Indkøbskurven er tom.
Soldater - kunsten og danskerne i krig
Udstillinger & Omtaler

På Den Hirschsprungske Samling til og med 28. juli 2024

Soldater - kunsten og danskerne i krig 1848 - 1864

Omtale
Af Marianna Cæcilie Kiel
​01-04-2024

Den Hirschsprungske Samling har lige åbnet dørene for et projekt, der har været tre år undervejs. Publikum inviteres indenfor i et af museets mest scenograferede udstillinger til dato, smukt iværksat af de prisbelønnede arkitekter og scenografer Anne Schnettler og Nanna Arnfred.  

Den stort anlagte udstilling tilbyder perspektiver og vinkler på "Soldaten" som et almengyldigt emne, der optager os i dag og derfor ligger i tråd med den Hirschsprungske samling, der udstiller historisk kunst fra 1800-tallet. Særudstillingen tager afsæt i billedet af "Den danske Soldat" i både konkret og abstrakt malerisk forstand. 

Soldaten som kunstnerisk udtryk
Soldaterbilledet, som de fleste på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med, opstod for alvor i midten af 1800-tallet i forbindelse med de to slesvigske krige, der fandt sted i henholdsvis 1848-1851 og 1864.

I midten af 1800-tallet sker en eksplosion af billeder inden for malerkunst og grafiske tryk af den almene soldat. Han bliver et samlet nationalt billede på et heroisk menneske som mange identificerer sig med, ikke mindst da de fleste danskere  på daværende tidspunkt havde en søn, bror eller nabo der var soldat.

Et interessant take på udstillingen er den kunstneriske formidling af, hvordan man i midten af det 19. århundrede for første gang begynder at tale om landsoldatens erfaringer og oplevelser via kunsten og i tekster og sange. Med en tematisering af kammeratskabet, de efterladtes liv under krigen og soldatens liv efter krigen, får man som beskuer en indsigt i komplekse følelsesmæssige problemstillinger, der ligger udover forventninger til hvad en historisk udstilling om landsoldater eventuelt indeholder. 

Forladthedsfølelse og savn
I "En læsende pige fra Salling” af Christen Dalsgaard, 1851, ses en klassisk opstillet komposition, der indvier beskueren i det private rum, der optages af den bekymrede unge pige. Hun er placeret med siden vendt ud mod beskueren. Hendes venstre arm er bøjet ned over stolens ryglæn, spændingsfyldt og henslængt på samme tid, midt under den koncentrerede læsning af soldatens afsavn til familie og venner, der alle befinder sig langt fra adrenalinens hårdtpumpende sus.


"En læsende pige fra Salling” af Christen Dalsgaard, 1851. Soldater - kunsten og danskerne i krig 1848-1864. Den Hirschsprungske Samling. Foto: Marianna Kiel

I mange af værkerne fornemmer man en undertone af enorm ængstelse og uro, da soldaterne ikke nødvendigvis var fuldt ud klar over, hvad de gik ind til. Uroen skildres især i de pårørende, der  sidder efterladt alene derhjemme og er optaget af bekymring og uvished.

I maleriet “Soldaternes hjemkomst til København, 1850, af David Monies, skildres en hjemkomst, der tematiserer en forladthedsfølelse, som opstår i forbindelse med tabet af en ægtemand og soldat, og en kvindes umiddelbare konfrontation med denne. Beskueren præsenteres for en kvinde  stående i maleriets midte, sorgfuldt skuende frem mod et par i omfavnelse og gensynsglæde efter en soldats hjemkomst: Forladthedsfølelsen overfor lettelsen over gensynet, og ensomheden som den knugende sorg afstedkommer i den forladte enke, synes at være maleriets helt centrale udtryk. 


“Soldaternes hjemkomst til København, 1850, af David Monies. Soldater - kunsten og danskerne i krig 1848-1864. Den Hirschsprungske Samling. Foto: Marianna Kiel

Årvågenhed og kammeratskab
I F. C. Lunds “Fem soldatertyper fra Treårskrigen” 1850, præsenteres publikum for et gruppeportræt, der er tegnet med blæk på papir. F.C. Lund var både elev på Kunstakademiet og udsendt soldat i Første Slesvigske Krig. Flere tegninger blev skabt både på stedet og efter krigen. Med skarpe detaljerede streger skildres de fem landsoldater i profil, med ansigter, der overlapper hinanden og vidt forskellige blikretninger, der skuer ud over landskabet. Der skal holdes øje med fjendens næste træk, der fra den (muligvis opstillede) stående række. Det er præcist og udtryksfuldt eksekveret af Lund, der solgte flere af sine soldatertegninger og grafiske værker, efter krigen.


“Fem soldatertyper fra Treårskrigen” F. C. Lund, 1850. Soldater - kunsten og danskerne i krig 1848-1864. Den Hirschsprungske Samling. Foto: Marianna Kiel

Udstillingen giver et overraskende indblik i hele den kunstneriske indoptagelse af krigens erfaringer, og skal som sådan ses og opleves, ikke mindst for den velkuraterede, scenografiske opsætning af de mange forskellige værker. Alle kan være med, så tag dine børn eller børnebørn i hånden og gå ind på alletiders Hirschsprungske Samling, og se den aktuelle og anbefalelsværdige udstilling. 

Udstillingen vises til og med 28. juli 2024

Øverste billede: Den danske landsoldat efter sejren (udsnit)  H. W. Bissen, 1850-1851. Foto: Marianna Kiel

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig