Anmeldelse af Tove Jansson på Kunstforeningen GL STRAND

30.06.2017
Af Merete Mørup

Når man selv er fra den generation, der fik læst højt af tegneserien om Mumitroldene, har en veninde, der har haft ø ved siden af Tove Janssons i den finske skærgård og har en anden veninde, der har opkaldt sin datter efter figuren ”Lille My” fra samme serie, ja, så har man nærmest en familiær interesse og nysgerrighed for at lære mere om Mumitroldenes mor, den finsk/svenske multikunstner Tove Jansson. 

Tove Jansson, Illustration til bogen Kometjagten, 1946. Lavering og tusch på papir, 15,8 x 15,8. Foto: Finlands Nationalgalleri / Ainur Nasretdin ©Tove Jansson

Grafisk designer, uddannet på kunstskolen i Stockholm, rejsende til Berlin og Paris, ø-ejer, satiretegner under 2. Verdenskrig, illustrator af berømte bogværker, pacifist, modernistisk maler samt ophavskvinde til en internationalt kendt tegneserie. Alle disse titler kunne Tove Jansson (1914-2001) give sig selv. Men hun ville helst være maler.  

Udstillingen er fordelt over alle tre etager på GL STRAND og er kommet i stand efter tre års ventetid. Den har besøgt Japan og Sverige, og efter København rejser den videre til London, hvor Mumitroldene så dagens internationale lys for første gang. Det var Evening News i London, der i 1950’erne bad Tove Jansson om at tegne til den engelske avis; et arbejde, hun fortsatte i 7 år, hvorefter hendes bror og assistent overtog den, og samtidig med at hun arbejdede på sine andre kunstprojekter.

Tove Jansson, Losboa (Selvportræt), 1942, olie, 73 x 60,5 cm, Privatsamling. Foto: Finlands Nationalgalleri / Yehia Eweis ©Tove Jansson

Det ene rum indeholder malerier fra de tidlige, formative år, hvor inspirationen fra især Matisse er meget tydelig. Hendes selvportrætter gør størst indtryk. Her møder hun beskueren øje-til-øje med et let distancerende blik, undtagen i ”det grimme selvportræt”, hvor hun nærmest opløser sig selv med sin ekspressive penselføring.    

Tove Jansson inkluderer altid elementer fra sit eget liv i sine værker. I det store familiebillede står hun helt sortklædt som en form for kommentator og betragter de dilemmaer, som krigen bragte ind i hendes familie. De to brødre spiller skak med blå og røde skakbrikker i stedet for sorte og hvide. Faren og moren er i hver side af billedet, og faren holder en avis, hvor man kan læse ordet ”nazi”. Billedet blev en flammende fiasko, for kritikerne haglede det ned. I dag gør det et stort indtryk i sin fortællende stil.

Farlig satire med spids pen
Tove Jansson er bedst, når hun er farlig. Hun tegnede bidende forsider for det satiriske magasin ”GARM”, hvor hun kommenterede 2. Verdenskrig set fra en ung pacifistisk piges vinkel. Hun spiddede både Hitler og Stalin på et tidspunkt, hvor ingen vidste, hvordan krigen ville ende for Finland. En kommentar, der potentielt kunne have bragt hendes personlige sikkerhed på spil.

Tove Jansson, Mystisk landskab, ca. 1930, olie på finer, 61 x 152,5 cm, Finlands Nationalgalleri / Kunstmuseet Ateneum. Foto: Finlands Nationalgalleri / Hannu Aaltonen ©Tove Jansson

Hun er farlig, når hun maler sit surrealistiske ”Mystiske landskab” i 1930’erne, måske under indtryk af krigsrumlen i Europa; et landskab, hvor essensen af landskabet bliver gentaget i de mørke skove bag Mumidalen i hendes berømte tegneserie om de nuttede, bløde og runde Mumitrolde. Men Tove Jansson tænder altid et håbets lys i mørket. Landskabet har lysende liljer, Mumimor lyser med lygten og midt i krigen må man tro på englemagt.

Nordisk renæssance
I de senere år er vi i Danmark blevet præsenteret for mere finsk kunst, end vi har set længe – om nogen sinde før. I 2012 havde vi udstillingen med værker af Helene Schjerfbeck (1862-1946) på Ordrupgaard, og i foråret 2017 inkluderede udstillingen ”Japanomania” på SMK mange finske værker. Sointu Fritze, seniorkurator og museumsinspektør på Kunstmuseet Ateneum, Finlands Nationalgalleri fortæller, at det formentligt skyldes, at begrebet ”nordisk” har fået en renæssance. Nyt nordisk køkken er in, nordisk design er internationalt berømt, og så følger kunsten med. En anden grund er den mere lavpraktiske, at der er etableret et godt netværk imellem ledelserne i de nordiske nationalgallerier, og derfor er det blevet nemt at få fælles udstillinger og ideudveksling på plads.

Tove Jansson, Illustration til bogen Troldvinter, ca. 1956, skrabetegning på karton, 13 x 18,5 cm, Privatsamling. Foto: Finlands Nationalgalleri / Ainur Nasretdin ©Tove Jansson

Mumi fylder mest
Langt det største område i udstillingen er dedikeret til Mumitrolde-universet. Der er rigtigt mange tegninger og striber. For mange. For det utrænede øje ser tegningerne ret ens ud, og det vil kræve meget nøje studier for at se detaljer i tegningerne og for at finde de striber, hvor kunstneren ændrer på noget. Om overhovedet.

Øverst oppe i udstillingen er der skabt en Mumi-skov, som publikum kan gå ind i, farvelægge sine favorit-Mumier på Mumi-tapetet og fordybe sig i de bøger, som Kunstforeningen har lagt frem til det samme.

Det er ikke for børn
Tove Jansson var ikke en avantgarde-kunstner. Hun ville fortælle en historie. En historie, der altid inkluderer hendes egne erfaringer. Mumitroldene har mørke skove, som de skal igennem, og filosofiske forældre, hvor Mumifar er den udfarende og Mumimor er den, der sørger for en stabil hverdag. Er hun selv Lille My, der kommenterer verdens gang? Universet er mørkt og dragende og har en stemning som i Grimms Eventyr - og de er ikke for børn!  

Hele udstillingen ligger mellem det intime og det distancerede. Der er en hel væg med fotos af Tove Jansson, taget af personer, der stod hende nær. Vi ser hende som ung velklædt kvinde i lange, smarte bukser. Et andet viser en storsmilende Tove med blomsterkrans i håret, imens hun svømmer i vandet ved sin egen ø, som hun købte for at have et sted, hvor hun kunne få ro og fred til at arbejde. For det var arbejdet med kunsten, der betød mest for hende. Mere end kærligheden til den kvinde, som hun delte sit liv med og mere end Mumitroldene.

For at citere Tove Jansson selv: ”Det kan siges meget kort: du må aldrig blive træt af det, du laver, eller føle ligegyldighed – mister du din uvurderlige nysgerrighed, så dør du. Så enkelt er det.” Hun blev ikke træt af at arbejde med kunsten, hun investerede hele sit liv og kunnen i sine værker, og hun var nysgerrig efter at afprøve nye udtryk og materialer hele sit liv.

Tove Jansson – Kunst, kærlighed og Mumitrolde

10. juni – 3. september 2017

Kunstforeningen GL STRAND

www.glstrand.dk