Indkøbskurven er tom.
Niels Pugholm - Endnu en undergang - Møstings
Udstillinger & Omtaler

Niels Pugholm er lige nu aktuel med en keramisk soloudstilling på udstillingsstedet Møstings

NIELS PUGHOLM: ENDNU EN UNDERGANG. Møstings.

Af Marianna Cæcilie Kiel
29.04.2024 

Udstillingsstedet Møstings viser lige nu Niels Pugholms keramiske soloudstilling, der tager udgangspunkt i fortællinger om den mytologiske undergang, som fænomen og erfaring. 
Med en scenografisk ramme inviteres publikum ind i fire farveangivne rum, betitlet: Det bestående, Kaos, Ødelæggelsen og Opblomstringen. Scener der alle markerer de fire stadier i undergangsmytens cyklus. 

Stilhed før stormen 
Med tre keramiske søjler, der består af krukker, stablet vertikalt ovenpå hinanden, præsenteres beskueren for en næsten stabiliserende ro i "det bestående " som er titlen på værket, opstillet i Det gule rum. Vi befinder os i første stadie i undergangsmytens cyklus, fremgår det af værkbeskrivelsen, og dermed er beskueren fysisk trådt ind i fortællingen og dens værker, der blandt andet refererer til klassiske græske antikke søjler. De drejede lerskulpturer er sat sammen i en forunderlig helhed, hvor form og struktur har et let skrøbeligt, dynamisk og funktionelt udtryk, der refererer til det klassiske kunsthåndværk.


Niels Pugholm: Endnu en undergang, "Det bestående" Møstings 2024. Foto: Marianna Kiel

Ind i infernoet 
Tyve forskellige krukker, der hver er placeret på en smal sokkel, giver beskueren et detaljeret indblik i undergangsmytens forskellige aspekter. De er udført med sikker hånd og skraveringer, der smukt billedliggør det kaos, der regerer og leder op til den endelige "Ødelæggelse".

Beskueren befinder sig i Det grønne rum. Her optræder eksempelvis fabeldyr i forskellige afskygninger, nøgne menneskekroppe i kamp mod hinanden og krigsmateriel i form af kampvogne og forskellige våben. Derudover ses tydelige samfundskritiske statements udført i leret som en påmindelse om en verden, der ødelægger og dehumaniserer. Er vi blevet klogere?, synes de fortællende streger at spørge os om, når vi drejer blikket om de formfuldendte krukker.


Niels Pugholm: Endnu en undergang, "Kaos" Møstings 2024. Foto: Marianna Kiel

Forsvindinger og opløsning
I Det røde rum der grænser op mod Møstings gavl, ligger værket ‘Ødelæggelsen’ placeret på gulvet i et tomt rum med lysfald fra alle sider. Man ser en firkantet plade, der refererer til C. F Harsdorffs skitse til et ikke færdiggjort relief. Man får fornemmelsen af et værk, der med sin usædvanlige placering langsomt forsvinder under gulvet eller opløses som de blade der figurerer i motivet og falder til jorden, for atter at opstå i en ny virkelighed: ligesom cyklussen der billedgøres i de cirkulære former, der formerer sig i en gentagelse, som ringe i vandets overflade. 

Opbyggelige verden
Et sidste stemningsskift markeres i Det blå rum med værket ‘Opblomstringen’ der afrunder udstillingen som et fjerde led i undergangsmytens cyklus. På en blå spand er seks 'formløse' lerklumper placeret og bringer tankerne hen på såkaldte varder, kendtetegnet ved sten der stables i pyramideform som en markering af en rute, ofte placeret på en høj eller på mindre fjeldtoppe. Værket ligner en skitse, et forsøg, eller noget endnu ufærdigt i fasen frem mod en egentlig begyndelse. 

Udstillingen er absolut et besøg værd ikke mindst på grund af værkernes klassiske skønhed, surreelle metaforik og mytologiske univers.

 

Udstillingen vises til og med 9. juni 2024.

Øverste billede: Niels Pugholm: "Ødelæggelsen" Endnu en undergang. Møstings. Foto. Marianna Kiel

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig