Interview med Ulrik Møller.

08.08.2017
Af Anette Lindbøg Karlsen

I øjeblikket er Ulrik Møller udstillingsaktuel med sin hidtil største solopræsentation på dansk jord. Magasinet Kunst har mødt ham til en snak om landskaber, hjemstavn, komplementærfarver og om at være undervejs.

 

Jeg mødes med Ulrik Møller en fredag eftermiddag på Nørrebro i København. Han kommer mig i møde på en typisk, småslidt københavnercykel, og vi søger ly på en café, som serverer sort kaffe. Selvom vi er midt i juli regner det – i forskellige tempi, men ikke desto mindre uafbrudt. ”Den danske sommer er lunefuld”, lyder vores fælles dom.

Det er dog ikke vejret, der indleder vores samtale. Det er derimod vandreudstillingen ’TESER. Danske samtidskunstnere i dialog med reformationen’, hvor Ulrik Møller er en af de 25 danske kunstnere, som har reflekteret over reformationen og dens betydning. I øjeblikket vises den på Ribe Kunstmuseum, og snakken falder på den særegne natur ved og omkring marsken og vadehavet, som Ulrik Møller for nylig har besøgt. Det er tydeligt, at han fascineres af al slags land og natur. Han er da netop også er kendt for at male landskabsbilleder – ofte med motiver fra sin fynske fødeegn.

”Jeg holder meget af landskabet omkring Vester Aaby. Jeg er meget fortrolig med det, og jeg synes, at jeg kan noget bestemt med det, som jeg ikke kan med andre landskaber. Derfor er jeg god til at kommunikere med det,” siger Ulrik Møller og tilføjer resolut: ”Et landskabsmaleri er jo ikke bare et billede fra et skønt sted. Landskabet bærer en betydning – eller man giver det en betydning, fordi der er noget, man gerne vil udsige.”

 

Ulrik Møller. Ved Stranden VI. 2001. 120 × 170 cm. Olie på lærred

 

At kommunikere ved hjælp et landskab
Titlen på Ulrik Møllers soloudstilling på Brandts 13 i Odense er netop også ’Landskabet’. I de hvide udstillingsrum hænger malerier – i stor såvel som mindre skala – som er udført af kunstneren siden midten af 1990erne, hvor hans karriere som autodidakt maler startede. Motiverne er mange, bl.a. kornmarker, færgelejer, jetfly, et stille hav, en hvid måge, en sporvogn, et storslået bjergprospekt og et lottoskilt foran en brugs.

Noget nær halvdelen af værkerne er i privateje: ”Nogle har ikke været udstillet før, andre kunne man kalde for ’klassikere’, fordi de har været udstillet flere gange. Ja, det er jo i grunden ret fantastisk, at ejerne vil udlåne dem endnu en gang.”

På flere værkskilte står der, at de tilhører kunstneren. Ulrik Møller forklarer, at der er tale om værker, som er blevet færdige inden for de seneste år: ”Jeg beholder generelt ikke værker selv. Som udgangspunkt er mine billeder lavet til at kommunikere for sig selv ude i verden.”

Privat har Ulrik Møller også søgt verden. Han har for længst forladt sin fynske hjemstavn. Siden 2001 har han haft fast bopæl i Berlin. Alligevel forbliver landskabet på Sydfyn en vedvarende interesse, og han maler det, som var det en umættelig passion. Førend mine tanker kan udmunde sig i et spørgsmål herom, kommer han mig i forkøbet: ”Nogen ville måske stille mig et spørgsmål, som går på, hvorfor jeg dog står i Berlin og maler et fynsk landskab. Svaret er, at jeg bruger det her landskab – den her by – som mit vokabularium eller matrice. Som noget, jeg kan sige noget med. Og for at kunne behandle det lidt klarere, er jeg nødt til at have det på afstand.” Han gør en pause og trækker på smilebåndet. ”Måske begynder jeg at male Berlin, hvis jeg flytter derfra.”

Det virker umiddelbart meget lidt sandsynligt, for som han selv pointerer, så maler han sjældent storbyen. På udstillingen indgår ’Schönhauser Allee’ (2001), som er et af ganske få billeder, Ulrik Møller har malet i Berlin. ”Det har været vigtigt at få med på udstillingen for helhedens skyld,” forklarer han.

 

Ulrik Møller. Schönhauser Allee. 2001. 120 × 100 cm. Olie på lærred 

 

Dér, hvor alting begynder
Udstillingen er dels retrospektiv, dels rettet mod tiden lige nu og her. Ulrik Møller fortæller, at han har haft lange arbejdsdage det sidste halve år, fordi en del værker skulle gøres færdige. Han fortæller også, at hvert rum har sit fokus for på den måde at skabe et forløb i udstillingen.

”Indgangsbilledet er det store ’Centrumpladsen i Vester Aaby’. Det er et bevidst valg, fordi mange af mine billeder udspringer af den by. Så man kan sige, at billedet er introduktionen til mit oeuvre” fortæller Ulrik Møller og fortsætter: ”Det er også et motiv, som jeg havde planlagt i rigtig lang tid. Og så er der i det både en hilsen til maleren Erik Raadal og til Edvard Hoppers billede ’Early Sunday Morning’.”

I mødet med Ulrik Møllers værker kan ens tanker drages mod andre kunstnere – og han virker bevidst herom. Ulrik Møller har styr på sin kunsthistorie, sine referencer og inspirationskilder samt de hilsner, han giver på sin vej med sin kunst. Slægtsskabet mellem Ulrik Møller og Vilhelm Hammershøi (1864-1916) er derfor også langt fra ny hos mange kunsthistorikere og -kendere, og det skyldes den gensidige stramme billedopbygning, det fotografiske udtryk, valørerne og den begrænsede farveskala, de stillestående motiver, mennesketomheden og den der ubestemmelige stemning. Men der er også forskelle mellem de to malere. Bl.a. fordi Hammershøi ofte malede inden døre, hvor Ulrik Møller tiltrækkes af det udenfor. ”Der er jo stadig tale om rum. Rummet udenfor er nok bare lidt større – og fugtigere,” smiler han.

Vi vender tilbage til ’Centrumpladsen i Vester Aaby’: ”Motivet er er jo umiddelbart ikke så poetisk eller malerisk. Men det kan det nu godt være alligevel – alt efter øjnene, der ser,” siger Ulrik Møller og peger på det første hus til højre i billedet. ”Her arbejdede jeg som smed. Senere uddannede jeg mig til maskiningeniør. Så tog jeg på Holbæk Kunstskole, og dér røg kæden af. Her fandt jeg ud af, at det gav bedst mening for mig at lave billeder. Det var i starten af 1990’erne. Derfor kunne man sige, at udstillingen markerer mit 25-års jubilæum som maler.” Han trækker på smilebåndet. ”Men jeg startede fra et absolut, stort og fedt 0!”

 

Ulrik Møller. Centrumpladsen i Vester Aaby. 2017. 190 × 240 cm. Olie på lærred 

 

Kunsten at navigere
Ulrik Møllers motiver er ofte beslægtede og billedopbygningen er altid nøje gennemtænkt.

”Der er ikke noget, som sker tilfældigt i mit arbejde. Alt har et udgangspunkt og en tanke. I maleriets tilfælde er det altid det gyldne snit. På den måde er alt orkestreret og bygget præcist og meget bevidst op. Man kunne måske sige, at jeg har brug for et system for at kunne navigere.”

Farverne spiller en stor rolle, og de har ændret sig over årene. I de sidste 5-6 år har Ulrik Møller arbejdet efter en ret streng komplementær teknik, hvor han kun bruger fire farver, som han opløser mod hinanden og trækker i den ene eller anden retning. Han kan mærke, når den rette tone er ramt – og her tæller de helt små nuancer og temperaturer.

Det er tydeligt, at teknikken er en drivkraft hos Ulrik Møller: ”Hvis jeg får diagnosticeret en fejl på et billede, så kan jeg være sikker på, at fejlen skyldes en farve, og at den skal rettes på den komplementære del af farvecirklen. Man kan også sige, at hvis en farve ikke er rigtig et givent sted i et af mine malerier, så kan jeg være sikker på, at den skal rettes i sin komplementaritet. Løsningen findes altid i dens modsætning.”

Det formelle skal være på plads, hører jeg ham gentage. Og til mit spørgsmål om, hvad ’en fejl’ betyder, svarer han prompte og energisk: ”Fejl er det, der ikke virker. Og det bunder næsten altid i det tekniske. Derfor skal kompositionen afstemmes eller komme i balance uden at noget irriterer. Motivet skulle gerne give stof til eftertanke. Derfor skal der nødigt være dumme fejl eller andre ting, som forstyrrer øjets tilgang til dét, der er billedets væsen eller indhold,” siger Ulrik Møller og viser mig fotos af nogle af de værker, som indgår i udstillingen. ”Man kunne også kalde det for en stilistisk øvelse: At man arbejder hen imod, at tilgangen til billedets indhold bliver så uproblematisk som muligt. Eller det gør jeg. For jo bedre mit håndværk er, desto mindre problematisk bliver det for beskueren at gå til billedet.”

 

Ulrik Møller. En Route. 2017. 80 min. Digital film med lyd

 

At være på vej
”Da jeg skulle til at forberede udstillingen for halvandet år siden, vidste jeg ikke, at jeg skulle lave en film” fortæller Ulrik Møller, der i de sidste 6-7 år har lavet kortere film – eller ”filmessays”, som hans søster kunsthistorikeren Lotte Møller betegner dem i det katalog, der ledsager udstillingen. I disse såkaldte essays fastholdes de velkendte motiver – f.eks. en færge og et udsnit af et landskab – i lange faste indstillinger og i en rolig, langsom rytme. Denne form følges også i den nye film, som har fået sin urpremiere på Brandts.

”Filmen hedder ’En Route’. På tysk ville man sige ’Unterwegs’. På dansk ’At være på vej’. Det er også dét, filmen handler om – at være på en uendelig rejse,” fortæller Ulrik Møller og forklarer, hvordan filmen blev til: ”Jeg startede mit kamera og kørte ned gennem Europa. Målet var bjergene. Det var den konkrete rejse, der skulle bygge den fortællende rejse op. Dén rejse skulle være rejsen til Sangri-La –  altså rejsen mod visdom og erkendelse. Eller sagt på en anden måde med Goethe: Man rejser jo ikke for at ankomme, men for at rejse.”

Jeg tænker tilbage på min oplevelse af den ca. 80 minutter lange film på det store lærred i det mørke rum til slut i udstillingen. Jeg genkalder mig de klare, hule, rungende såvel som støjende lyde fra bilens motor. Snoede regnvåde veje, lammeskyer på en blå himmel, sydeuropæisk arkitektur og storslåede bjergtinder fremkaldes på min indre nethinde. Det hele var meget sanseligt, og jeg havde en stærk fornemmelse af at være inde i bilen – ja, at være på vej, men uden helt at vide hvorfor eller hvortil. Ligesom Ulrik Møllers billeder lader filmen sig ikke fastlægge til et bestemt tidspunkt på dagen eller en bestemt årstid, og som beskuer sidder man tilbage med et indtryk af bestandighed og tidsløshed.

Ulrik Møller fortæller, at han har været inspireret af Claude Lelouchs kameraføring i kortfilmen ’C’était un rendez-vous’ (1976), som viser otte minutters højhastigheds kørsel gennem Paris en tidlig augustmorgen.

”Hele dynamikken i min film er dét at ’se” og bevæge sig. I det her tilfælde kører man. Jeg tror, at mange kender til følelsen af at sidde bag et rat. Pludselig bliver det til en slags tilstand, hvor mange ting løber gennem hovedet på en og man bevæger sig mellem forskellige tilstande. Man ser, reflekterer og associerer. Og man bevæger sig om hjørne efter hjørne for at se, hvad der sker. I ’En Route’ kommer man til et landskab. Så kører man videre, og så kommer der et nyt landskab. På den måde er filmen en hyldest til mange ting: Til at se, opleve og opdage. Til nysgerrighed og dynamik. Ja dybest set til kunsten” siger Ulrik Møller og gør en pause. ”Man træder ind i et ganske særligt rum, når man bevæger sig sådan.”

 

Ulrik Møller. En Route. 2017. 80 min. Digital film med lyd 

 

Kunsten at stræbe efter det absolutte
Ulrik Møller uddyber, hvordan hans film bygger på idéen om Sangri-La, der blev præsenteret i James Hiltons roman ’Tabte Horisonter’ (1933): ”Vi kender jo nok alle begrebet og ved, at det er et sted, man gerne vil hen – den mytiske dal i Himalaya. Efter sigende et paradis på jord. Men der er samtidig også en uvished om, hvad det helt præcist er for et sted. I min film har jeg brugt begrebet som en slags retningspil for dét, man kunne kalde for en dannelsesrejse. Så når jeg sigter mod bjerget, sigter jeg på rejsen mod visdom og erkendelse. Filmen eller rejsen er opdelt i otte kapitler, hver især en erfaring på rejsen. Hvert kapitel kan ses for sig.”

Ulrik Møller gør en pause og fortsætter i en alvorlig tone: ”Retningen er retningen mod det absolutte, hvilket jo er meget naturligt at stræbe efter. Nogle gør det gennem hele livet. Men det absolutte er og bliver jo et åbent spørgsmål… Hvad er det? Og er det umagen værd at stræbe efter noget, man nok aldrig når?”

Jeg kan ikke dy mig for at spørge om han selv gør sig den bestræbelse. For et øjeblik tager en tavs refleksion over. Herefter svarer Ulrik Møller pragmatisk: ”Som mange andre søger jeg orden i livets forhold. Det er et absolut gode at blive klogere på ting. En af måderne at gøre det på er at se – at bruge øjnene.”

Er Ulrik Møller så hovedpersonen i filmen? Nej, siger han resolut. Ikke mere end hvad han er i sine billeder. Derfor sætter han heller ikke mærkater på, hvad hans billeder er eller hvad de skal. ”På et ret tidligt tidspunkt satte jeg mig for, at mine billedtitler skulle forholde sig til form og ikke indhold. Der findes ikke noget mere patetisk end når kunstneren selv siger, hvad det er for en stemning man skal læse ind i et givent billede. Nogle kunne gøre det, f.eks. Edvard Munch. Hos mig må beskueren selv klare det.”

Mine tanker falder på Ulrik Møllers affolkede landskaber, der synes så tomme. Det er som om, han kan læse mine tanker, idet han hurtigt siger: ”Folk siger jo tit ’Men der er jo ingen mennesker i dine billeder’. Og til det er svaret, at betragteren er til stede. Ham, der ser på billedet. Sådan er det også i filmen. Her er betragteren hovedpersonen.”

 

Ulrik Møller. Færge (Fåborg–Søby). 2009. 30 × 35 cm. Olie på lærred

 

Tilbage til Fyn
”Jeg er enormt glad og stolt over at have udstillingen, bl.a. fordi den er på Fyn. Mange af mine billeder er jo derfra og jeg har indtryk af, at alle dem, jeg kender fra Fyn, har set udstillingen” siger Ulrik Møller og smiler. ”Det er på en måde som ’at vende hjem’.”

Selvom han i vores samtale af og til har brugt tyske gloser, skinner hans sydfynske dialekt tydeligt igennem. Han slår da også vejen forbi Fyn hver måned – fordi han skal besøge sin far og fordi han ikke kan holde sig væk.

”Jeg rejser jo hele tiden. Den ene dag er jeg i Berlin, hvor jeg bor. Så er jeg hjemme på Fyn. Nu er jeg her i København. Resten af tiden er jeg ude i Europa. Måske kan man nemt bevæge sig, når man er forankret i et sted. Det er jeg jo i allerhøjeste grad.”

På udstillingen kan man se flere eksempler, der knytter sig til denne ”stedlige forankring”. Ulrik Møller har bl.a. fundet motiver ved Nakkebølle, Spodsbjerg, Pejrup, Fjellebroen, Svelmø og Vester Aaby. Når vi taler om disse billeder, er det tydeligt, at det er vigtigt for ham at understrege, at der ikke er tale om barndoms- eller erindringsbilleder. Ligeledes sigter han heller ikke mod at komme med visuelle kommentarer til den noget omdiskuterede betegnelse ’Udkantsdanmark’.

”For mig er der ikke tale om Udkantsdanmark. Det er det sted, jeg kommer fra. Det er Fyn – Danmarks have,” siger han og smiler indforstået. ”Men med nutidsrealistiske briller kan jeg da godt se, hvad der foregår.”

 

Ulrik Møller. Havstykke med Sejlbåd (Svelmø). 2016. 190 × 240 cm. Olie på lærred

 

At male er at rejse
Jeg genkalder mit besøg på Brandts. Det var på en varm og solrig sommerdag i juni, hvor Odenses småhektiske puls summede og nærmest fulgte efter mig ind i udstillingsrummene. Ikke desto mindre fandt jeg en ro der – i selskab med Ulrik Møllers værker.

Da jeg fortæller om min udstillingsoplevelse, kan jeg se, at den vækker glæde hos Ulrik Møller, som hurtigt tilføjer: ”Når man er nede i tempo, så kommer man steder hen, som nødvendigvis ikke har med mine billeder at gøre. Tankerne går i en anden retning. Og så har kunsten slået til igen.”

Mange beskriver da også Ulrik Møllers værker som sindbilleder. De er så direkte i deres figurative formsprog – og dog så ubestemmelige i den distance, der lægges til det liv, som knytter sig til de steder, han maler. De er så dragende, levende og smukke – og dog så foruroligende og mystiske, ja næsten gådefulde. ”Det ulmer i det fjerne” kan jeg høre mig selv tænke højt, imens jeg peger på billedet ’Havstykke med sejlbåd’. Det indeholder nogle af de gennemgående træk hos Ulrik Møller; havet og dets rolige overflade, en fortættet tågedis, en markant horisontlinje og et uendeligt himmelrum.

”Når man voksede op i et mere eller mindre afgrænset landskab med et stort himmelrum, kunne man i sine tanker rejse mange steder hen. Verden udfoldede sig også på den anden side af horisonten. Dér gemte der sig en ny verden. På den måde – og selvom man voksede op i Vester Aaaby - kunne tankerne gå på langfart. Det kan de stadigvæk.” Han gør en kort pause. ”Man tror måske, at alt starter og ender i landskabet fra Vester Aaby. I virkeligheden er det bare et middel til målet – til at komme videre. Til at være undervejs.”

Udstillingen ’Ulrik Møller. Landskabet’ kan ses på Brandts 13 frem til d. 27. august 2017.

 

Profil: Portræt af Ulrik Møller. Fotograf Jan Windszus.