Indkøbskurven er tom.
C!CAF 2024 - Copenhagen Circus Arts Festival
Rejser, Kultur & Event

Introduktion til Copenhagen Circus Arts Festival 2024

REPORTAGE: af Anna Kjærulf Hansen
12.04.2024

C!CAF, Copenhagen Circus Arts Festival, bliver afholdt i København fra d. 8. april til d. 19. april 2024.

Nycirkusgenren har i løbet af 3 til 4 årtier bevæget sig fra at være en anarkistisk undergrunds-bastard til at omfatte en mangfoldighed af forskelligartet sammensmeltninger. Festivalen præsenteres af dansekompagniet, Kitt Johnson X-act, i samarbejde med Dansehallerne og Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK).

C!CAF sætter spotlight på, hvor grænsen mellem cirkus og kunst ophører. De skriver i deres program, at det netop er til denne festival, hvor konceptuelle greb, teknisk innovation, scenekunstneriske strategier, ny teknologi, kritisk tænkning og kropslig ekvilibrisme blandes.

Programmet giver mulighed for at opleve dygtige internationale kunstnere, som er nytænkende, inspirerende og utrolig teknisk dygtige. I løbet af dagene vil man kunne opleve storslåede forestillinger, spændende workshops og indsigtsfulde artist talks.

Onsdag d. 10. april kunne man opleve åbningsforestillingen, ”PLI”, som blev opført i Den Grå Hal på Christiania. På scenen optrådte tre performere, cirkusartisterne, Inbal Ben haim og Alvaro Valdes samt billedkunstneren, Domitille Martin.

Åbningsforestillingen

Forestillingen udforsker samspillet mellem kroppen og papir. I første scene starter vi med at iagttage performerne, der ruller store mængder af papir ud på scenen. Senere i forestillingen bliver materialet bundet sammen, således at der skabes en form for skulptur, der løftes op i luften. Under hele forestillingen integrerer performerne med materialet, som skaber den smukkeste visuelle scenografi. Inbal bruger papiret som et aerial rope og svæver oppe i luften, hvor man får et indblik i performerens imponerende tekniske færdigheder og styrke.


"PLI". Foto: Loic Nys

Sammenspillet mellem performer og papiret skaber en forførende oplevelse, hvor lyset, materialet og kroppen bliver forbundet. Forestillingen formår at vise publikum forskellige facetter af papir og vores kropslige forhold til netop dette materiale. Man oplever papiret som noget skrøbeligt, smukt og sårbart, når det rives i stykker og svæver rundt i luften, men også som noget stærkt og intens, når det bærer Inbals vægt i luften.


"PLI". Foto: Milan Szypura


"PLI". Foto: Loic Nys

Efter forestillingen var der en artist talk, hvor performerne og lysdesigneren gik i dialog med publikum. Billedkunstneren, Domitille, fortalte, at materiale ofte er noget man bruger praktisk i cirkus, men i denne forestilling opstår der en lighed, hvor papiret bliver en medspiller.

Forestillingen, ”PLI”, var dragende og imponerende. Grænsen mellem cirkus og kunst var ikke eksisterende, og publikum blev taget med på en times lang rejse ind i et papirunivers.

”PLI” er én ud af fem andre forestillinger, som spiller i løbet af festivalen.

 

Copenhagen Circus Arts Festival foregår fra d. 8. april til d. 19. april 2024

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig