Billedkunstner Martin Aagaard Hansen fortæller om visuelle forlæg og de ting, andre skiller sig af med.

Af: Annika Skaarup Larsen. 20.09.2016.

 

Som led i sin maleriske praksis går Martin Aagaard Hansen på jagt efter genstande, han kan anvende som visuelle forlæg for sine abstrakte kompositioner. Magasinet Kunst har mødt ham til en snak om de ting, andre skiller sig af med.

 

Ofte kan man identificere enkelte elementer i Martin Aagaard Hansens (f. 1988) malerier, men sjældent mere end det, og egentlige, formulerede betydninger forbliver uden for vores rækkevidde. På baggrund af visuelle kilder, som han drager frem fra verdens overflod af indtryk – på genbrugsstationer eller på eBays salgssider – danner han abstrakte kompositioner, åbne og uafklarede, hvis æteriske udtryk placerer sig et sted mellem tegning og maleri. Han er uddannet fra Kunstakademiet i København i 2015 og i august fik han tildelt Remmen Fondens kunstpris. I den anledning har Magasinet Kunst mødt ham til en snak om kunstneriske forlæg og deres plads i hans praksis.

Jeg møder Martin en mandag eftermiddag i strålende solskin – heldigvis, for han har lovet at tage mig med ud til nogle af de genstande, han har fundet, som muligvis skal danne grundlag for kommende værker. Vi starter i hans atelier på Nørrebro, hvor han fortæller om sin fremgangsmåde og de nedvaskningsprocesser han anvender for at give sine værker deres udtryk:

”Det startede med at være noget, jeg gjorde ved de store malerier, når jeg var træt af dem. Så havde jeg altid mulighed for at vaske det ned. Efterhånden kom jeg til at finde noget interessant i selve afvaskningen og det at tage motivet af igen. Jeg ville bruge det med konstant at tilføje noget og fjerne det igen.”

 

Prance. 50x70 cm. Olie og blyant på lærred. Foto: Nikolaj Sørensen.

 

Information, der ædes

Inden vi går ud for at se på nogle af de ting, som Martin har fundet, spørger jeg ind til den serie, han udstillede på Galleri Jacob Bjørn i foråret. Jeg har hørt, at udgangspunktet for værkerne var en væg på hans gamle folkeskole.

”Det var ikke min egen folkeskole, men en skole fra det område min far kommer fra. Der stod en stor, rå betonvæg, og når man tegner på beton, sker der det, at væggen suger det indad. Jeg synes, det er fantastisk, at skolebørn har tegnet på væggen igennem måske 50-60 år, og der bliver ved med at lagre sig information som forsvinder, fordi væggen æder det. Da jeg så væggen, oplevede jeg en fragmenteret sammenhæng af mange elementer, både tekst, motiv og halvfærdige forsøg på at lave væggen til helstøbt maleri. Den var et kæmpe sammensurium af forskellige tider og forskellig information. Jeg fik en idé om, at hvis man bare lod den stå, så ville den til sidst gå i nul. Det var fascinerende – både mit eget møde med væggen, men også ideen om væggen som en portal som står og tager imod alt muligt.”

”Det passede også godt i forhold til min egen afvaskningsproces, fordi der lagrer sig alle mulige ting inde bagved. Farver og linjer bliver spøgelser fra tidligere kompositioner, som stadig er synlige. Det er også en udfordring på et helt materielt niveau, fordi jeg skal vide, hvordan jeg lagrer farve ind i hinanden uden at ramme et brunt eller gråt punkt, hvor det hele bliver mos. Jeg er interesseret i at få farverne til at glide sammen, samtidig med de kan skilles ad og stå for sig selv.”

 

Traces of youth. 50x60 cm. Olie og blyant på lærred. Foto: Nikolaj Sørensen.

 

Forlæg og forhandlinger

Vores første planlagte stop er den genbrugsstation, hvor Martin henter de stofrester, han bruger til at vaske sine billeder ned med. I genbrugsrummet hænger en plade med udskårne figurer, som danner grundlag for nogle af de værker, han arbejder på nu. ”Skralderumsrelieffet”, kalder han det. Mens vi stadig står i atelieret, fortæller han:

”Pladen ligner noget fra et klasseværelse, som er blevet smidt ud og fundet af skraldemændene. Jeg har gået og kigget på den og haft en lang forhandlingsproces med den, for den er i virkeligheden meget grim og dårligt skåret. Men den indeholder nogle figurer og formationer, som jeg bliver ved med at kigge på og undre mig over. Lige nu bruger jeg kompositionen som udgangspunkt for en lille serie af malerier.”

 

Foto fra Martin Aagaard Hansens atelier.

 

The Arm swing. 26x35. Olie og blyant på lærred. Kunstnerens foto.

 

I atelieret viser han mig nogle af de malerier, han arbejder på, hvor forskellige trappelignende formationer og kantede figurer indgår. Men som han selv fortæller, er udgangspunktet ofte transformeret eller udvisket i det færdige maleri.

”Jeg tillader mig altid at bevæge mig væk fra mine forlæg. Jeg kan godt på forhånd have en klar idé om, hvordan det hele skal være, men for at få det til at fungere som maleri, er jeg tit nødt til at bøje mig i forhold til min plan. Det er også det, der er interessant ved at bruge skitseforlæg. Jeg kan fortælle mig selv, at jeg laver det og det motiv, men når det så er der, så har det alligevel brug for så meget mere. Motivet må gerne bevæge sig så langt væk fra den oprindelige plan, at den ikke længere kan ses. Så bliver det bare et andet maleri.”

