Indkøbskurven er tom.

Lotte Laserstein og Harriet Backer

Udstillinger & Omtaler

Gensyn med poesi og realisme i norsk-tysk-svenske kunstneriske fællesskaber. Det mindste atom skaber malerlærredernes utrolige farvevirkelighed

Lotte Laserstein på Moderna og Harriet Backer på Nationalmuseum

af Tove Thage.
04.04.2024.

Den stockholmske kulde og sne er blæst væk. Museerne, der ligger udsat ud til farvandene, de blåtglimtende Strömmen og Saltsjön, er frit tilgængelige. En forårsagtig sol skinner. Orkanen Rolfs sidste pust skubber grå skyer væk og sætter endnu mere spil i lys på vand og himmel.

De stockholmske udstillinger med to kvindelige kunstnere, repræsentanter fra to helt forskellige, men i tid nærtliggende malerskoler, impressionisme og ny objektivitet, kalder på et besøg i museums-Stockholm. Det strålende lys udenfor fyrer op under udstillingernes indre lys. Kronologisk præsenterer begge udstillinger sig. Begge var højst sensible kunstnere, tysk-svenske Lotte Laserstein (1898-1993) på Moderna (vist tidligere på Moderna i Malmö) og en nordisk impressionist-klassiker, Harriet Backer (1845-1932) på Nationalmuseum. I en bred offentlighed glemt på kunstens store scene. Begge hører til blandt datidens største talenter og var anerkendte.

Harriet Backer, Uvdal Stavkirke, 1909. Foto: Kode/Dag Fosse.

I 1892 sagde Harriet Backer til malerkollegaen Christian Krohg:
”Det er lige meget, om jeg har lovet at holde op med at male interiører, og pine mig selv med at få styr på de perspektiviske linjer og rode rundt med stoleben. Så snart jeg kommer ind i et rum, hvor der er bondemøbler eller røde- eller blåtskinnende vægge, hvor lyset fra træerne og himlen uden for reflekteres ind gennem vinduet eller den åbne dør, så står jeg foran lærredet og siger til mig selv: Nu sker det igen.”

Pioneren og det norske malerikon, Harriet Backer, er én man er fortrolig med. Nationalmuseums udstillingsscenografi giver oplevelsen af nærmest at være på besøg i kunstnerens eget hjem. Passionen og fascinationen i hendes billeder og behandlingen af lysets reflekser understreger en ligefrem musisk besættelse af lysvirkningernes spil. Kommentaren er fra samme år, hvor hun udførte ét af de mest originale og ambitiøse malerier, ”Dåben i Tanum Kirke” (1892), hvor farvespillet på kirkevæggene fylder storslåede tre fjerdedele af malerifladen.

Harriet Backer, Dåb i Tanum Kirke, 1892, olie på lærred. Foto: National Museum/Børre Høstland.

Kunstmuseer udstiller de kvindelige, frie kunstnere som biografisk udfoldede fortællinger
Man kan opstille par på mange måder. Og forsøgsvist kan billedkunstnere deles op i to kategorier: talent til at genopfinde sig selv eller talent for at rendyrke en stil. I de bagvedliggende, grundige kuratoriske undersøgelser er der tydeligt arbejdet med både aktiv og passiv kulturerindring. Udstillingerne er derfor udtryk for brug af aktiv hukommelse. I begge tilfælde ses efterladte arkivalier og breve inddraget i genopdagelsen. Hvordan var det at vokse op som pige og kvinde med et kunstnerisk talent? Spørgsmål om, hvor de to kunstnere i dag placerer sig i en kunsthistorisk kanon ligger lige for. Begge anerkendtes i datiden og blev uddannet, fordi de uafviseligt var nytænkende og kosmopolitiske, og deres talenter udfoldedes i metropolerne Paris og Berlin. Udstillingerne rendyrker, hvad begge mestrede, en intimitet, der ikke bliver privat. På kort formel koncentrerede de sig om et hovedmotiv, en signatur: Backer om vinduet og Laserstein om spejlet.

