Christian Petzolds postantropocæne sommerfilm favner kunstens og litteraturens klassiske somre

Rød himmel: Farlig sommerleg i tyske skove

Af Sofie Tanashka
10.04.2024.

Felix og vennen Leon er taget afsted i sommerhus. Leon for at han kan koncentrere sig om sin roman, den svære og udfordrende 2’er, og Felix for at skabe det værk, der skal få ham ind på kunstakademiet.

Midt ude i et frodigt tysk skovområde går bilen i stykker, og de to venner må vandre gennem den truende skov, for at komme hen til huset med den skovidyl, der skal fordre al deres kreativitet.

Huset er imidlertid allerede beboet af en anden - det roder, og giver på ingen måde fornemmelsen af den arbejdsro, som de begge tog afsted for.

Sommerhusidyllen går hurtigt op i røg og de to venners skal nu tilpasse deres sommerhustur til denne anden, den unge, sorgløse kvinde, Nadja. Nadjas ubekymrethed er forstyrrende for særligt Leon. Både når hun om morgenen cykler glad og ubekymret hen for at sælge is på stranden og når hun har højlydt sex med livredderen Devid om natten.

Felix, fotografen, der ikke har travlt med at komme i gang med at arbejde, tager det hele lidt som det kommer, en happy-go-lucky kunstnersjæl der hellere vil ned at bade, og hverken lader sig gå på af Nadja eller hendes elsker. I stedet drikker han vin og hygger sig med hende og Devid, ordner tag og bekymrer sig meget lidt om sin kunstmappe og optagelsesprøve.

Leon derimod, forbliver indelukket, irriteret og udelukkende fokuseret på sit arbejde. Han tvinger sig selv hen til stol og bord, håner Felix’ mangel på “disciplin”, er bitter over hvor lidt han selv får lavet, og nægter at være med til at hygge sig med de andre.

Sælsomme naturfænomener blander sig med de interne problematikker i det lille sommerhus og alt det vi ikke kan kontrollere og beherske, men kun underlægge os bliver mere eller mindre ufrivilligt taget op til overvejelse af de unge sommergæster, mens himlen langsomt males mere rød.

Plakat, Roter Himmel af Christian Petzold.

Elskelige idioter i sommerens hede
Felix og Leon og deres unge elskende sommergæster repræsenterer egentlig nogle lettere gennemtyggede troper. Felix er den legende, useriøse kunstner, der bader i stedet for at “arbejde”, Leon spiller den højpandede, arrogante forfatterpersona til perfektion. Selv de “promiskuøse” elskere kan man mistænke for at være den velkendte trope, som kunsten altid har yndet at kaste ind i bastante rammer, for at skabe lidt drama.

Filmen stiller de velkendte skismaer op, kun for at bryde dem ned igen, på en måde som sagtens kunne være kedsommeligt banalt.

Leons ærgerrighed og ambition er det knugende og hæmmende drama vi får lov at følge gennem filmen. I modsætning hertil står den legende kreative tilgang, Felix repræsenterer og det frie liv som Nadja repræsenterer.

Felix-tropen, kunsten, der bruger sin krop og sine hænder, på mere end én måde - han vil ordne taget, ned og bade, og han elsker og drikker vin og laver mad og sludrer med Devid og Nadja. Overfor står Leon-tropen, fornuften, arbejdet - halvarrogante “fornuftige” Leon, der messer “arbejdet tillader det ikke” så ofte at det klinger latterligt hult.

Filmens tema kredser konstant om en slags fænomenologisk mysticisme, der hele tiden sniger sig ind i landskabet. Ikke blot vildsvinene i den omkringliggende skov skaber overjordisk uhygge, også havet, skovene og sommergæsternes natterend, skaber et lydtapet, der, sammen med Wallners indie-popnummer “In My Mind” gentages filmen igennem og helt overlagt skaber en kåd stemning af vildskab og melankoli.

Som sagt, det kunne blive banal sentimentalitet. Men det gør det ikke.

Dramaets indre konflikter i naturens skød
Sommeren med alle dens mange distraktioner er altid oplagt til at gøre op med ideen om produktivitet. Hvorvidt man skaber noget godt, bare fordi man tvinger sig selv væk fra kærlighed og glæde og frihed og leg er ligesom noget der hører sommeren til.

Med Leon som protagonist pensler instruktøren spørgsmålet ud til nærmest absurd komiske ekstremer. Hans “arbejdsdisciplin” varer for eksempel kun, indtil Felix går ned for at bade. Han begynder at undersøge “den anden person i huset”, Nadja, finder en notesbog, sætter en plade på, og spiller bold (indtil han hører Felix komme tilbage, og så spæner han tilbage for ikke at tabe ansigt.)

Leons dybe usikkerhed og følelsen af ikke at være god nok eller værdifuld nok som menneske, er faktisk det, der giver filmen nerve og kant. Han er både er protagonist og omdrejningspunkt, og en ægte antihelt, der hele tiden dummer sig, både i forhold til sit eget arbejde, i forhold til Nadja og i forhold til verden, men som man fra starten af ikke kan lade være med at engagere sig i. Leons karakter rammer ned i noget vi stadig i 2024, som mennesker, slås med. Leons usikkerhed behandler ikke kun den moderne angst for at blive beskyldt for lediggang, men repræsenterer også spørgsmålet, om det allerværste, der mon kan overgå et menneske, er at finde ud af, at man ikke er god nok.

Filmen indbragte Christian Petzold, der selv har skrevet manuskriptet, en Sølvbjørn ved Berlinfestivalen, og netop Leon er et af de mange centrale temaer, som instruktøren især har måttet redegøre for. Ifølge instruktøren selv, så ER Leon virkelig en idiot. Petzold mener dog, at det i høj grad er skuespillernes stærke arbejde, der gør, at man faktisk holder med ham.

Det er på en måde sandt, men Petzolds talent er også at han giver skuespillerne så meget plads, at de kan påvirke karaktererne, så de aldrig bliver ensidige.

Petzolds talent er ikke kun alt det, han formår at gøre ved sit materiale, men alle dem han giver medbestemmelsesret over det. Det er ikke blot et manuskript, han giver lyd og billede og redigering. Det er skuespillernes egen indflydelse på deres karakterer, det er kameraføringens og klipningens stærke valg, lydsidens kraftige rolle. Som instruktør må det siges at være en kæmpe begavelse, at være i stand til at demokratisere sit arbejdshold i så stor en grad.

At filmens melodrama langt hen ad vejen har disse humoristiske afspændingspunkter, der gør den udholdelig, skyldes nemlig helt sikkert skuespillerne. Som et perfekt eksempel står den smukke, livskloge Nadja, spillet af Paula Beer som filmens, ærligt, største triumf.

Den uforbeholdne portrættering af en kvinde og hendes seksualitet bliver gennem Paula Beers ynde og intelligente spil til noget nær et mesterværk.

Nadja er som et friskt pust, særligt overfor de, som nævnt, klassiske troper i filmen. Da hun i starten introduceres som halvdelen af de “det elskende par”, dem, der elsker for sjov, ikke forventer mere end blot nuet, og finder glæde i hinanden og sig selv sker det som sagt sammen med den analytiske, skeptiske forfatter, der nægter at lade sig forføre, men i stedet tvinger sig hen til stolen og bordet, og håner den legende, flyvske queer kunstner (Felix) der hengiver sig til elskerne.

I hele dette landskab kunne genstanden for (anti)heltens attrå, kvinden, sagtens blive ensidig, unuanceret og uudholdeligt binær. En kvinde, der er et menneske, og ikke som karakterer, bliver skåret til af hverken seksualitet eller mangel på samme, er faktisk en sjældenhed.

Og det er en af filmens hovedårer, at Nadja, sammen med naturen, er det som filmens forvirrede hovedkarakter, Leon, ikke kan dechifrere.

Roter Himmel af Christian Petzold. Still. Pressebillede.

Ikke en antropocæn thriller, men -
På trods af denne anmeldelses vægt på naturens rolle, har Petzold understreget, at filmen ikke på nogen måde er skabt som en “klimathriller” eller “ökothriller”, som han kalder det. I stedet understreger han, at for unge i dag er disse katastrofer en del af deres verden, derfor må filmene nødvendigvis indeholde dette element.

Det er derfor altså uheldigt, at filmen så alligevel klarer sig ekstremt godt som en antropocæn prisme. Det antropocæne og klimaet i kunsten er, ligesom alle andre steder, blevet beskyldt for at være en del af en trend. Men kan det ikke være lige så uskyldigt og oplagt som Petzold siger, at det faktisk er en uundgåelig del af verden i dag?

For på trods af instruktørens eget udsagn er filmen virkelig oplagt som en postantropocæn prisme, man kan betragte en moderne kapitalismes kollaps igennem - et oplagt spørgsmål kunne jo være, hvordan vi forholder os til en verden, der er ved at kollapse, hvis arbejde er det eneste sted, vi som mennesker er noget værd?

Som Petzolds film viser os, så fjerner klimakatastrofer ikke den helt eksistentielle angst for at være god nok. Den skaber blot den ekstra dimension, som vi er nødt til at forholde os til, og den antropocæne bevidsthed om at mennesket er en aktør i klimaforandringer er helt sikkert et trin på vejen.

Men Rød Himmels behandling af sin kvindelige hovedkarakter og naturfænomener skaber en ekstra dimension, der gør at man kan kalde den postantropocæn. For hvor den antropocæne tanke i kunsten skubber lidt til menneskets centrale rolle i universet, og en smule til naturen blot som en yndig kulisse for vores gøren og laden, så går det postantropocæne så langt som til at give naturen, “andetheden”, magt.

Og netop dette er en af Rød Himmels stærkeste egenskaber. Både for den filmiske “andethed”, kvindekarakteren, der traditionelt har måttet vige for det maskuline blik, fylder Paula Beers Nadja mere end blot en pendant.

Naturens rolle er også mere end blot en rammesætning eller kulisse, men styrer både filmens og karakternes gang.

Med Leons indre konflikt in mente, så kan det føles nærliggende at læse ind i filmen, at der, bål og brand, faktisk er værre ting der kan ske end at vi dummer os. Men faktisk er det netop det at filmen ikke blot nedjusterer klimaet og dens forandringer til en moralsk løftestang vi kan slå os selv i hovedet med, der gør at den lykkes.

Leons og Felix sommer og dens afslutning sætter, på trods af instruktørens intentioner, både kunstens, menneskets og politiske dagsordener i spil - fordi den netop ikke fremsætter moraler. Der er ingen svar på den ungdommelige, indre konflikt om at alting altid skal have et økonomisk eller samfundsmæssigt sigte, at ingenting må være til alene for leg, for sjov, for glæde, for kærlighed.

Der er ingen svar eller slutninger. Kun rød himmel.

Link til trailer

Originaltitel: Roter Himmel
Manuskript og Instruktion: Christian Petzold
Medvirkende: Thomas Schubert, Paula Beer, Langston Uibel, Enno Trebs, Matthias Brandt
Klip: Bettina Böhler
Kamera Hans Fromm
Længde og oprindelsesland: 103 minutter, Tyskland/2023