Ordrupgaard præsenterer mesterværker fra museets franske og danske samling.

18.07.2017
Af Peter Madsen

Ordrupgaard har fundet kunstskatte frem fra både den permanente udstilling og gemmerne. Fra sidstnævnte nogle af de aldrig eller sjældent udstillede franske lysfølsomme pasteller.

Ferniseringen og dermed præsentationen af Ordrupgaards skatkammer inden museet lukker i to år, løb af stablen den 14. juli. Måske med forsæt på den franske nationaldag, idet første afdeling på museet er forbeholdt franske mestre fra 1800-tallet.

Paul Gauguin, Portræt af en ung pige, 1896.

Temaet ´Masterpieces – fra Degas til Hammershøi´ er som sædvanligt for museets særudstillinger smukt ophængt på væggene. Fortløbende igennem udstillingen får publikum fortalt om både perioder og stilarter, samt om de forskellige kunstnere og deres aktiviteter på plancher ved de i rummet omtalte værker. 

I den første afdeling, første halvdel af udstillingen, ledes vi igennem den franske kunstverden fra midt i det 19. århundrede til sidst i århundredet med kunstnere som Courbet, Degas, Renoir, Monet, Manet, Morisot og Gauguin. Sidstnævnte med et helt rum for sig selv; et afslappende ´hvilerum´ for øjet inden man går videre iblandt mesterværkerne.

Paul Gauguin er blandt andet repræsenteret med det for ham stiltypiske ´De blå stammer´ fra 1888, et ret stort maleri, hvor kunstnerens poetiske sjæl via utallige jordfarvenuancer sat op mod titlens blå er fanget ind i selve kompositionens udtryk.

Edgar Degas, Tre danserinder, ca.1898. Foto: Pernille Klemp

Et af hovedværkerne i den franske afdeling er pastellen ´Tre danserinder´ af Edgar Degas fra 1898. Et i pastelverdenen ret så stort billede på hele 90,5 x 85 cm. Der er tale om mættede dybtgående farver med blåt og gult i forgrunden på danserindernes kjoler, og en smuk rosa ´modbevægelse´ lidt i baggrunden på den tredje danserinde. Der bliver på denne måde skabt ´tavs musik´, idet de tre forskellige bevægelser figurerne imellem tydeligt dannes af musikkens bevægelse i øjeblikket.

En interessant pastel er ´Kvinde siddende på balkon. New Orleans´ af Degas fra 1872-73. En detalje som gelænderet på balkonen fortæller en sart nærmest hviskende historie om - den indflydelse som franskmændene havde på kulturen i dette område sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet. Art nouveau får i den periode sammen med andre nationaliteters kulturelle bagage stor betydning for udviklingen af kunst og arkitektur her, hvoraf jazzen, for øvrigt i sig selv musikkens udgave af art nouveau, er det mest kendte kulturelle blandings-fænomen. Impressionismen må vel tilskrives at stå direkte fadder til art nouveau´s bløde former og florale indhold som det ses her. Det franske kvarter i New Orleans er et historisk monument over alt dette. Her henkastet indfanget af Degas i denne florlette pastel.

Renoir er repræsenteret med blandt andet en pragtfuld skitse til maleriet ´Le Moulin de la Gaillette´ fra 1875-76, hvor det anmassende farvemylder omkring billedets centrum skaber hvirvlende udfoldelse af impressionistisk karakter. Selv farvernes kompleksitet skaber vindblæst ´mølle-udtryk´ kan man sige. 

Et lille skønt maleri af Renoir er det super-følsomme ´Kvinde siddende i græsset´ fra 1868. En meget intens og intim fremstilling med pigens kjole som hovedmotiv med dens ´candyfloss-oppustede´ fremtoning på det frembærende græs. En perle blandt mesterværkerne.

Wilhelm Hammershøj, Hvide døre, 1899. Foto: Ordrupgaard.

I anden afdeling, den danske, kommer vi frem til et af hovedværkerne på udstillingen, det nyindkøbte ´Hvide døre´ fra 1899 af Hammershøi. Det er faktisk et overraskende lille billede, men intensiteten og det hammershøisk ´svævende´ fornægter sig ikke. Billedets hvide udstråling leder nærmest tankerne hen på en svanesø, hvor dørene agerer svanevinger i hvilende positioner, og de spejlende effekter og skyggerne antyder selve søen. Godt at det dejlige billede med de lidt skæve perspektiver er landet hvor det har hjemme. Og godt at det undervejs er blevet passet godt på under sit amerikanske eksil.

Vilhelm Hammershøj, Solstråler eller Solskin, 1900.

Op mod dette stiller Hammershøis interiørmaleri 'Solstråler eller Solskin' fra år 1900 sig fornemt som et andet hovedværk. Der er tale om et af de helt fine stramme Hammershøi-billeder, hvor solens strålers indfald bliver som strenge på en Stradivarius-violin, hvis skønne klang vibrerer med støvkornene i det afklarede rum som harpiks på violinbuen. Klangbilledet er som den afsluttende livsbekræftende C-dur akkord i Mozarts ´Maurerische trauermusik´ efter 68 takter i mol. Eller som samme akkord i Haydns oratorium ´Skabelsen´ på ordet ´lys´ i skabelsesberetningen: ´Og der blev lys´. Befriende smukt.

Som opbakning for disse mesterværker er hele den pågældende væg plus endevæggen reserveret Hammershøi. Flot gennemtænkt af kuratorerne, som med andre fornemme danske værker af Eckersberg, Købke, Skovgård og Johannes Larsen i rummet, skaber applaus og fanfare for denne afslutning på museets udstillinger i det hele taget i de næste to år. Bravo og tak Ordrupgaard.

Udstillingen vises frem til den 27. august 2017. 

http://ordrupgaard.dk