Indkøbskurven er tom.
Når alt er præcis som det skal være
Udstillinger

Anja Karottki udstiller på Format Artspace. 17. marts - 29. april 2017.

 NÅR ALT ER PRÆCIS SOM DET SKAL VÆRE

2. april 2017.

Anmeldelse af Mia Granhøj.

Det lille og hyggelige galleri i Nansensgade, Format Artspace, har længe haft en ambition om at gøre samtidskunsten lettere tilgængelig for en større gruppe mennesker. Der ses for tiden en særdeles positiv udvikling og indstilling til, at kunst ikke kun skal være forbeholdt en lille lukket kreds med finanserne i orden. 

Hos Format sælges både værker, som er produceret i små oplag såvel som originale værker. Kunsten findes derfor i flere prisklasser, men som udgangspunkt kan der erhverves værker af selv den mest fattige pengepung. Format er ligeledes et galleri, som eksperimenterer med medie og materiale samt tør fremvise ganske ukendte danske kunstnere.


Anja Karottki, ”Det skete to gange samme aften”, 30 x 45 x 19 cm. Foto af Mia Granhøj. 

Livet og døden

Anja Karottki (1977) er autodidakt kunstner og har i disse dage sin første soloudstilling i Format Artspace. Udstillingen bærer titlen Alt er som det skal være og tager udgangspunkt i de store spørgsmål omkring livet og døden. Karottkis baggrund som beklædningsdesigner, scenograf og kostumier ses tydeligt i hendes værker, da de netop tager afsæt i scenografiske rum. I små og store sorte tableaux-kasser kan beskueren fordybe sig i Karottkis kulisselignende univers. Der er tale om små udklip sat op som collager i en poetisk men foruroligende totalscenografi. Fugle, trærødder og svampe er centrale elementer i Karottkis kontrastfulde univers, hvor alt er som det skal være, men alligevel er det skævt og ubarmhjertigt.

Psykedelisk dødsdans

I en af Karottkis tableaux-kasser ses røde draperede teatergardiner i mange lag og sat op på en måde, som forstyrrer rumfornemmelsen. En mandlig balletdanser med et dyrekranie som maske danser rundt blandt fluesvampe og psilocybinsvampe. Ved nærmere eftersyn kommer et par arme til syne bag to af svampene som et insisterende bevis på, at disse svampe også er levende væsener. Scenen er sat og Anja Karottki indkredser på fineste vis naturens skiften på denne udstilling.


Anja Karottki, ”Psykedelisk dødsdans”. Foto af Mia Granhøj.

 

Livet går videre

Udstillingen rummer også en installatorisk side, da Karottki har forsøgt at trække elementer fra sine tableaux-kasser ud i rummet. Midt i rummet står en seng med en bunke jord oven på. Ved siden af sengen står et sengebord med en åben skuffe. Nede i skuffen ligger et ur, som er gået i stå og klokken viser det tidspunkt, kunstneren blev født på. Sengens madras er lavet af utallige bogsider fra utallige romaner og hver eneste roman omhandler en fiktiv persons skæbne. Dette leder tankerne hen på livets kredsløb. Vi er her kun for en stund. Vi fødes og vi dør, men alt er præcis som det skal være – for livet går videre.

 


Installation af Anja Karottki. Foto af Katrine Møbius.

 

Kaotisk lyd

Udstillingen ledsages af et lettere kaotisk lydspor, som afspilles på en gammel båndoptager. Der er bl.a. tale om fuglefløjt og lyden af en person, som trækker vejret tungt, men der hersker ingen tvivl om, at de installatoriske elementer i udstillingen fuldender Anja Karottkis finurlige og minutiøse univers til perfektion. Som beskuer får man helt konkret en fornemmelse af, hvad det vil sige at være inde i en af Anja Karottkis tableaux-kasser.

 

 

Alt er som det skal være kan opleves frem til 29. April 2017.

www.formatartspace.dk

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig