Den danske kunstner Mette Ingvartsen, tager publikum igennem pornoens verden.

Anmeldelse af Frederik Westergaard 

13/02/18

Det vi alle ved, men ingen snakker om

Fokus på konsensus når det gælder sex og nøgenhed har aldrig været mere relevant end det er i dag. Alle ser porno, men ingen vil indrømme det, siger man. ’Tænk på en pornokategori, og den findes’, siger man også. Pornoen har siden dens frigivelse i Danmark, som verdens første land, i 1969 været en integreret del af det såkaldte ’danske frisind’. Pornografi er normalt, og gennemsyrer mange aspekter af vores tilværelse.

Perversion igennem historien – set fra mandens synspunkt

I Mette Ingvartsens ’21 Pornographies’ er fortællingen om porno fortalt igennem en mands synspunkt. Dette er vigtigt at slå fast fordi forestillingens tematik i høj grad kræser sig om hvordan den maskuline tankegang i pornokulturen opererer. Ingvartsens fokus går fra Marquis de Sade, sadismens litterære oldefar som bl. a. skrev 120 Dage i Sodoma, til 70’ernes glade porno-velmarksdage og slutter af med krigs-, tortur- og nyhedsporno. 

Mette Ingvartsen. Foto: Johan Poezevara & Fabien Sylvester

Realismen i den urealistiske pornografi

Ingvartsen er en intellektuel, veluddannet, erfaringsrig danser og koreograf. Ingvartsens intellekt kan i den grad mærkes på stykket. Der er virkelig lagt tanke bag. Det er akademisk, litterært, morsomt, grænseoverskridende og ikke mindst vanvittig kraftfuldt udført, på en måde så alle kan være med. Ingvartsen har udover de Sade, ladet sig inspirere af forfatter og akademisk litterat Susan Sontag, og hendes tanker om porno.

Sontag mente at pornografi i store træk blot var komedie og parodi. Pornografien udvider vores erfaringer med overdrivelser og tabuer. Den er urealistisk og parodisk fordi den, igennem konstante gentagelser, aldrig oplever konsekvens eller nogle former for afgørelse. Ingvartsen sammenligner også pornografien med slapstickkomedie. Tag f. eks. scenen i Quentin Tarentinos ’Kill Bill’ hvor Uma Thurman enehændigt dekapitere og lemlæster omkring hundrede samuraier, uden at det påvirker Uma Thurmans karakter det mindste. Det er bare sjov og spas, netop fordi det er urealistisk. Det samme gælder porno.

Mesterlig fortælleevne og kropskontrol

Ingvartsens performance, eller forestilling om man vil, starter med at lyset bliver dæmpet. Ingvartsen er helt alene igennem forestillingen, og scenen er spartansk indrettet med lysstofrør. Hun sætter mesterligt scenen for første del med en beskrivelse, som er rig på adjektiver og detaljer.

Publikum bliver bedt om at forestille sig en landejendom. Fordi Ingvartsen ikke opholder sig på scenen endnu, bliver de billeder hun maler meget klare og tydelige. Da fortællingen når til et punkt, hvor en ung pige bliver præsenteret for en gruppe sexgale ældre mænd, rejser Ingvartsen sig op fra et sæde blandt publikum, og gør entré på scenen som den unge pige.

Ingvartsens agerer selv fortælleren igennem hele forestillingen, og springer mellem en førstepersonsfortæller og en tredjepersonsfortæller. Det fungerer rigtig godt, da hun er god til at bruge de skift til at skabe en endnu stærkere fortælling. Oppe fra scenen dikterer hun nydeligt, og fejlfrit sin fortælling i tre akter.

Hendes krop bevæger sig kontrolleret rundt på scenen. I takt med at hun koreograferer fortællingen mens den udfolder sig. F. eks. da den unge pige skal vises frem for mændene bliver hun bedt om at vise sin bagdel, hvilket Ingvartsen gør. Netop den måde, at fortælle historien på vedholder Ingvartsen igennem hele forestillingen. Det fungerer fordi hun er så dygtig som hun er, og fordi hun formår at udnytte sprogets rige vokabularium til fulde, samtidig med hendes utrolige evne til at bevæge sig og danse. Hendes talemåde er mekanisk indlevende og jargonen passer perfekt til den verden, som hun forsøger at gengive.

Scenen fra '21 Pornographies'. Foto: Marc Domage

Afføring og chokolade

I stykkets første del bliver vi udsat for sadismen og fetichismen. På landejendommen udspiller der sig en aristokratisk sexleg, som minder om en absurd blanding mellem filmene Caligula og Eyes Wide Shot. Ingvartsen flår skjorten af sig selv, og danser som pigerne i sexlegen. Hun bliver udsat for at skulle spise afføring, hvilket Ingvartsen mimerer ved at stikke hele hånden ind i munden. Det er grænseoverskridende, og effektivt at være vidne til. Vi er kun lige begyndt. Den grænse skulle Ingvartsen vise sig, at overskride mange gange men aldrig så det blev vulgært.

Derefter bliver afføringen udskiftet med chokolade. Ingvartsen går ud til publikum, og sætter sig på en ældre herres skød og fortæller publikum at der ligger et stykke chokolade under vores stol, og at vi skal spise den. Vi skal blive en aktiv del i hendes fortælling, fordi det er fortælling om os alle sammen. Man spiser chokoladen, eller afføringen alt efter hvor tydeligt man vil tolke på symbolikken. Derefter udspiller der sig en scene hvor den unge pige får hældt litervis af chokolade over sig. Smagen af chokolade, som stadig sidder i munden, smager pludseligt helt anderledes.

Performance i evakostume

Nu er Ingvartsen splitter nøgen, og det forbliver hun resten af hendes forestilling. I starten, som da hun blotter numsen, er man utrolig bevidst om det. Det er heller ikke hver dag, at man oplever nøgen performancekunst, men efter kort tid bliver det ganske normalt, og ens liderlige mandlige blik bevæger sig fra hendes køn og bryster op mod ansigtet. Det ville virke for unaturligt andet, især fordi fortællingen nu tager en grusom drejning. Ingvartsen bruger hele sin krop, og hver en muskel er på arbejde. På et tidspunkt formår hun sågar på dramatisk vis, at danse så det ligner at hun forsvinder ind i en 2-D-verden! Man ville ikke kunne lave en performance om pornografien i påklædt tilstand, og derfor bliver Ingvartsens budskab så meget mere virkningsfuldt. Hun giver virkelig alt hvad hun har, mens hun står på scenen.

Ingvartsen danser og fortæller om soldater, krig død og ødelæggelse. Hun beskriver en film i tredjeperson hvor der udspiller sig en etnisk udrensning i landsby, samtidig med at hun blander en pornografisk fortælling ind i det. Det er en bevidst udstillende absurd blanding mellem TV2 News og en dyr 70’er pornofilm med et stort plot. Derefter bliver Ingvartsen til en førstepersonsfortæller, som beskriver hvordan pornoen bliver til i klipperummet, og hvordan den mandlige instruktør giver ordrer. Han beordrer større fokus den dødbringende maskulinitet, som har været i centrum. Ligesom med porno, så er det primært mænd der starter krige.

Mette Ingvartsen. Foto: Marc Domage

Pornografiens grimme smag i munden

Pludselig kommer vi ned på et meget personligt plan, og Ingvartsen henvender sig til sider i os alle sammen, som vi ikke har lyst til at blive konfronteret med; tabuerne.

Tabuet har væert gennemgående igennem hele Ingvartsens udstilling af pornografien. Sammenligningen mellem nyheder og porno er bevidst. Før var død og ødelæggelse, ligesom porno og sex, gemt væk. Nu sidder man derhjemme og bliver bombarderet med billeder af død og ødelæggelse, ligesom man bliver bombarderet af billeder og indtryk af høj erotisk karakter.

Ingvartsen vil gerne have at vi skal blive bevidste om dette her, og pga. normaliseringen af død og sex er det svært at finde tabuer, og udstille dem. Med mindre de er dybt foruroligende. Derfor vælger Ingvartsen at skabe en ubehagelige fortælling hvor død og sex bliver eksplicit kædet sammen, og afløst af en æstetisering af nekrofili a lá nekrofiliscenen i Refns film ’Neon Demon’. Det bliver afløst af torturpornografiens eksklusivitet og smerte i forestillingens sidste akt.

Inden det stærke sansebombardement af afslutning, når Ingvartsen af få fremstillet alle de grimme sider af lyst og begær. Dvs. hun dømmer aldrig, hun udstiller blot. Ingvartsens fortælling, fremføring og performancekoreografi er bomstærk og rammer så meget plet, at jeg gik fra teatret med en meget grim smag i munden. Porno og krig smager grimt. Det ved man måske godt på forhånd, men når Ingvartsen udstiller det, så bliver man mindet om det på en helt ny måde.

Jeg vil anbefale alle, som har lyst til at blive udfordret på deres opfattelse af hvad pornografien gør ved os til at gå ind og se ’21 Pornographies’, eller et af Mette Ingvartsens andre forestillinger/performances i hendes "The Red Pieces"-serie. Det er mesterligt stykket sammen, og vil med garanti være en kunstnerisk oplevelse, som man sent vil glemme.

Fakta: 

Mette Ingvartsen kommer til Dansehallerne i København fra d. 28/02/18 - 03/03/18 med sin forestilling/performance '69 Positions'. Ligesom med '21 Pornographies' udforsker hun her nutidens seksual- og nøgenmoral.

'21 Pornographies' og '69 Positions' er en del af Ingvartsens 'The Red Pieces'-serie hvor Ingvartsen udforsker grænsen mellem seksualitet og offentlighed. 

Læs om '69 Positions' og køb billet her
Læs mere om '21 Pornographies' her
Læs mere om Mette Ingvartsen her

Ingvartsen er meget aktiv, og rejser rundt i det meste af centraleuropa og Scandinavien. Tjek hendes kalender her