- refleksioner over det monografiske museum

Af Nanna Spettrup
d. 24-11-2016

Danmarks første kunstmuseum var er et monografisk museum og siden dets åbning i 1848, er flere andre kommet til. På trods af enkeltkunstnermuseernes forskellighed, deler de på mange måder udstillingsproblematik: for hvordan præsenterer man bedst en stor kunstners arv?

Det monografiske museum udstiller deres kunst ud fra nogle andre præmisser end de sædvanlige kunstmuseer, der i langt mindre grad er bundet af genstandsfeltet. Det ”traditionelle” kunstmuseum har, sammenlignet med det monografiske kunstmuseum, en langt større handle- og udstillingsfrihed, da de kun er bundet af en overordnet udstillingsprofil. På det traditionelle museum kan lokaler tømmes og fyldes efter behov, i henhold til den eller de udstillinger, som museet har valgt vise. Her kan man viske tavlen ren mellem de forskellige udstillinger, for derefter at introducere en ny og markant anderledes kunstner og udstillingsvision. I denne artikel skal vi se nærmere på to af Danmarks betydningsfulde monografiske museer, der hver især arbejder med at aktualisere og udbrede kendskabet til deres kunstnere.

Thorvaldsens Museum – et ikon i byen
Siden Bindesbøls ikoniske (og nu fredede) bygning blev rejst som monument og mausoleum over billedkunstneren Bertel Thorvaldsen i 1848, har arbejdet med at udstille, udbrede og aktualisere Thorvaldsens kunst optaget museets ansatte. Thorvaldsens Museum er en institution, der er forbundet med en masse traditioner, og at udstille dér betyder at man omgås disse traditioner med respekt. Museets samling er som udgangspunkt statisk, og det er ikke muligt at berøre eller rokere museets samling eller arkitektur. Museet har dog gjort det til sin fornemmeste opgave aktualisere stedet på trods af disse begrænsninger, og gennem tiden har forskellige sær- og dialogudstillinger været med til at holde liv i den permanente samling. Her er nutidige kunstnergrupperinger som Decembristerne og Elmgreen & Dragset gået i tæt dialog med værkerne og arkitekturen, og samtidskunsten har på den måde skabt en interessant resonans mellem fortid og nutid.

Michael Gottlieb Bindesbølls ikoniske bygning fra 1848 er Danmarks første museumsbygning. Den fremstår klassisk og respektindgydende som kunstneren selv.

Dialogbaseret udstillingspraksis
At skabe dialogudstillinger ved enten at invitere aktuelle kunstnere til at gå i dialog med museets værker, eller ved at udvælge allerede eksisterende værker og udstille dem i relation, er et af de udstillingsgreb som det monografiske museum ofte benytter i deres arbejde. På denne måde kan museerne bringe nyt liv til den gamle samling, uden at kompromittere museets ansvar og forpligtelser overfor kunstneren, der i nogle tilfælde har efterladt udførlige udstillingskrav.

At udstille på et monografisk museum handler i det hele taget om udvælgelse, ansvar og dialog. Hvordan sikrer man at kunstnerens aktualitet og integritet bevares? Hvilke genstande og værker bør inkluderes i fremstillingen af en kunstners oeuvre? Hvordan omgås man de i forvejen fastlagte spilleregler? Hvordan holdes kunstneren fortsat i cirkulation? Spørgsmålene er mange, og svarene er forskellige alt efter hvilket museum vi betragter. Helt centralt er det dog, at aktørerne på det monografiske museum går i dialog og skaber en velfunderet diskurs omkring kunstneren.

Thorvaldsens bestemmelser står omhyggeligt nedskrevet over Jørgen Sonnes frise.

Det monografiske museum – friend or foe?
Det monografiske museum kan beskyldes for at forhindre spredningen og udbredelsen af en kunstners værker, men på den anden side kan det også være med til at forstærke og understrege en kunstners position. Om et monografisk museum kommer til at virke som et sort hul der opsluger værkerne, eller som en sokkel der ophøjer dem, er både bestemt af publikums interesse for kunstneren, af museets praksis og af dets geografiske placering. For det har selvfølgelig nogle konsekvenser at samle en kunstners værker et enkelt sted, fremfor at lade dem rejse rundt fra museum til museum verden over. Museerne laver naturligvis udlånsaftaler, men som udgangspunkt tilhører værkerne den øvrige samling, og et udlån kan virke amputerende for det monografiske museum.

Med sin prominente placering på Slotsholmen i København er Thorvaldsens museum dog sikret en lind strøm af friske besøgende. Den prægtige museumsbygning og det omfattende internationale kendskab til Thorvaldsens kunst, er også med til at trække besøgende til. På den måde kan museet betragtes som en iøjnefaldende og autoritetsskabende sokkel, der dagligt minder tusinder af Københavnerne om den store kunstner. 

J.F. Willumsens Museum – en perle i provinsen
Anderledes forholder det sig i Frederikssund, der er hjemby for J.F. Willumsens Museum, der åbnede et år inden kunstnerens død i 1958. Museet blev til efter Willumsens eget ønske og foranledning, men den tiltænkte beliggenhed blev ikke imødekommet. Den selviscenesættende kunstner havde helst set at museet fik sin plads i det indre København ligesom Thorvaldsens, men måtte tage til takke med det fjerne fjordbryn i Frederikssund. Museet har varetaget Willumsens eftermæle ud fra forskellige strategier gennem tiden. Ligesom på Thorvaldsens har museet huset en masse forskellige dialogudstillinger og særudstillinger gennem tiden, og også her arbejder man med aktualisering og aktivering af samlingen. Det seneste drastiske tiltag fra museets side, var opførelsen af en ny museumsbygning i 2005, der mere end fordoblede udstillingsarealet. Med sin åben- og uregelmæssighed står Theo Bjergs tilbygning i kontrast til Thyge Hvass’ oprindelige museumsbygning, der består af en række traditionelle ”udstillingsceller”. Den nye bygning har været med til at bære museet og Willumsens kunst ind i en ny tidsalder, hvilket har medvirket til en fornyet præsentation og opfattelse af Willumsens kunst.  

Den oprindelige museumsbygning fra 1957 er tegnet af  Tyge Hvass.

Mestrenes metamaterialer
Willumsens produktion spændte vidt og tæller både maleri, tegning, skulptur og keramik. Desuden interesserede han sig også for andre kunstneres værker, og han opbyggede en stor samling af værker gennem sit liv. ”Den gamle samling”, som Willumsens samling kaldes, har sit eget udstillingsrum på J.F. Willumsens Museum, og betragtes som værende betydningsfuld for Willumsens egen kunst. Han efterlod sig også et omfattende arkiv med breve, dagbøger, fotografier og notater - ja selv hans jordiske rester fandt vej til museet -  og alle disse ting betragtes også som væsentlige spor af kunstneren. Når museer vælger at inkludere forskelligt metamateriale, kan det måske virke som en ophøjende genidyrkelse – og hvad så? Materialet kan tjene til en større indsigt i kunstnerens inspiration og tanker, og de fleste af os er endnu ikke immune overfor autenticitet og helhedstanker. Metamaterialet er også interessant fordi det får os til at reflektere over hvad der bør inkluderes i en kunstners oeuvre. Skal ufærdige og forkastede værker, skitser og modeller medregnes? Har kunstnerens kone relevans? Og hvad med hans bukser?

I 2005 indviede Willumsens Museum Theo Bjergs luftige tilbygning, der blandt andet har skabt rum for Willumsens skulpturer og Gamle Samling.

Essens og subjektivitet
Det monografiske museum kan beskyldes for at tænke i essenser, hvilket kan virke lidt gammeldags i vores kritiske og småskizofrene tidsalder. Både J.F. Willumsens og Thorvaldsens museum har medtaget forskelligt materiale, der ikke direkte knytter sig til den pågældende kunstners hånd. Materialet giver en glimrende refleksion og udsigt over kunstneren, selvom det måske nok er problematisk at stykke fragmenterne sammen til en ide om essentiel subjektivitet. Selvom vi aldrig får afdækket kunstnernes essens eller særlige subjektivitet, kan det være både interessant og underholdende at gå i dybden med nogle af kunstnerens personlige aspekter, som gruppeudstillinger sjældent giver os indsigt i.

Uanset hvilken holdning man har til det monografiske museum, dets rækkevidde og kritiske potentiale, er det interessant at tænke over hvordan et monografisk museum omgår sin kunstner. Havde disse kunstnere været bedre tjent med at deres værker havde været i fri cirkulation verden over? Eller har de netop opnået deres store anerkendelse gennem deres ophøjende mausoleer? Døm selv og tag ud og (gen)oplev mestrenes museer – og glem ikke provinsen!   

Willumsens Gamle Samling er omfattende og er inkluderet i udstillingen som et vidnesbyrd om hans inspiration. 

Frem til d. 15. januar viser Thorvaldsens Museum særudstillingen Monument, der fokuserer på syv af Thorvaldsens globale skulpturer. På J.F. Willumsens Museum kan du frem til d. 28. januar opleve særudstillingen I bølgen blå, der tager udgangspunkt i Willumsens hovedværk ”Sol og ungdom” fra 1910.

For mere information se:
http://www.jfwillumsensmuseum.dk
http://www.thorvaldsensmuseum.dk