Troels Lybecker & Christian Finne i Nikolaj Kunsthal, frem til 8. februar 2018

Den københavnske bohemes svanesang

12.01.18
Anmeldelse af Frederik Westergaard

I Nikolaj Kunsthal kan man opleve et København, som næsten ikke eksisterer mere. Troels Lybecker og Christian Finne har lavet en todelt udstilling om Minefeltets sidste kunstnerværtshuse, brogede karaktergalleri og beruselsens lokkende magt.

Kunstnerværtshusets talte dage

Minefeltet er ikke et område af Københavns Indre By jeg har frekventeret på mine utallige værtshusbesøg igennem tiden. Området omkring Nikolaj Plads har for mig altid været et sted, som man skulle skynde sig at cykle igennem, hvis man ville undgå horder af fulde forstadsgymnasielever på vej til Gothersgade, mænd fra Vestegnen med tætklippede frisurer på vej fra Kgs. Nytorv til Angels Club eller festivrige turister, som har taget en afstikker fra Strøget i deres jagt på The Dubliner.

At jeg i min hovmodsignorance fuldstændig havde undgået den del af byen skyldes en generel konsensus om, at Indre By er et sted man kun opholder sig efter mørkets frembrud hvis der ikke er nogen anden vej udenom. Der eksisterer det ægte København simpelthen ikke mere.

Det er Nørrebro der trækker, Vesterbro er for længst fortabt, hvis man vil opleve det ægte København – det gamle København. Det København hvor der stadig sidder gamle fulde mænd og kvinder, originaler og bohemer, der ryger og drikker deres sorger væk sammen med bodegamutter, alt imens byen forandrer sig udenfor. Her koster øllet næsten hvad det bør koste, og alt er som for halvtreds år siden, og sådan skal det være. Det er den stemning man kommer for, og hvis den Københavnske bodegakultur går tabt, så er København ikke København længere.

Troels Lybecker, Kunsten i Minefeltet, 2017. Foto: Nikolaj Kunsthal 

Værtshuset som kunstnerisk præmis

Derfor er Nikolaj Kunsthals udstilling Kunsten i Minefeltet ikke kun et herligt indblik i fordums tids bohemers bodegakultur omkring Nikolaj Plads, det er også et nostalgisk testamente over noget, som næsten ikke eksisterer mere. Efter at Københavns brokvarterer er blevet mere eller mindre gentrificeret til ukendelighed har behovet for, at bevare de gamle brune værtshuse aldrig været større. Hvis det klassiske brune værtshus føles truet, så må bohemernes legepladser i indre by allerede ligge med hovedet på blokken.

Inden bødlen lader sin økse falde har man muligheden for stadigvæk, at opleve det ægte københavnske boheme- og kunstnerværtshusliv i Minefeltet på beværtninger som Café Nick, Toga Vinstue, Hviids Vinstue, Skindbuksen og Slotskælderen hos Gitte Kik, hvor de to sidstnævnte steder i øvrigt stadig serverer klassisk smørrebrød til frokost. Disse værtshuse er omdrejningspunktet for udstillingens todelte indhold, som er lavet af hhv. Troels Lybecker og Christian Finne.

Minefeltets Toulouse Lautrec

Selve præmissen for udstillingen er simpel; Nikolaj Kunsthal ønsker, at undersøge hvilken rolle ovennævnte værtshuse har spillet i den københavnske kunstverden. Hvad bruger kunstnerne værtshusene til? Inspirationskilde, uformelt galleri eller noget helt tredje? Troels Lybecker har igennem 1970’erne og 80’erne brugt disse kunstnervenlige værtshuse i Minefeltet som sit atelier.

Her har han, som en anden Toulouse Lautrec, siddet med sin skitseblok og udødeliggjort værtshusenes farverige klientel, og stemning med sin blyantstreg. Det er der kommet nogle særdeles intime og personlige portrætter ud af. Hvis man har frekventeret nogle af Københavns brune værtshuse mere en bare én gang, så vil man let kunne genkende det klientel som Lybecker har portrætteret, også selvom at man ikke har sidder på Café Nick i 70’erne. Vi møder et utal af farverige karakterer som bl. a. Hæ Hæ, den tandløse mand, som altid venligt hilste på værtshusets gæster med sit særprægede grin.

Vi kommer med hen til Champagne Svends bord med fortællingen om, at han altid købte champagne til sine venner. Vi møder også en kvinde ved navn Tirsdagsveninden fra Malmø, som fremstår med en langt mere præcis og umage streg end nogle af udstillingens portrætter af anonyme stamgæster, hvilket er symptomatisk for Lybeckers tegninger.

Man mærker hvilke mennesker han har haft et personligt forhold til, da de får en venlig lille bemærkning med på tegningen, eller også er de fremstillet langt mere detaljeret og omhyggeligt end de øvrige anonyme portrætter. Det gør ikke de anonyme portrætter dårlige, men viser hvordan vi har det med vores stamværtshuse hvor man jo ikke er lige gode venner med alle.