 

Martin Aagaard Hansen i sit atelier. Foto: Lotte Gellert.

 

De ting andre smider væk

Da vi går hen mod genbrugsstationen, spørger jeg til hans jagt på forlæg og hvordan han finder det, han kan bruge?

”Jeg bruger ofte internettet til at finde motiver. Ikke Google, for jeg bliver nødt til at have et mere begrænset udvalg, men eBay benytter jeg for eksempel som en slags afgrænset søgemaskine. På det seneste har jeg kigget meget på amerikansk folkekunst: tegninger og malerier lavet af ukendte kunstnere, som er døde eller har smidt tegningerne ud. Så ender de på eBay, fordi de er gamle. Det er deres kvalitetsstempel. Jeg kan godt lide umiddelbarheden og det, at man tit kan se, hvordan de har arbejdet med det, som lige var omkring dem. En kat, planten i vinduet, køkkenet i morgenlyset. Jeg kan godt lide idéen om at være en igle på det, andre mennesker så.”

 

Raft 46x35 Olie og blyant på lærred. Kunstnerens foto.

 

Jeg spørger ham, om det er det uhøjtidelige han godt kan lide?

”Jeg har tænkt over, om det handler om at ophøje det, som er nederst i billedhierarkiet. Men det tror jeg egentlig ikke. Det handler mere om forskydning og gengivelse af billedmateriale. Hvor det bliver lavet og hvor det hører til. Jeg kan godt lide idéen om, at alting bare driver, og at vi samler det op og giver det nye betydninger. Ligesom når kunstværker bliver solgt, hvor denne udveksling af billedmateriale forgår på et mere lavpraktisk niveau. Jeg kan godt lide ideen om, at jeg selv tilføjer noget til denne forskydning.”

Hans forklaring minder mig om det skralderumsrelief, som vi er på vej imod. Det har nogen udtænkt engang, og siden er det blevet fjernet fra sin kontekst, fundet frem igen og hængt på en væg i et skralderum.

”Ja præcis. Den er jo nok lavet som en udsmykning oprindeligt. Det er noget af det, jeg altid bokser med. Hvor langt jeg gider at slæbe disse ting rundt. Det kan godt være frustrerende at blive ved med at referere til de her ting, uden at nogen ser dem i virkeligheden, men så ser de dem i stedet i malerierne.”

”Andre gange kan det også føles som om, man bare tager noget og bruger det. Det er der næsten noget arrogant over. Bare at tage noget og så glemme hvor det kom fra. Det kan ligeså vel være et overgreb som en glorificering.”

 

Udsnit af skralderumsrelieffet.

 

Vægudsmykninger i en baggård i Guldbergsgade.

 

Fund og det, der skal gemmes

Vi er nået frem til genbrugspladsen, som selvfølgelig er lukket om mandagen. Vi går videre til en baggård på Guldbergsgade, der gemmer på nogle sære vægudsmykninger, som Martin tidligere har spottet. Gemmer er ordet, for foran udsmykningerne er der på uhøjtidelig vis anbragt cykler og containere. Men bag forhindringerne er der, opsat i menneskehøjde i bunden af en høj, bar betonvæg, 8-10 forskelligartede relieffer. De er tydeligvis en del af noget, som nogen har tænkt noget om engang.

Martin har forskellige teorier om baggrunden for deres tilstand. Er de blevet malet over og så slebet frem igen? Eller er det efeu – planten der æder alt omkring sig – som har brudt udsmykningerne ned? Men det forklarer ikke hvorfor de i første omgang er opført, eller hvorfor man siden har ladet dem gå i forfald.

Jeg spørger Martin, om han selv kunne tænke sig at udsmykke sådan en væg?

”Jeg har flirtet med tanken om kommissionsopgaver. Men den måde jeg arbejder på nu kræver mere nørkleri og meget mere af mit tilstedevær. Jeg ville ikke kunne gøre det samme ved en kæmpe væg, som jeg kan på et lærred. På en væg ville jeg nok gå mere stedspecifikt til værks.”

”Men jeg kan godt lide, hvordan tiden æder ting, sletter betydninger og gør det hele mere abstrakt. Lige nu arbejder jeg meget direkte med ”skralderumsrelieffet” i mine værker. Ellers går jeg ofte til ting med en forhåbning om, at jeg kan bruge dem, men uden at jeg nødvendigvis kan bruge det hele. Det er ligesom med vægudsmykningen her. Jeg kan være nødt til at bruge lang tid og lave meget research, selvom det måske ender med kun at være toppen eller en tekstur, jeg kan tage med mig. Men det er også det, der er godt ved at lade tingene ligge. Jeg ser noget nu, og om fem år så passer det måske ind i mine planer. Jeg har det sådan, at alt skal igennem et filter, hvor det kan ligge og trække. Ligge lidt i databasen.”

 

 

Udstillingsview fra Broken Head på Galleri Jacob Bjørn, Aarhus, 20. maj - 25. juni 2016

 

 

Martin Aagaard Hansen (f. 1988) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2015.

http://martinaagaardhansen88.tumblr.com/