Interview med Kirsten Schauser.

Kirsten Schauser er i øjeblikket udstillingsaktuel med udstillingen ’Eidola’. Forud for udstillingen mødte Magasinet Kunst hende til en snak om figuration og abstraktion, om fotografiske forlæg og om at opnå en frihed ved at lege med menneskets anatomi.

​30.09.2017
Af Anette Lindbøg Karlsen

Jeg mødes med Kirsten Schauser en lun formiddag på hendes atelier i Valby. Arbejdsrummet er stort og lyst. På væggen hænger et stort maleri, som blev færdigt for blot et par dage siden. Det er et af de i alt seks malerier, som i øjeblikket vises i Cobra-rummet ved Sophienholm.

”Jeg arbejder altid serielt og de udstillede værker er en del af serien ’Eidola’, som jeg har arbejdet på siden 2016, og som indtil videre består af i alt 15 værker,” siger Schauser og fortæller, at de fleste af værkerne til udstillingen er helt nye, og at nogle af dem er skabt med Cobra-rummet for øje, bl.a. maleriet på væggen. Det måler 100 x 200 cm. Det store format skræmmer dog ikke Schauser, der har arbejdet med værker i stor skala mange gange før.

”Nogle gange står jeg på et bord og maler. Andre gange står jeg på gulvet eller sidder ned. Det er en del af processen,” siger hun og smiler.

Kirsten Schauser. Eidola, 14. 2017. Olie på lærred. 100 x 200 cm.

At male på et lærred
Det lå ikke i kortene, at Schauser skulle blive billedkunstner. Hun har læst på Københavns Universitet og har en naturvidenskabelig baggrund som dyrlæge og ph.d. Men i 2008 opsøgte hun kunstskoler i København, hvor hun fik undervisning frem til 2012. Helt fra begyndelsen fandt Schauser interesse for maleriet, som hun søgte at eksperimentere med ved bl.a. at arbejde med 3D og inddrage installatoriske greb. I de seneste år har hun helliget sig maleriet i dets ’rene form’.

”Jeg kom til et punkt, hvor jeg ville udfordre mig selv ved at begrænse mig til at arbejde med ét medie. Derfor vendte jeg tilbage til noget, som jeg i sin tid synes var meget gammeldags,” siger hun og smiler. ”Jeg skulle jo ’bare’ male på et lærred.”

Til at begynde med arbejdede Schauser med akryl. Sidenhen har hun koncentreret sig om oliefarve, hvis tekstur og muligheder for bevægelse, hun så helt nye muligheder i. I de sidste ca. tre år har hun gjort brug af en vådt-i-vådt teknik, som man bl.a. kender fra Gerhard Richter.

”Jeg er forelsket i den teknik! Blandt andet fordi processen er hurtig og fordi jeg kan arbejde farverne på lærredet sammen på forunderligste vis,” siger Schauser og forklarer: ”Hvis teknikken skal være fuldstændig perfekt har jeg kun nogle timer at male i. Og man kan tydeligt se på penselstrøgene, om man har forbrudt sig mod teknikken. Det gjorde jeg i begyndelsen, fordi jeg ikke kunne gøre mine værker færdige på én dag. Nogle gange arbejdede jeg på dem i en uge eller længere. Det har jeg prøvet at rette op på, selvom jeg stadig ikke kan lade være med at gå tilbage.”

Schauser fortæller, at hun typisk maler sine billeder over flere dage. Selvom teknikken er vigtig og helt essentiel ser hun ingen anden udvej end at lade den være underordnet en kunstnerisk frihed eller en personlig måde at arbejde på, hvilken hun værdsætter højt. Derfor kan det være områder på lærredet, som bryder med helheden, f.eks. ved at stå umalede eller ved at have samlet sig en smule i små klumper. Schauser understreger, at der ligger en vilje bag hendes måde at arbejde på.

”Man kan sige, at jeg har taget et bevidst valg om at forbryde mig mod teknikken,” siger hun og gør en pause. ”For mig er det vigtigt, at billederne kommer derhen, hvor jeg gerne vil have, at de skal være."


Kirsten Schauser. Proces.

 

Fotografiske referencer
Schausers malerier har stærk reference til fotografiet, idet hun maler direkte efter fotografier – praktisk talt. Hun arbejder foran en projektør, der projicerer et billede op på et lærred, som hun så maler efter. Fotografierne har hun enten selv taget eller fundet.

Inspirationen til Eidola-serien kom en dag, hvor hun tilfældigvis bladrede i en bog med erotiske sort/hvide fotografier. Bogen ligger på bordet, hvor vi sidder. Hun slår op på en side med et fotografi, som forestiller en nøgen kvinde og en mand i en øm omfavnelse under vand.

”Jeg har taget et lille udsnit her - af øret”, siger hun og peger på fotografiet. Derefter rejser hun sig og går hen til maleriet på væggen. Hun forklarer, at hun har foretaget et close-up af lige præcis dét udsnit af fotografiet, så det nu fylder hele lærredet.

”Der er ingen, der umiddelbart kan se det, men jeg ved, at der er en person gemt inde i motivet. Jeg ved, at der er noget konkret – en figuration, et menneske – som er blevet opløst.”

Således forholder det sig med alle værkerne i Eidola-serien. Her er tale om klare figurative fotografiske forlæg, hvis felter, konturer og farver har ladet sig opløse i Schausers forsøg på at belyse forbindelsen mellem virkelighed og illusion, mellem figuration og abstraktion.  

”Jeg synes, det er enormt interessant at gå tæt på. Så tæt på, at det nærmest bliver abstrakt. Altså lige dér, hvor man opretholder det figurative samtidig med, at man begiver sig ind i et univers, hvor man ikke ved, hvad man har med at gøre.” Hun gør en kort pause. ”Man kan sige, at det er som at stå og kigge i et mikroskop og dernæst forsøge at blæse det op, man har set.”

Kirsten Schauser. Eidola, 2. 2017. Olie på lærred. 100 x 200 cm.

Til det abstrakte knytter der sig også en fortælling om kunstneren, der søger en frihed i sit kunstneriske udtryk såvel som i sit motiv.

”Som kunstner kan jeg hurtigt blive låst fast – særligt, hvis jeg har et konkret motiv som f.eks. menneskekroppen. Min naturvidenskabelige baggrund gør, at jeg ved, hvordan en krop ser ud, anatomisk set. Derfor har jeg svært ved at male løs, fordi det ligger helt naturligt for mig at skildre en arm korrekt anatomeret. Hvis jeg derimod lukker øjnene eller maler efter fantasien, ja så bliver det næsten naivistisk,” siger Schauser og ræsonnerer: ”Jeg har haft brug for abstraktionen – eller friheden... Friheden til at løsrive mig fra motivet.”

Denne form for frihed skaber plads til eftertænksomhed, både hos kunstneren i den kreative proces såvel som hos beskueren, der foran lærredet kan lade sig invitere ind i et helt særligt univers, hvis sanselige kvaliteter skaber rum at fortabe sig i.

Fortrolig med det nære
”Jeg er fascineret af de små nuancer, der opstår i sort/hvid,” siger Schauser og fortæller, at hun i de sidste mange år har arbejdet med en dæmpet tonalitet og farveholdning: ”Jeg tror, det skyldes, at jeg har arbejdet en del ud fra gamle film i sort/hvid.”

Før hun påbegyndte Eidola-serien malede Schauser billeder af film stills, bl.a. Alain Resnais ’Hiroshima mon amour’ (1959). Det, der fascinerede hende hér, var det sort/hvide (film)univers og den måde, som Resnais arbejdede med at skabe en særlig form for intimitet eller et tæt, kropsligt bånd mellem sine karakterer.

Tilbage i 2016 medvirkede Schauser i vandreudstillingen ’En samtale med Vilhelm’, hvor hun sammen med fire andre kunstnere søgte at gå i dialog med Vilhelm Hammershøi i anledningen af 100 året for hans død. Her var det oplagt for hende at se nærmere på Carl Th. Dreyer, hvis lavmælte billedunivers har klare referencer til Hammershøi.

”Jeg havde svært ved at få fat på Hammershøi via Dreyer,” mindes Schauser. ”Det fungerede ikke for mig at male døre eller vinduer. Og jeg ville ikke skabe klichéer ved at male silhuetter eller nok så velkendte rygvendte kvinder. Dog vidste jeg, at jeg måtte finde tilbage til mennesket. Derfor søgte jeg mod ’det nære’ og på den måde har jeg fået skabt et univers, hvor jeg på forskellig vis kan kredse om vores forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske.”

Kirsten Schauser. Eidola, 3. 2017. Olie på lærred. 100 x 200 cm.

At fange det uudsigelige
Alle udstillingens værker har titlen ’Eidola’, ligeledes udstillingen. Schauser fortæller, at begrebet kommer fra græsk, og at der knytter sig en dobbelttydighed til det.

”’Eidola’ knytter sig både til ’idéen’ og til ’atomet’. I overført betydning kan man sige, at det forener naturvidenskab og kunst, fordi det lader sig knytte til ’refleksioner’ og til ’billeder’ – eller sagt på en anden måde, til noget man ser, som så alligevel ikke er der.”

Når man ser udstillingens værker på afstand kan de fremstå som nøje afmålt i en sort/hvid farveholdning. Men tæt på kan man se de mange nuancer, der ulmer i hvert farvefelt. På den måde viser Schauser, at hun er optaget af maleriets muligheder og grænser. Men hun søger ikke kun at udfordre sit publikums perceptionsevne eller stille spørgsmålstegn ved, hvordan og hvorvidt kunst kan anskues som en repræsentation af virkeligheden. Det handler også om lege med følelsen af at fange det uudsigelige.

”Mange har fornemmet en sanselighed i mødet med mine værker. Erotik har jo også i allerhøjeste grad en sanselighed! Andre har sagt, at malerierne nærmest driver, men uden at kunne forklare helt præcist hvorfor,” siger Schauser og smiler. ”Vi har jo alle hver vores måde at se på og gå til kunsten på. Og at beskrive den på. Om man fornemmer det erotiske i mine værker afhænger nok af, hvor åben man er – hvordan man tolker tingene.” Hun gør en kort pause og ser op på sit maleri. ”Man vil altid kunne spore tilbage til bogen, hvor jeg fandt inspirationen. Men når alt kommer til alt er det er jo op til den enkelte at se på værkerne.”

Tilbage til København
”Det betyder meget at få lov til at udstille på Sophienholm. Og så er det skønt, at det er tæt på København. Jeg har i den seneste tid haft udstillinger langt fra byen og i udlandet – også med værker fra Eidola-serien. Måske derfor glæder jeg mig det mere til at vise mine værker, ikke kun til publikum, men også til mine venner og kolleger, der hurtigt og nemt kan kigge forbi.”

Schauser fortæller, at hun har gjort sig mange tanker om udstillingen, særligt om udstillingsrummet, som for hende at se er noget helt særligt.

”Rummet er jo gammelt, og man kan sige, at det er et historisk ladet rum på grund af det mørke Cobra-loft og den store glasmosaik på endevæggen, der på hver sin måde har mange historier knyttet til sig,” siger hun og understreger, at hun har valgt at se bort fra disse historier: ”Jeg kunne have valgt at gå i dialog med rummet og værkerne. I stedet kommer jeg som den kunstner, jeg er. Det er samtidskunsten og nuet, der er i fokus.”

Kirsten Schauser.  Eidola. Cobra-rummet, Sophienholm. 27. september – 8. oktober 2017