Troels Lybecker, Kunsten i Minefeltet, 2017. Foto: Nikolaj Kunsthal 

Portrætter af de levende døde

Lybecker tegner for at fortælle en historie, men uden at afsløre hvilken. Portrætterne taler for sig selv, og igennem hans præcise streg, med sans for det enkelte ansigts unikke træk, formår han at ramme den enkelte værtshusgæsts så de fremstår levende. Man kender nærmest deres livshistorie ud fra deres portræt inden at man har hørt den, for man kender de mennesker Lybecker tegner.

De sidder stadig på de værtshuse, og andre værtshuse rundt omkring i København, de er bare blevet skiftet ud med nogle andre, som er gjort af samme stykke. De ryger stadigvæk, sidder med et melankolsk blik og nyder en dram og man er sikker på at hvis man gav sig til at tale med dem, så ville man få et sammensurium af fantastiske fortæller, som nok har fået lidt ekstra schwung med tiden.

På den måde fremstår Lybeckers portrætter, som et troværdigt, præcist og tidløst billede af klientellet på Minefeltets kunstnerværtshuse. Lybecker maler ikke kun kunsterne, bohemerne eller originalerne. Nej, han tegner også personer som Ravnen, som endte med at hænge sig i sin opgang tæt på Café Nick.

Han tegner personer som Joskva, en løsladt morder af grønlandsk oprindelse, som også frekventerede caféen. Vi får med andre ord et indblik i et særpræget miljø, som er ved at være dødt i den del af København. Et broget miljø med et utal af farverige originaler, som har været med til at skabe en særlig stemning hvor kunstnere, som Lybecker har kunne sidde og tegne, og føre sig frem. På den måde fungerer udstillingens præmis rigtig godt.

Nostalgi i Minefeltet

Hvis man læser historiker Allan Mylius Thomsens, til lejligheden forfattede guide til Minefeltets historie, Bohemernes Minefelt vil man hurtigt erfare, at Minefeltet har en lang og broget historie bag sig. Området er gået fra, at være sømændenes tilflugtssted, hvor udbuddene af løse kvinder og beværtninger har været i overflod, til at være et pænt og mildest talt kedeligt område i hjertet af København. Kun få værtshuse har overlevet klager fra middelklassens magelighed, advokatkontorernes krav på lækre adresser og konformitetens krav på stringens.

Her er slinger i valsen, udskejelser og en mere ’fanden i voldsk’ – livsstil bestemt ikke velset. Hvis man går igennem de gader, hvis balstyriske og spændende historie Thomsen levende beskriver bliver man skuffet. Man kan slet ikke forestille sig, at Lybeckers portrætter stammer herfra, for i dag ville de slet ikke passe ind. Intet er som det var engang, dengang kvarteret var et farligt minefelt af fristelser.

Troels Lybecker, Kunsten i Minefeltet, 2017. Foto: Nikolaj Kunsthal

De billige lejligheder hvor kunsterne og excentrikerne har holdt til er for længst borte. Gaderne er tomme, lejlighederne står som spøgelsesmonoliter og bekræfter blot ens fordomme om, at København ikke længere er en broget by, som er sat sammen af repræsentanter fra alle samfundslag. Thomsens tekst giver udstillingen et melankolsk og nostalgisk skær, som udstillingen er fint tjent med.

Udstillingen er et testamente over de mennesker, miljøer og den særlige kunstnerlivsstil, som bliver sværere og sværere at finde i nutidens København. Det skyldes at København i højere grad forlanger yderligere konformitet og pænhed med ligegyldighed som yderste konsekvens. Heldigvis eksisterer en håndfuld af de gamle værtshuse stadigvæk, og Lybeckers tegninger pryder stadig væggene på beværtningerne. Det er stadig muligt, at sidde på Toga eller Café Nick og drikke en øl mens man fornemmer Minefeltets særlige miljø.

Christian Finne, Mindfield Mayfield, 2017. Foto: Nikolaj Kunsthal

Psykedelisk TV-kok

Her bliver udstillingens del to, Mindfield Mayfield, relevant. Christian Finne har sat sig for, at undersøge hvordan værtshuset kan fungere, som et bevidsthedsudvidende rum efter at beruselsen er indtruffet. Finne har indtaget Nikolaj Kunsthals Tårngalleri, og her har han lavet tolv forskellige videoer. Her indtager han rollen, som en art psykedelisk shaman af en TV-kok der brygger en kop grumset te, som er lavet på det hallucinogene stof Chimora.

Dette stof er udvundet af San Pedro-kaktussen, som indgår aktivt i udstillingen. I tårnværelset har Finne indrettet et rundt bord fyldt til randen af TV-monitorer, kogeplader, arkitektlamper og San Pedro-kaktusser. Det runde bord, kogepladerne, gryden og lamperne er at finde i de videoer som kører i rundgang i udstillingen.