Interiør fra udstillingen "Harriet Backer”, Nationalmuseum 2024. Foto: Cecilia Heisser/Nationalmuseum

Kuratorernes greb viser begge som vitale billedkunstnere i tiden, til tiden, men udstillingsgrebet gør dem ikke mere moderne, end de var. Glemt blev de.

Det markante fravær af kvindelige malere i kunsthistoriens kanon er indlysende og bliver i disse år i ind- og udland samlet op i museernes jagt på præsentation af ’glemte eller oversete’ kunstnere. Med deres eksempler demonstrerer de, hvilket brud i fortællingen – også om kvindelige kunstnere – der blev skabt af modernismen og den abstrakte kunsts fremkomst. End ikke Lasersteins 1920-frigjorte og nærgående nøgenstudier kunne forhindre den levende begravelse. I dag hører de to naturligt til på den etablerede udstillingsplatform. I Stockholm lige nu stilfærdigt præsenteret som to private, kvindelige synsvinkler. To kvinder der ikke valgte det traditionelle familiemønster, forblev ugifte. De blev heller ikke født ind i allerede etablerede kunstnerdynastier. Den biografiske synsvinkel fylder af gode grunde meget.

Klassisk maleri er fortolkningskunst: retrospektivt, periodisk og tematisk
Den svenske præsentation af tysk-svenske Lotte Laserstein er en sensation. Udstillingen er vigtig, fordi det er muligt at se de tidligste værker i sammenhæng med de senere; det realistiske maleri som er indbegrebet af hendes frie kunst: jeg ser, jeg maler. Hun behøvede altså ikke at opgive fremstillingen af mennesket, selv om den fortællende sammenhæng, som hendes figurer engang optrådte i, helt havde skiftet valør.

Mest overraskende er det, at hun, der var født, opvokset og uddannet i Tyskland, tilbragte størsteparten af sin levetid og sit kunstneriske virke i Sverige, hvortil hun flygtede i 1938, som trekvart jøde bortdømt af nationalsocialismen. I Berlin-studieårene oplevede hun succes, modtog fornemme udtalelser og i 1925, efter endt uddannelse på Berlins kunstakademi, en guldmedalje. Hun var desuden en af de første kvinder, der blev optaget på det tyske kunstakademi, Preussische Akademie der Künste. Talentet var indlysende.

Harriet Backer, Mit atelier, 1913. Foto: Kode/Dag Fosse.

Harriet Backer, den synæstetiske maler fra Norge
På Nationalmuseums Backer-udstilling vises et hidtil ukendt, stort udvalg af Backers oeuvre, vel den største internationale præsentation nogensinde. Man kan ikke sige om Backer, at hun er norsk kunsts bedst bevarede hemmelighed. I dag er hun kendt som den store kolorist i norsk kunsthistorie. Den største samling af malerier findes på Nasjonalmuseet i Oslo og Kode i Bergen.

Katalogbogens titel, Hvert atom er farve, er et citat fra en samtidig norsk anmelders omtale af Backers maleri. Backer var et stort navn også internationalt og samtidig med Anna Ancher (1859-1935). Hun udstillede både i udlandet og hjemme. Antallet af malerier er begrænset. Hun tog sig tid, når hun malede, og malerierne fremstår da også som fyldt af en vis tøven og tilbageholdthed. På denne udstilling, hvor næsten alt må være fremdraget (de mange private udlån), opleves det, hvor meget hun eksperimenterede for at finde frem til det, hun ønskede at opnå i sit maleri. Hun maler med eksperimenterende og stilistisk overskud, og hun er en kunstner, der, som Anna Ancher, maler renest, når hun har noget på hjerte.

Den internationale karriere bekræfter den unikke position. Hun blev som et ungt talent støttet hjemmefra og rejste ud i Europa med ophold i München og Paris, i løbet af sin femtenårige studietid.

