Portræt af en stor og indflydelsesrig komponist - Erik Satie

Af OVE BJØRN PETERSEN, Ovebjoernp@mail.dk, Menton, 24. oktober 2016

Erik Satie vender borgerlige værdier ryggen, han skjuler sig bag en klovneagtig og original fremtræden og optræder ofte provokerende, i klæder som i ord. Men bag denne beskyttende facade er en flittig og musisk person med stor betydning for det franske kulturliv, hvor han omgås musikere, malere og digtere på vej til at blive kunstens fornyere; ikke kun i Frankrig men videre ud.

Køen i Betty Nansens Teater på Frederiksberg er lang, for nu er chancen der for at opleve den franske komponist Erik Satie, hvis 150 år fødselsdag markeres med et musik-show. I ventetiden kan man læse denne indledende tekst: ’De fleste kender hans musik. Måske uden at vide, at det er hans, men de kender den - lyden, klangen, stemningen. For udover at være blevet spillet og fortolket tusindvis af gange i koncertsale rundt omkring i verden, har Erik Saties kompositioner været soundtrack til mere end 150 film. Selv var han en sær mand. Han gjorde tingene helt på sin egen måde og gerne omvendt. Han tog den nærmeste omvej, overtrådte alle regler og love, og lukkede luften ud af sin egen ambition med humor, ironi og dovenskab’.

Vi kunne liges så godt have stået i en tilsvarende kø i Paris, Venedig eller Berlin, for mange benytter lejligheden til at hylde komponisten, som var anderledes end de fleste. Mange vil sige, at han var for ung til den gamle verden og for gammel til den nye. Men hvem er han?

Portrættegning af Satie ved Jacob Herskind 2016.

Erik Satie fødes i 1866 i kystbyen Honfleur ved Kanalen ind i en familie af amatørmusikere, og han bliver da også i skolen tilmeldt undervisning i piano. Men han er uvillig og uengageret. Vil heller lytte til gregoriansk kirkemusik, læse om katolske helgener, fordybe sig i historier om vikingerne og drømme sig ind i H. C. Andersens eventyr. Men da han kommer på konservatoriet i Paris i 1879, afslører han sig som en talentfuld og begavet elev, om end både respektløs og pjækkesyg.

Musik er musik
Hjemme komponerer han en række enkle musikstykker, som han giver de mest underlige titler, såsom de tre ’Gymnopédies’ (1888) og kort efter de syv ’Gnossienes’. Titler, mærkværdige som disse, sværger han til livet igennem, den ene mere meningsløs end den anden; præcis som tidens oprørske malere vælger uforståelige, provokerende og antiborgerlige titler til deres lærreder. Et ganske kort klaverstykker betitler han ’Fest afholdt af normanniske riddere til ære for en ung frøken’. Og modsat andre kunstnere, der ofte kalder deres sidste komposition ’sidste tanker’, så vælger han ’næstsidste tanker’.

Med sit svar ”Musik er musik og sig selv nok” giver han intet bidrag til en forståelse, en forklaring på titler - ej heller komposition. Men det antages, at han med sine titler ønsker at bryde med konventionerne, så lytteren ikke bindes til en bestemt fortolkning, men blot giver sig hen i en stemning. Titlen ’Gymnopédie’ refererer nok til antikkens Hellas, hvor nøgne unge mænd danser langsomt og roligt uden spændinger, ganske uden dramatik. Hos hans samtidige Matisse finder vi lignende motiver, mest tydeligt i dansebillederne fra 1900/10 og senere. Titlen ’Gnossienes’ er også fra antikken, nemlig paladset på Kreta –eller måske skrevet over det græske ord ’gnosis’, gnostiker, en med indsigt i religiøse sandheder.

Et miljø af bohemer og religiøs musik
Men hverdagen med sine barske livsvilkår kræver andet og mere end gemme- og ordleg, så for at opretholde livet giver han undervisning og spiller på barer og i kabaretter - men hans interesse er, hvad der sker i kredsen af mennesker optaget af religiøs musik, der er båret af de gamle kirketonearter (modi); så godt som uden spænding og drama. Og den tilgang skal følge ham hele livet.

I 1890 skifter hans liv. Som 24-årig får han med titel af musikchef stilling i den Parisiske café ’Chat Noir’ under navnet ’Le Gymnopédiste’, en titel der gør sig godt i det specielle kunstnermiljø. Han fortsætter med at komponere, og en række mindre stykker skrives til sangerinden Paulette Darty, som han ofte akkompagnerer. Eksempel er den sentimentale vals ’Je te veux’ fra 1897, der den dag i dag spilles og synges verden over af de største kunstnere.

Første akkolade (Tuborg) af partitur ’Je te veux’.

Han facineres av Rosenkreuz Ordenen, hvis medlemmer mener at besidde en hemmelig visdom overført til dem fra de ældste tider. Han stifter til og med sit eget kirkesamfund, Église Métropolitaine d’Art Jésus Conducteur, som dog kun har interesse for ganske få; snart er han det eneste medlem.

Montmartres bohemer sætter ham på en stærk prøve med eskapader, afstandtagen til det borgerlige og anarki; som hverdagen er meningsløs og fragmenteret, er kunstens ide og fordring meningsløs og respektløs. Den generte, den forsigtige, den introverte må følge trop og bryder med familien i et forsøg på at skabe en tilværelse så langt barndommens forudsigelige miljø. Altid i pengemangel slår han sig ned i skiftende usle værelser, gemmer sig bag en rolle som spasmager og provokatør, og finder støtte i den religiøse musik og en ulastelig velklædthed. For sine sidste sparepenge køber en monokel og tolv ens fløjlshabitter, deraf hans øgenavn ’Manden i fløjl’, og i hans dødsbo finder man de 11 ganske ubrugte. Han efterlader sig også hundredvis af ikke brugte paraplyer; han elskede at gå med uopslået paraply, også i solskin, men økonomien var ikke til paraplykøb, så han tog frit og frejdigt dem, han kan kunne få fingrene i.

15 år senere i 1905 bryder han op og etablerer sig i arbejderforstaden Cachan Arcueil i et par værelser i ’Huset med de fire skorstene’, der skal blive hans logi livet ud. For at tjene til livets ophold må han hver dag spadsere de seks kilometer til Montmartre for at spille, hvor der nu er et job. Tidlig morgen går turen samme vej hjem i vrimlen af køretøjer med madvarer til Les Halles. Paris’ mave, som Èmile Zola kalder stedet.

Hjemme forsvinder han ind i sin egen verden af religion og mysticisme, men i de lyse stunder komponerer han let musik som viser og klaverstykker. Først da han tager sig sammen og i efteråret begynder på den religiøse musikskole ’Schola Cantorum’, tager hans liv en positiv drejning. Maurice Ravel spiller hans ’Trois Sarabandes’ fra 1887, og på en gang er Satie nu en af musikkens fornyere. Blandt andet får stykket stor betydning for Debussy, der med afsæt heri skaber sine berømte impressionistiske værker.

Skandale på skandale
Saties selvtillid vokser, da han får en række store opgaver for teatre, og han nu kan vise, hvem han er og være stolt af det. Kendt er hans kantate ’Socrate’ fra 1915 efter tekster af Platon og ikke mindst hans ballet ’Parade’ fra 1917, hvor Picasso skaber kostymer og scenetæppe, mens Jean Cocteau står for librettoen. Musik og scenografi er et tydeligt eksempel på den DADA’istiske ’antikunst’, nemlig et eklatant brud med al sædvanligt. Picassos tæppe med en lyserød Harlekin og skuespillere, der mest af alt ligner kubistiske assemblager med ben, er en skandale. Også musikken forarger publikum og anmeldere. Væk er kravet om en bestemt struktur bygget over akkorder i en vant orden. Nu skal hver enkelt akkord høres og opleves som sit eget kunstværk uden betinget forbindelse til forudgående og følgende akkord. Musikken – som maleriet - skal ikke være ophøjet, utilnærmelig og fremmed, den skal være en del af dagliglivet: Musikken ind i hverdagen, hverdagen ind i musikken. I ’Parade’ understreges det også ved at indlægge lyden fra skrivemaskiner og pistolskud –og så er der rag-time melodier.

