Indkøbskurven er tom.
Mellem Horror og håb
Udstillinger

Momentum 9

01.07.2017
Af Laura Ifversen


H.R. GIGER, Harkonnen-Capo chair, 1983. Detail. Foto: Istvan Virag © IV Foto. Courtesy H.R. Giger Estate.

Hvad er fællesnævneren for en dræberbakterie fra jordens dybeste lag og en bistade? Findes der koblinger mellem en dinosaurknogle, en astronaut og en flue-farm? Hvis du ikke ved det, er det på Momentum-biennalen i Norge du bør lede efter svarene. - Og du kan samtidig få nogle ret forunderlige oplevelser med hjem. Her kan du nemlig dykke ned i havet uden at blive våd, vandre i natmørk skov midt om dagen og rejse ud mellem stjernerne under trappen i en gammel villa.


JUSSI KIVI, Moonwoods, 2017. Installation detail ©Jussi Kivi

D. 17. juni, 2017, slog den norske by Moss op for niende udgave af den nordiske samtidskunst-biennale Momentum under temaet ’Alienation’ (fremmedgørelse, red.)

Det er mange forskellige perspektiver på ’fremmedgørelse’, der præsenteres af de godt 30 kunstnere, som deltager med varierede udtryk og medier: enkeltobjekter, installationer, maleri, tegning, film, lydværker, performance og VR (virtual reality, red.)


PINAR YOLDAS, Ecosystem of Excess, 2014. Installation detail. Courtesy the artist

Mangfoldigheden udfolder sig også på det tematiske plan, hvor kuratorgruppen har valgt at trække nogle konceptuelle linjer via undertematikkerne: Structures & Societies, New Knowledge, Strange Ecologies, Cosmos, and Body (strukturer & samfund, ny viden, sælsomme økologier, kosmos og krop, red.), men værkerne yder naturligvis modstand og lader sig ikke begrænse. Undertematikkerne fungerer derfor mest som ledetråde for biennalens gæster eller som mulige veje til at forstå ’fremmedgørelse’ på forskellige niveauer. Og ledetrådene kan være nødvendige i den løse rammesætning, som giver plads til både eksperimenterende og mere konventionelle kunstformer.

I løbet af åbningsweekenden møder jeg den islandske kurator, Jón B.K. Ransu, og den svenske kurator, Ulrika Flink, fra dét team på fem, der har udvalgt kunstnere og projekter til Momentum 9.


Kuratorgruppen for Momentum 9. Fra venstre: Ulrika Flink, Jón B.K. Ransu, Jacob Lillemose, Ilaari Laamanen og Gunhild Moe. Foto: Morten Eckersberg © Punkt Ø

Ransu fortæller, hvorledes hans egen baggrund som kunstner og personlige interesser har haft indflydelse på de inkluderede projekter. Som ung på Island oplevede han, hvordan øens geografiske placering i midten af ingenting medførte kulturel isolation. Som konsekvens kunne man gøre lige som man havde lyst; kunstnerisk var der meget få begrænsninger – ud over økonomiske. For, der var ikke noget marked for kunst og derfor ingen penge eller særlige forventninger. Der var en frihed og nysgerrighed, som dannede grobund for alle mulige eksperimenter. En lignende åbenhed har han stræbt efter at få med på Momentum. Ulrika Flink understreger, at det har været et mål for hele kuratorgruppen. Ligeledes har det været vigtigt for dem ikke at proppe lokalerne og formidle projekterne til publikum på en rummelig måde, der giver tid til fordybelse og kontemplation. Og min oplevelse er da også, at der gives både sanseoplevelser og rum til refleksion.


MEDIATED MATTER, Synthetic Apiary - Honeybee hive installation in the Synthetic Apiary environment, 2016. Foto: The Mediated Matter Group. Courtesy The Mediated Matter Group

Hver især fortæller Ransu og Flink lidt om deres oplevelser af samarbejdet omkring biennalens tilblivelse. De roser begge direktøren Dag Aak Sveinar for kuratorgruppens sammensætning, for de har alle været entydigt begejstrede over, hvor let samarbejdet er gået trods geografisk distance teamet imellem. Og de er glade for den frihed de har fået og den imødekommenhed og professionalisme, de blev mødt med helt fra begyndelsen. Flink forklarer også, at gruppedynamikken har været meget demokratisk. Samarbejdet har været ekstra spændende, fordi der ikke har været en enkelt stjerne-kurator, men et samarbejdende team, der hver især har budt ind med stærke forslag til kunstnere, værker og projekter. Hvad det konkret har betydet for atmosfæren på Momentum 9 er, at kuratorerne træder i baggrunden. Frem for at tage opmærksomhed fra værkerne, har de nærmere fungeret som katalysatorer for de kreative processer.

Jeg spørger dem om der er nogle ting, der var særligt interessante eller overraskende undervejs.

Ransu peger på konceptudviklingen og hvordan den gav et bredere perspektiv på ’fremmedgørelse’ end den oprindelige sci-fi-vinkel han havde tænkt ud fra. Han selv havde tænkt i horror-sci-fi-baner og han griner glad over at kunne inkludere H.R. Gigers stole i udstillingen. Som ophavsmand til blandt andet det syre-savlende rum-monster fra Aliens (kultfilm fra 1986 af James Cameron med Sigourney Weaver i hovedrollen og siden et af de stærkeste Hollywood-franchises, red.) er Giger nemlig en af genrens helt store koryfæer. Momentum 9 er dog langt fra en parade af gyselige uhyrligheder, selvom enkelte nok vil opleve et vist ubehag i mødet med nogle af biennalens værker. I mine øjne favner værkerne generelt det ubekendte, det ubekvemme eller ubevidste – orienteret omkring de fem undertematikker – med fintfølende sensitivitet – og de bedste af værkerne er ren poesi.


PATRICIA PICCININI, Atlas, 2012. Courtesy the artist

Ransu fremhæver Patricia Piccinini’s Atlas som et eksempel, hvor det horrible stadig er indlejret, men samtidig taler til os på mange flere niveauer. Den henviser både til den klassiske skulpturtradition – og fra den rette vinkel fornemmer man kroppens kraftfulde spænding som han bærer himmelhvælvet. Her er himmelhvælvet ikke repræsenteret, men nærværende som hele universet, vi og skulpturen er en del af. Med den deforme krops-fremstilling balancer Piccininis skulptur mellem dystopi, myte og det alt for konkrete ubehag en amputation må have på kroppen. Og ubehaget giver resonans i vores egen.

Modsat Ransu griber Ulrika Flink et eksempel på de fremmedlegemer, der er usynlige for det blotte øje. Hun faciliterede kunstneren Linda Perssons installation It was like experiencing a fold in time, she said (2017). En særlig øjenåbner ved projektet var beretningen om moderne mine-boringer i Australien. Boringerne forrykker jordskorpen og ting, der har slumret i dybet dukker op igen. Specifik i dette tilfælde er der tale om en aggressiv bakterie, der kan slå et menneske ihjel på 48 timer. Forskydninger i jordlagene danner hulrum, hvor regnvand kan sive ind og med ud flyder bakterien, som stammer tilbage fra Palæozoikum-æraen. Bakterien er fremmed for os og derfor har vi ikke opbygget tolerance over for den – eller fundet en kur. ’Fremmedgørelse’ på Momentum 9 kan således opleves både på individ-plan og på mikro-plan, samt på det strukturelle plan, som knytter mange af de adresserede tematikker sammen.


BÚI AÐALSTEINSSON, Fly Factory, 2014. Courtesy the artist

Blandt de tankevækkende projekter findes også bud på bæredygtighed, eller sælsomme økologier – og Búi Aðalsteinsson tilbyder direkte forandring i vores hverdagsliv, der giver håb for fremtiden. I takt med den stadige befolkningstilvækst bliver det mere og mere vigtigt at finde bæredygtige løsninger. Aðalsteinssons løsning på global fødevaremangel er et lukket økosystem - en flue-farm - som hver familie kan have stående i sit køkken. Fluernes afføring gøder jord, hvori vi kan gro planter under kunstig belysning. Planterne kan også give føde til larver og orme, som vi kan knuse til protein-mel og bruge til bagværk. I tillæg til flue-farmen har han produceret energi-barer baseret på græshopper, som man kan købe.

Momentum 9 byder på lidt for enhver smag og meget for de nysgerrige og det er en god, kompakt oplevelse. Perfekt til en weekend.

Så herfra vil jeg opfordre til at smage på Momentum 9 og smage på Aðalsteinssons energi-bar.

Velbekomme!

 

 

FAKTA:

Momentum 9 - Alienation

Kan opleves frem til 11. oktober 2017

i Moss, Norge

Læs mere på http://momentum9.no

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig