Indkøbskurven er tom.
Det nordiske blik
Udstillinger & Omtaler

Bo Bjerggaard har inviteret fem nordiske kunstnere. Vi var med til ferniseringen.

Det nordiske blik

Anmeldelse af Louise R. Christensen.

31. januar 2018.

Hvad det vil sige at være nordisk? Det giver fem nordisk fødte kunstnere et bud på hos Bo Bjerggaard.

Grupper af mennesker står i rummene hos Bo Bjerggaard til ferniseringen af Nordic Views i København, flere af de nordiske sprog høres. Det er hyggeligt og bekræfter sammenhængen mellem de nordiske lande. Vi taler samme sprog eller så godt som.

Foto venligst udlånt af Galleri Bo Bjerggaard

Det første rum med udsigt ud over Kødbyen i København skaber faktisk mere en følelse af at være på et nationalmuseum i et pænt kvarter end her, i det gamle arbejderkvarter.

Den danske kunstner Nina Beier har skabt ornamenterede skulpturer der står opstillet i glasmontre rundt om i rummet. De viser historien om en krigers beskyttelse, på hest og med våben. Betydningen er svævende, da der ikke er tid, sted eller navne tilknyttet, som på et officielt museum.

Nina Beier vil med sine værker sætte fokus på materialet og værdien heraf, for eksempel med vægt på struktur og stoflighed.

Foto venligst udlånt af Galleri Bo Bjerggaard

I det næste rum sættes der også fokus på materialet. Den norske kunstner Dag Erik Elgin giver os teknisk information i modernismens formsprog.

Der hænger seks lærreder på væggen og de er i to nuancer - den ene er ugrundet og den anden malet med oliemaling. Den engelske tekst informerer os om pigmenter og bindemidler ved hjælp af måleenhederne gram og liter. Et enkelt kanvas fortæller os, at 65 clips holder lærredet fast på rammen.

Alle seks lærreder er ens i størrelse med teknisk information. Alle med et engelsk ord skrevet i øverste del af maleriet. Ordene er engelske begreber brugt gennem århundreder til beskrivelse af billedkunsten. Malerierne har et stærkt grafisk udtryk.

Den tekniske information i billederne har direkte referencer i komposition og dimensioner til Narcissus af den italienske kunstner Michelangelo Merisi da Caravaggio (1597-1599).

Ifølge mange kunstnere var det Narcissus der opfandt maleriet, hvor kunstneren refererer til eget virke. Kunstnere udtrykker sig ud fra egen viden, egne oplevelser og observationer.

Dag Erik Elgin bruger de tekniske specifikationer på sine kanvas til at gøre værkerne personlige. Selv uden et malet motiv, refererer han til kunsthistoriske værker.

Foto venligst udlånt af Galleri Bo Bjerggaard

I det tredje rum vises fotografiske værker af Annika von Hauswolff fra Sverige. Her finder man en dokumentarlignende serie med titlen: What My Mother Taught Me. Disse fire billeder viser et minde fra kunstnerens barndom, hvor hendes mor viste hende forskellige fingerlege.

Kunstneren har sat den menneskelige kontakt i fokus. Fire fotos viser hænder, der giver sig selv et legende håndtryk, fire andre viser en person med åben mund og et modelfly i hånden, derudover et foto af to telefoner af ældre dato.

Fotoserien leder tankerne hen på forsoning, på fred mennesker imellem. Hvilke minder tager vi med hjemmefra?

Foto venligst udlånt af Galleri Bo Bjerggaard

Den finske kunstner Kaarina Kaikkonen viser i det næste rum værker af genbrugstekstiler. Hun bruger ofte genbrugstøj i sine kæmpe konstellationer. Galleriet udstiller værker i mindre skala, som passer perfekt til stedet.

Der er stærke konnotationer til det feminine, hvor de feminine former kan ses som et symbol på moder jord. Ideen om, at genbrug hjælper med at beskytte moder jord.

Foto venligst udlånt af Galleri Bo Bjerggaard

I galleriets sidste rum vises værker af den islandske kunstner Ragnar Kjartansson, som ofte laver performance.

I 2016 tilbragte han to uger på Vestbredden i de israelske besættelser, hvor han skabte serien: Architecture and Morality. Serien skildrer hverdagens arkitektur uden mennesker i et af verdens politiske brændpunkter. Her lever mange mennesker med en brutal hverdag, som vi slet ikke kender til i norden.

Turen rundt på galleriet, har åbnet mine øjne for, hvor mange forskellige retninger og medier, man ser hos de nordiske kunstnere. Umiddelbart ser jeg ikke et særligt nordisk blik eller en fællesnævner, men det har været spændende at gå på opdagelse i de forskellige udtryk disse kunstnere repræsenterer.

Se mere på Galleri Bo Bjerggaard. Udstillingen varer til 10. marts 2018.

Ekstra info
Maria Kjær Themsen, kunstkritiker på Weekendavisen har skrevet en interessant tekst til Bo Bjerggaard Galleri i forbindelse med udstillingen Nordic Views. Læs den på side 2-4 i kataloget og sæt tankerne i gang.

Hun er også forfatter til bøgerne: John Kørner/Maleri i 2016 og Turbulens – om dansk kunst i det nye årtusinde, som udkommer her i 2018.

 

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig