Magasinet Kunst

Indkøbskurven er tom.

Picabia den ultimative Dada kunstner?

Rejser, Kultur & Event

Francis Picabia udstilling i Kunsthaus Zürich

Picabia den ultimative Dada kunstner?

Af Natascha Degnova

19.08.16

Magasinet Kunst har været en tur i Schweiz for at se Kunsthaus Zürichs nye udstilling ”Francis Picabia – Eine Retrospektive”. Her fik vi en snak med pressechef, Björn Quellenberg, der fortalte om udstillingen og 100års jubilæet for Dadabevægelsen.

I år er det officielt 100 år siden at Dadabevægelsen gjorde sit indtog og begyndte at sætte sit præg på den etablerede kunstverden. 1916 var blandt andet året hvor Hugo Ball åbnede sit berømte performancested ”Caberet Voltaire”, hvor betegnelsen ”Dada” opstod, og hvor de første Dadapublikationer fandt sted, alt sammen i Zürich. De fleste kunstnere og kunsthistorikere anerkender derfor Zürich som Dadas fødested og det er da også derfor, at byen i år er gået lidt ”Dada-crazy”.

Dada, kunsthistoriens frække dreng

En af de mest berømte Dadakunstnere er Marcel Duchamp, der i 1917 indleverede sit berømte ”readymade” værk ”Fountain” til kunstudstillingen Grand Central Palace i New York. Værket der blot var en signeret urinal, ikke engang i hans eget navn, blev afvist og dette satte for alvor gang i kunstdebatten og Dadas grundideer og overvejelser om hvad kunst er og hvem der har lov til at definere det.

Dada var ikke blot et par kunstnere, der besluttede sig for at starte en bevægelse, men kan mere ses som et udtryk for at flere og flere kunstnere rundt om i verden, begyndte at stille spørgsmålstegn ved den etablerede kunstelite og dennes normer og værdier. Dada ville chokere og provokere og vende den gængse kunstforståelse på hovedet. Dada var ikke blot billedkunst, men alle former for kunst og kunstneriske udtryk indeholdende digte, performance og film, hvilket derfor tiltræk mange forskellige personligheder fra hele verden.

I dag kan nogle af ideerne synes for meget, mærkelige eller bare for platte. Men dengang var det en bevægelse der ændrede kunstopfattelsen og en tiltrængt saltvandsindsprøjtning som kunstverdenen desperat havde brug for. Samtidskunsten i dag kan da også i høj grad takke Dada for at have banet vejen for en bredere opfattelse af hvad kunst er og kan være.

Francis Picabia, Udnie (Young American Girl; Dance), 1913, Oil on canvas, 290 x 300 cm, Centre Pompidou, Musée national d‘art moderne - Centre de création industrielle, Paris. Purchased by the State, 1948 © 2016 ProLitteris, Zurich

At Dada er et internationalt og kunstnerisk sammenskudsgilde og ikke blot en enkelt nations varemærke, bliver også tydeligt i samtalen med Björn Quellenberg. Han vedkender, at Dada har relationer til Schweiz, men at det op til for 10/15 år siden, mest var den internationale kunstverden der lagde fokus dér og ikke den enkelte Schweitzer.

Dada er i dag blevet en stor forretning i Zürich og det var derfor også helt naturligt for byen at fejre jubilæet med manér. Björn Quellenberg forklarer, at de store kulturelle institutioner, for eksempel opera- og skuespilhuset, alle har bidraget med noget i temaet af Dada. Kunsthaus Zürich har udover at påbegynde en stor digitalisering af al skriftlig materiale der vedrører Dada også valgt at udstille en af de oprindelige Dadakunstnere, Francis Picabia, som deres bidrag til den store Dadafest.

Francis Picabia

Ser man på Picabias værker fra starten af hans karriere og frem, viser de en bred vifte af stilarter, lige fra impressionisme og naturalisme til avantgarde og abstrakt ekspressionisme. Valget af Picabia som Dadakunstner kan derfor virke overraskende, hvis man forestiller sig noget i stil med Duchamp. Björn Quellenberg forklarer deres valg af Picabia med, at netop han formåede konstant at udvikle sig og uhindret bevæge sig gennem de forskellige perioder og stilarter. Samtidig var Picabia også en uafhængig kunstner, der gjorde hvad han følte for og gerne i en provokerende facon, hvilket kan ses som et stærkt Dadaistisk træk.

Picabia eksperimenterede også med andre kunstneriske udtryksformer, såsom film og lyrik. Et af hans meste berømte lyriske citater er ”at vores hoveder er runde, således at vores tanker kan skifte retning”. Dette opsummerer også meget præcist Picabia som en undersøgende kunstner. Picabia havde derfor alle de rette ingredienser til at være en ægte Dadakunstner.

Mageløs udstilling

Björn Quellenbergs overvejelser omkring Picabia og hvordan han kan ses som en god repræsentation for Dada, understøttes i høj grad, når man ser udstillingen. Selvom Quellenberg insisterer på, at de ved alle udstillinger forsøger at gøre det så fri for den besøgende som muligt, er denne udstilling sat brugervenligt op med værker i kronologisk rækkefølge. Man er dog velkommen til at gå modsat eller på tværs af lokalet, understreger Quellenberg.

Opsætningen af værkerne i forhold til deres produktionsår, giver en ekstra dimension til udstillingen og et særligt indblik ind i en alsidig og nysgerrig kunstners sindstilstand. Man starter med impressionisme og bevæger sig videre over i kubisme, til avantgarde, for så at blive mødt af en kunstfilm, efterfulgt af silhuetmalerier, der bliver afløst af naturalistiske værker og halvnøgne kvinder. De forskellige kunstværker er så gennemarbejdede og perfekt udførte, at de hver især giver en unik oplevelse. Også filmværket er så velproduceret, at det snildt topper meget af nutidens videokunst.

Udstillingen har simpelthen alt, så selv den mest kræsne kunstelsker vil kunne finde et værk at beundre. Picabia viser, at han kan sit håndværk, men på samme tid at han nægter, at lade sig blive komfortabel i dét. De forskellige værker vidner om en kunstner, der konstant søgte efter noget og aldrig ville lade sig nøje. Mange af malerierne fremhæver den legende, men også konfliktsøgende Dadaside af Picabia. For eksempel har Picabia ikke kunnet styre sig i sine naturalistiske malerier, hvor de fleste har fået et abstrakt lag, i form af usammenhængende prikker eller et pangfarvet penselstrøg, der går imod realismen i værket. De malerier der har det mest naturtro udtryk (uden det ekstra lag) minder mest af alt om Hitlers propagandamalerier af ”ægte tyske værdier”, her selvfølgelig med det tvist, at de afbillede personer for det meste er nøgne og nogle ligefrem i gang med handlinger, Hitler nok ikke ville have associeret med ”ægte tyske værdier”.

Der kan ikke siges nok om denne fantastiske udstilling, der formår at give et nuanceret billede af Dada og en kompleks kunstner. Kunsthaus Zürich har fået fat i alle de vigtigste Picabiaværker, hvilket giver udstillingen det ekstra løft, der gør den mageløs i sig selv men som også hjælper med formidlingen af Dada, som noget andet og meget mere end bare gøgl og mavesure provokatører. Det er en udstilling der bestyrker Dadas hovedmantra, at alt kan være kunst, men her vises det tydeligt og på den gode måde, hvor ingen vil kunne benægte kunsten i det.

Information om udstillingen:

Udstillingen vises i Kunsthaus Zürich frem til d. 25. september. Mere information kan findes her
Udstillingen rykker derefter videre til New York, hvor den fra november vil kunne ses på MoMA, der fra starten af har været Kunsthaus Zürichs samarbejdspartner i forhold til denne udstilling.

Profilbillede: Francis Picabia, Effect of Sunlight on the Banks of the Loing, Moret, 1905, Oil on canvas, 73.2 x 92.4 cm, Philadelphia Museum of Art. The Gertrude Schemm Binder Collection, 1951 © 2016 ProLitteris, Zürich

Skriv en kommentar

Del med en ven

Ingen kommentar mulig

Website Design by NCode Technologies, Inc.