jøde’ og refererer til den nomadetilværelse, der altid har præget Apolonias liv. Og som måske også refererer til jødernes skæbne, da de blev forvist fra Israel. Hun forklarer, at den vandrende jøde var en myte eller kliche, som hun havde lyst til at tage til sig – som én, der har glemt døden og én, som vandrer.

Olie på lærred. Apolonia Sokol, Mig som Vandrende Jøde, 2024. Foto: Ditte Wamberg

Og meget af udstillingen handler netop om nomadismen, om at vandre, at være i transition, og om lysten til at bryde grænser og stereotyper. Som også kommer til udtryk i portrættet af transkvinden Claude-Emmanuelle, skildret i en positur, der refererer til Botticellis renæssanceværk ’Venus’ fødsel’.

’Jeg kommer fra ørkenen’
Tidspunktet er kommet, hvor vi får lov at få en smagsprøve på EP’en ’Jeg kommer fra ørkenen’, som er inspireret af Raï musik, en form for algerisk folkemusik med politiske budskaber. Efter lidt klassisk generalprøve-bøvl med teknikken, går musikken i gang. En dunkende trommende rytme flyder ud af højttalerne, og kort tid efter træder Siham ind i rummet. Hun er iklædt et sort slør og en hvid brudekjole og bevæger sig rytmisk i takt med musikken, mens hun læser op fra et lille hæfte. Hun nærmest messer ordene, nogen gange med en form for vrede og af og til med en sårbarhed, stemningen skifter hele tiden.

Performance af Zahna Siham Benamor, 2024. Foto: Ditte Wamberg

Jeg bliver særligt grebet af passagen:

”Se havet som ansigt, se havet som ansigt, se havet som ansigt, se havet som ansigt.
Ja. Men hvis jeg var et hav, ville mine fingerspidser være blå, ikke fordi jeg har taget havets omkredsende farve, men fordi jeg trækker vejret overfladisk, blå af sorg og manglende luft, fordi jeg ikke er blevet lukket ind nogen betydelige steder, hvor magten kan forhandles..”

Benamor og hendes poetiske opråb kan ikke beskrives, det skal opleves. Ligesom Sokols malerier ikke kan forklares eller beskrives med ord – de skal opleves. Og tages ind. Som en helhed og som enkeltstående værker med hver deres budskab og kommentarer til samfundet og verdensordenen.

Den Falske Jerikorose er ikke blot en smuk visuel og auditiv oplevelse. Det er et vigtigt værk, der husker os allesammen på at udfordre og udforske normerne.

BIOGRAFIER:

ZAHNA SIHAM BENAMOR (f. 1988, DK) er poet, forfatter og performancekunstner med algerisk/fransk baggrund.

APOLONIA SOKOL (f. 1988, FR) er en Paris-baseret kunstner af dansk, polsk og fransk oprindelse, som er uddannet fra École Nationale Supérieure des Beaux-Arts i Paris (2015).

Zahna Siham Benamor, Apolonia Sokol: Den falske Jerikorose
O – Overgaden, Institut for Samtidskunst
9 mar. – 5 maj 2024.