I år, 2024, vender Harriet Backer tilbage til Paris med denne velkuraterede soloudstilling, der var byen, hvor hun blev uddannet og modtog afgørende inspiration hos bl. a. maler og underviser Léon Bonnat.

Harriet Backer, Blåt interiør, 1883. Olie på lærred. National Museum/Børre Høstland.

Som skrevet, Backer tilhører i Norge ikke gruppen af glemte kvindelige malere. Hendes kendteste billede, Blåt Interiør, som i tilblivelsesåret 1883 blev udstillet også i København, vakte opmærksomhed. Hendes synæstetiske, musikalske behandling af interiørernes intense farveklange blev bemærket. Ingen malte så svimlende blåt som Backer. Hun var maler med stort M og tilførte maleriet et nyt greb om farver og lys. Fordi hun eksperimenterede, fandt hun andre veje til at gengive farver på det flade malerlærred. Gennem nærlæste studier af lysets farver nåede hun frem til at betragte farvespillet som gaver. Backer var åndeligt, religiøst inspireret. Hun betragtede kunstarterne som udtryk for det religiøse. I Norge malede hun kirkeinteriører og kirkehandlinger, som set med dagens blik fremstår som konkrete udsagn om kirken som et offentligt fællesrum, fysiske steder, hvor hun fremviser det fælles åndelige. De ofte detaljerede interiører fra norske middelalderkirker er imponerende, men malerisk ikke de bedste billeder.

Når kunstarterne arbejder sammen
Der er nærvær i Harriet Backers maleri. Og det skyldes den avantgardistiske brug af farverne. Ligesom Anna Ancher trækker hun sin beskuer ind gennem farver, komposition og intimiteten i interiørmaleriet. Lysreflekser på vægge, der materialiserer sig som tykke, pastøse farveklatter. I de mindre værker ses nogle partier helt modernistisk-abstrakte. Med en bred pensel sætter hun klare farver af, der får lyset på en kirkemur til at spille.

Backers hovedværk, Barndop i Tanum Kirke (1893), - som i hendes samtid blev anset for hovedværket - er et billede, hvor vi fra det indre af kirken ser ud mod kirkedøren. En kvinde sidder på plads i kirken og ser mod døren i samme blikretning som beskueren. En ung kvinde med følge står klar til at bære barnet ind. Det er stramt vinklet og beskåret som et moderne fotografi.

I Norge regnes Harriet Backer på linje med verdenskunstneren og nationalstoltheden Edvard Munch (1863-1944). Hendes malerier fremkalder en lignende Munch’sk synæstesi (samsansning). Den nye Backer-vandreudstilling har medført, at det norske rigsarkiv og bibliotek har digitaliseret hendes 90 år lange korrespondance. Bogudgivelsen indbefatter breve til flere af tidens kvindesagsforkæmpende medsøstre, vigtige norske åndspersonligheder og støtter i udlandet. Hun var i nær kontakt med - og boede i mange år dør om dør med – den kendte kunstner og kvindesagsforkæmper Ketty Kielland. Ud over den kunstneriske indsats, bl.a. som leder af en privat malerskole i Oslo, påbegyndt i 1891, var Backer konstant en engageret og aktiv støtte for datidens borgerlige kvindebevægelse. Allerede i 1889 modtog hun for værket Chez moi en sølvmedalje på verdensudstillingen i Paris. Dette maleri blev Nasjonalmuseums første Backer-erhvervelse, da det i 1962 blev sat på det frie marked.

Harriet Backer, Aften, interiør, 1896. Foto: National Museum/Børre Høstland.

Backer er som foregangsfigur interessant for den række af kvindelige kunstnere, der netop på hendes tid med stor kraft brød igennem traditionelle forhindringer for kvindelige kunstnere. Hendes behandling af farver og lys er tydeligvis mere baseret på det emotionelle og er ikke en akademisk undersøgelse af farver og lys. Backer elskede musikken. Hendes storesøster var en anerkendt komponist. I et udstillingsrum afspilles søsterens musikkomposition, hvor mange af maleriernes stærkt sansede interiører med lyttende personer kan ses, samlet om en klaverspillende kvinde. Hos Backer genfindes det mest interessante i det, der ikke er synligt, i skyggen af farverne.

Moderna Museet viser Lotte Laserstein, en af Weimarrepublikkens mest begavede kvindelige maler
Lotte Laserstein overrasker med social og moralsk valuta til tiden. Hun var figurativ maler, født i Østpreussen og uddannet efter første verdenskrig. I de senere år er hun blevet genopdaget i sit fødeland, Tyskland. At det flade maleri kan kaste denne karat af oplevelser af sig, er overbevisende stærkt. Den sene, og vigtige erhvervelse af hovedværket, Aften over Potsdam (1930) til Neue Nationalgalerie Berlin, var en højaktualisering af en næsten 100 år lang kunstnerisk virksomhed, der stadig kan spejle vores egen ny-mangfoldige verden.

Lotte Laserstein, Aften over Potsdam, 1930. Foto: Albin Dahlström/Moderna Museet

Med dette generationsbillede fornyedes interessen for hendes maleri og liv. Hendes arkiv blev i 2009 skænket til Neue Galerie. Særudstillingen i 2019 på Berlinische Galerie var yderligere med til at fokusere på Lasersteins måde at omskrive, queere, traditionel ikonografi. Det iskolde Potsdamværk sender gysende vibrationer frem, om både diktatur og forfølgelse. På en terrasse højt hævet over byen Potsdams tage ses fem venner, stående og siddende i solnedgangslyset. Hver for sig indsunket i deres eget, uden en smartphone i hånden. Middagsmåltidet er slut, vinglassene tømt og trods samvær, vin og mad er stemningen desillusioneret og kølig i kontrast til det varmende sollys’ farver.

Personerne synes at være i trance. Der er ikke mere at sige. De er uden illusioner. 1920’erne endte i økonomisk ruin og bag dette opkomsten af et dystopisk regime. Verdenskrisen har meldt sin ankomst, Weimarrepublikkens vilde 20’ere var endegyldigt forstummet i politisk dødvande, forude lå en ukendt fremtid. Kunstneren Lotte Lasersteins seismiske sansninger af personernes indre liv gør det store figurmaleri til et generationsværk. Tænk, hvad rygvendte personer og tavse munde kan udtrykke. Her ser en kunstner på en samtid, som om den allerede er fortid. Det uudtalte hænger om personernes stærkt sansede profiler og stivnede kroppe.

Lotte Laserstein, Nora Bigner, 1938. Foto: Lotte Laserstein Archiv Krausse, Berlin ©Lotte Laserstein.

Det hele skal med og, hvor er der meget hud
På de tidlige billeder er der meget nøgen hud, i grel kontrast til de senere maleriers velklædte kroppe i det adopterede land, Sverige. Lasersteins kunst queeres ikke på udstillingen. Den store fortælling om hendes kunst hænger kronologisk og stilfærdigt. Rummenes indsatte, mindre skærme gør det muligt at opleve hvert værk for sig. Laserstein er genopstået som en af de helt store kvindelige malere, forankret i det tyvende århundredes tyske, syleskarpe kunstretning, ny objektivitet.

Lotte Laserstein, Selvportræt med kat, 1928. Leicester Museums & Galleries Foto: Albin Dahlström/Moderna Museet. © Leicester Museums & Galleries/Bridgeman Images/TT

En af katalogteksterne, ”Intimate Distance” af Carina Rech, tager imidlertid fat på at queere Laserstein. Var Laserstein lesbisk eller biseksuel? Og kan man ud fra maleriernes motiver optale, at hun omvendte, eller tog ejerskab over det traditionelle forhold mellem maler og model? Hendes tidlige selvportræt i malerkittel, med en kat på armen, fremviser androgyne træk, som også yndlingsmodellen Traute Roses. Hun koncentrerede med fuld styrke sin skaberkraft i en række helfigursbilleder af nøgne kvinder. Og hun fandt dén model, der ansporede hende. Hun maler konsekvent yndlingsmodellen, en tidstypisk androgyn, atletisk, feminin og yndefuld ung kvinde, der parret med garconne-nonchelance og selvbevidst fremtræden er Lasersteins samtidige og måske spejlbillede. Traute Rose var den moderne, emancipatoriske kvinde, som bliver tegnet og malet igen og igen. I billederne inkluderer Laserstein sig selv som både maler og betragter. Hun mestrer interessant-krydsende blikvinkler via indsatte spejle. Farvepaletten er stærkt personlig: gråbrun, gulbrun, brækket hvid og markant sort.

Farveatomer og blikvinkler
Backers og Lasersteins værker er i tiden og til tiden – reaktualiserede – og samvittighedsfuldt formidlet. De er og var længe netop oversete kvindelige kunstnere. Udstillingerne i Stockholm er - ud over at være så engagerende fordi vi ser sammen med begge kvindelige kunstnere – eksempler på en samtidig museumspraksis. De er glemt, fordi de ikke blev udstillet. Det logiske spørgsmål er: ’Hvorfor?’

Siden de tidligere ’nullere’ har der været en række udstillinger under massebetegnelsen ’kvindelige malere i Norden’. Harriet Backers livslange undersøgelse af farven som det mest abstrakte og samtidig mest konkrete fænomen i verden, er stadig dynamisk besættende. Lotte Laserstein er glemt i både Tyskland og Sverige, men nu optaget som én af de mest karakteristiske fra Weimartidens kunstnergruppe, ny objektivitet.

Bevægelsen blev sidst herhjemme vist på en udstilling på Louisiana med titlen ”Det kolde øje”. Hendes hovedværker blev ikke udstillet i Sverige, og i den efterladte korrespondance giver hun udtryk for sin skuffelse over aldrig at være blevet accepteret i kunstneriske kredse. Uafviseligt findes radikalitet og smerte i hendes tyske maleri, men også de svenske bestillingsportrætter af emigranter og forfulgte personer fra Nazi-Tyskland og andre europæiske lande, f.eks. i det engagerende dobbeltportræt af to ny-emigrerede jødiske drenge, Hans og Per Gedin. På væggene hænger nu de smittende portrætter malet af et kæmpetalent, men fremstillet med henblik på salg, hvor velhavere, der havde råd til at bestille portrætter, blev introduceret til en sjælden portrætkunstner.

Lotte Laserstein så verden, som den er. Hendes iagttagelsesevne og den virtuose penselføring er i sjælden grad bevidst styret. De senere malerier er fermt udført, men uden den nerve, der kendetegner billederne fra Tyskland. Dele af hendes frie kunst døde, da hun skulle starte forfra i det nye land. I løbet af de 55 år, hun tilbragte i Sverige, mistede hun tilsyneladende engagement og alvorlig interesse i kunsten. Blandt de ’svenske’ malerier må det ærlige og rolige blik i portrættet af småbørnspædagogen, uddannelsesreformisten Thines Ahlcrona-Ohlsén (1939), fremstillet med klippelignende myndighed og beslutsomhed, være dét, jeg tager med hjem fra Stockholm.

Nationalmuseum, Stockholm: Harriet Backer 22.02. – 18.08.2024
Moderna Museet, Stockholm: Lotte Laserstein- ett delat liv 11.11.23-14.04.24

Kataloger:
Kristian Wikborg Wiese (ed.): Harriet Backer (2023)
Iris-Müller-Westermann & Anna-Carola Krausse: Lotte Laserstein: A Divided Life (2023)

Skriv en kommentar

Del med en ven

Ingen kommentar mulig

Website Design by NCode Technologies, Inc.