Det er altså Finnes egne møbler og rekvisitter fra hans atelier, som indgår, og når man kan genkende dem i videoerne får man følelsen af, at han har ville give Minefeltets sindstilstand et personligt præg. Derudover spiller udstillingen kraftigt på Nikolaj Kirkes sakrale rum i og med, at Finne har arrangeret sine psykedeliske tegninger og artefakter minutiøst skødesløst i tårnværelsets hjørner i et nærmest alterlignende udtryk.

Man fornemmer at bevidsthedsudvidelse er noget, som Finne vil have skal tilbedes. Videoudstillingens film følger altså Finne, i et stærkt psykedelisk udtryk hvor der ikke bliver holdt tilbage på indtryk, syrede effekter og farver. Han skærer kaktussen op, tilbereder den og hælder dens ekstrakt op i et glas. Igennem tilberedningen ser det ikke ligefrem appetitligt ud.

Christian Finne, Mindfield Mayfield, 2017. Foto: Nikolaj Kunsthal

Chimora galt i halsen

At dømme ud fra Finnes reaktion da han tager første tår så smager teen ikke videre pragtfuld. Igennem flere minutter følger vi Finnes kamp for, at få drukket teen op. Han bliver påvirket, og så tager det fart. Han får det simpelthen kvalmende dårligt, og mens han sikkert oplever universets skjulte hemmeligheder, observerer vi ham mens han karter rundt i ubehag. Han hoster, spytter og bryder sammen. Det er ikke videre behageligt, at være vidne til, og efter fem minutters film, hvor man ser en mand der er splittet til atomer af dårligdom får man simpelthen nok.

Mindfield Mayfield virker ikke, som et inkluderende projekt hvor man tænker på hvad et værtshus kan gøre for ens sindstilstand, men snare som en undskyldning for at Finne kunne lukrere på sin store passion; psykedeliske stoffer. Han ønsker, at skubbe grænsen for hvad der er socialt acceptabelt, kan man læse, og det gør han da også. Måske reagerer jeg på hans udstilling, som overboen til Café Nick gjorde, da han ville have værtshuset lukket.

Ikke desto mindre har jeg svært ved at fornemme udstillingens hensigt, om at undersøge hvordan vi forestiller os at beruselse kan påvirke sindet. Dømt på Finnes sammenbrud, som han afslutter med et ”hold kæft, jeg kan ikke mere”, så kan jeg da godt kæde det sammen med nogle af de sutter der sidder nede på værtshuset, men det er ikke den oplevelse jeg forbinder med de excentriske bohemeværtshuse.

Christian Finne, Mindfield Mayfield, 2017. Foto: Nikolaj Kunsthal

Værtshusets magi

På mit eget stamværtshus på Frederiksberg, som er gjort af det man kalder for blød bohemestemning, har beruselsen altid været styrkende, forfriskende og inkluderende. Ikke kun for mig, men også for gæsterne. Det er den stemning jeg fornemmer ved Lybeckers tegninger.

Her er beruselsen både nødvendig og tiltrængt, men den er også sjov, vedkommende og i stand til at skabe noget, som er større end den grå hverdag vi alle sammen går i. Derfor er man villig til at gå igennem minefeltet. Selv hvis man skulle træde på en mine, ville det være det hele værd, og den følelse mærker man i Lybeckers streg. Den fornemmelse får jeg ikke hos Finne. Her bliver beruselsen en grim ting hvor forventningens glæde er den største, for at han glæder sig til det trip han skal på, forstås det.

Hvis den sanselige rus skal indtræffes i Finnes værk, så mærkede jeg den desværre ikke. For det er netop den følelse man gerne vil have ud af et besøg på et godt kunstnerværtshus, og derfor længtes jeg mere efter en god bytur, end at jeg kunne fordybe mig i Finnes projekt. Det er ærgerligt, for jeg ville gerne have set den følelse illustreret. Når man først har haft den følelse på et værtshus er der næsten ikke noget bedre i denne verden, hvilket man også kan se i øjnene på Lybeckers portrætter.

Christian Finne, Mindfield Mayfield, 2017. Foto: Nikolaj Kunsthal

Hvis man gerne vil have det optimale ud af udstillingen vil jeg anbefale, at man d. 8 februar melder sig til historiker Allan Mylius Thomsens guidede tur rundt i Minefeltet. Her vil man få en rundvisning i udstillingen, samt en yderst relevant tur rundt i Minefeltet hvor Thomsens historier og viden uden tvivl vil løfte Lybeckers tegninger op på et niveau, hvor man føler at man har fået et unikt indblik i et kunstnermiljø, som næsten ikke eksisterer mere. Skynd dig, inden bødlen lader sin økse falde over Københavns sidste bohemer.   

Fakta: Udstillingen går frem til d. 11 februar 2018. Udstillingen er todelt, og Guidet tur med historiker Allan Mylius Thomsen finder sted d. 8 februar og koster 100 kr. for voksne og 75 kr. studerende og pensionister. Billetten inkluderer indgang til Nikolaj Kunsthal. Billetter og info her.