At hverdagen skal være en del af musikken demonstrerer Satie i et løfte til nogle venner om at skrive en kantate over den første tekst, han støder på. Det bliver en katalog over landbrugsmaskiner, og med tekster fra katalogen indfrier han sit musikløfte med ’Machines agricoles’.

Skandalen i Paris vækker genklang langt udenfor den franske hovedstad, også i København, hvor der er de første tilløb til et opgør med den forudsigelige og stivnede kunstopfattelse. Ved staffeliet giver Lundstrøm sine pakkasse billeder blasfemiske titler og uvante perspektiver, i digtningen forkaster Broby-Johansen snart alle vedtagne regler, og på teatret skaber komponisten Knud Åge Riisager og multikunstneren Robert Storm P. forargelse med deres ballet ’Benzin’. Begge har de været i Paris, og Riisager skriver den 17. juli 1926 en kronik i Ekstrabladet ’Satieana’ hvor han mindes den bizarre personage. Riisager har kontakt til kredsen omkring ’Les Six’, hvor også Satie gør sig. Balletten er den første satiriske og humoristiske ballet i København; et absurd modstykke til Johan Herman Wessels ’Kærlighed uden strømper’ fra 1772, der gør grin med det opstyltede både i litteraturen og tilværelsen. Det er også ideen bag ’Benzin’, men libretto, kostume- og dekorationstegninger og musik bliver blankt afvist af Det Kongelige Teater, da manuskriptet blev indleveret i 1928.

To år senere bliver balletten danset af Den Kongelige Ballet med Storm P. selv som medspiller på scenen. Som i Paris året før var det en rungende fiasko i København. Publikums og anmeldernes forargelse ville ingen ende tage. Så balletten spillede blot tre aftener, før teaterledelsen gav efter for kritikken og tog den af plakaten.

Den barokke humor var sikret med Storm P. som mester for scenografien, der bærer et tydeligt præg af Picassos kostumer til ’Parade’. Om balletten udtalte Riisager kort før urpremieren: ”Benzin er en spøg, en spøg på en halv times tid både for dans og musik. Den, der kommer med illusioner om andet, bliver skuffet.”

Modernismens fader
I begyndelsen af 1920’erne holdes der i Paris en række festivaler for Satie og hans musik. I kredsen af avantgarde malere og kunstnere som Picasso, Braque, Cocteau, Duchamps, Derain, Brancusi og Léger er han hjemme. Han er blevet et ikon for modernismen, og nye kolleger kommer til, blandt andre Stravinskij.

På trods af anerkendelse fra nær og fjern magter han ikke splittelsen mellem privat og public, så alkohol bliver hans (u)ven. De to sidste livsår tilbringer han isoleret i sit kammer, hvor ingen andre end han selv har adgang, grublende over sine manglende musikalske evner og sit fejlgreb om livet: Han evnede blot at komponere korte værker for en beskeden besætning og skabte aldrig en familie. Måske han mindes Debussys omtale af ham som ’den banebrydende’, Derains selverkendelse: ”Uden ham havde jeg aldrig fundet mit mod og mit ståsted” og Ravels salut: ”Han er faderen til den moderne musik”.

I sit miserable tilstand samler Satie sine kræfter en sidste gang og komponerer det store værk ’Nocturnes’ for piano, hvor han giver sig hen i det mere konventionelle med en melankoli, der dog aldrig bliver sentimental.

Overfor det eneste selskab han har, stuens store spejl, betragter han opgivende sit forfald, stærkt fremskyndet af alkoholen. En medfølgende leverlidelse gør det af med ham den 1. juli 1925. Han begraves på byens kirkegård, og hans fødehjem i Honfleur er nu ‘Musée Erik Satie’.

Året efter giver vores egen Knud Åge Riisager i 1926 Satie dette skudsmål:..’’han var impressionismens forgænger og blev sammen med Straviinsky hovedstifteren af de mest yderliggående retninger hos de helt unge……han gik i spidsen for venstrefløjen i fransk åndsliv og har så at sige grundlagt den konstruktive satiriske retning i den modernistiske musik.’’

Profilbillede: Udsnit af "Portrættegning af Satie ved Jacob Herskind 2016"