Sergei Isopov skaber keramiske skulpturer og kan ses i Ann Linnemann Galleri.
DEN KERAMISKE MALER
Omtale af Louise R. Christensen.
19. februar 2018.
Ann Linnemann Galleri viser i øjeblikket porcelænsskulpturer, modelleret og malet af den russiskfødte keramiker Sergei Isupov.
Sergei Isopov skaber keramiske skulpturer, hvor han maler motiver, ofte med afsæt i en situation eller drømmeverden mellem mennesker. Disse er skabt i 2017.
Skulpturerne har to og tre sider, nogle med et motiv i bunden og med keramiske relieffer. Der er ikke nogen for- eller bagside, da det er op til beskuerens at vælge, om det er virkelighed på den ene side og drømmescenario på den anden side.
Beskueren kan sætte tankerne fri i motivet ud fra egne livserfaringer og drømme om samværet mennesker imellem.
Foto venligst udlånt af Ann Linnemann Galleri
Hjertet i døren
En skulptur i farverne sort, hvid og blodrød samt grånuancer har titlen Closed Doors. Den viser et aftenmotiv med to velklædte herrer i jakkesæt løbende efter en kvinde i hvid nedringet kjole. En rød døråbning, er det kvindens hjerte? Beskuerens fantasi kan selv skabe en historie.
Man kan for eksempel vælge at se positivt på motivet, hvor kvinden er feteret og attraktiv, måske kvindens drømmescenario eller føler kvinden sig forfulgt?
Foto venligst udlånt af Ann Linnemann Galleri
Den anden side af skulpturen Closed Doors viser et træ, som er ved at knække. Det vælter væk fra huset, så huset måske ikke bliver skadet. Døren er hvid, er det en åben dør? Taler træet til os? To katte løber væk i motivet. Er de bange, fordi træet taler? Eller undgår de at blive ramt af træet. Motivet kan også være symbol på kvindens person. Hun føler, at hun skal markere sig i en situation overfor mændene og derved bliver okay med situationen - huset er beskyttet og hjertet er åbnet.
Foto venligst udlånt af Ann Linnemann Galleri
Samtalen ved bordet
En anden skulptur har titlen Lets Talk About It, hvor den ene side viser et the selskab med en mand og kvinde overfor hinanden ved et bord. På den anden side af skulpturen ses en kvinde på vej gennem en dør med en kande the. Er dette motiv hustruen, der snart overrasker manden med en anden kvinde, eller er det en kvinde, som arbejder på cafeen? Beskueren kan igen tænke videre i motivet.
Foto venligst udlånt af Ann Linnemann Galleri
Når man vender skulpturen Lets Talk About It ses i bunden en tegning af en nøgen kvinde med et vinglas foran sig. Overfor sidder en ubarberet mand med et krus foran sig, måske et krus med øl. En ny fortælling træder frem og kan fortolkes efter beskuerens egne oplevelser.
Den figurative tegneproces
Sergei Isupov arbejdsproces starter med formen og figurerne i materialet porcelæn. Den udviklende tegneproces kan begynde, da det er en figurativ ting, og han har mulighed for at gå rundt om modellen og lade sig inspirere.
Ansigterne i skulpturerne er inspireret fra eget liv. Hans hustru, ham selv eller venner, for eksempel den japansk/amerikanske keramiker Akio Takamori.
Isupov skal forholde sig til flere motiver på én gang i en tredimensional flade og tage formen med i betragtning, hvor de malede motiver på den ene side skal glide over i den anden sides motiver.
”Han formår at få den tegnede fortælling i begge siders motiver til at hænge sammen, det er ualmindeligt kompliceret. Han skal lægge motiverne, så for eksempel benet fungerer hele vejen rundt og ikke kun på en flade.”, fortæller galleriets ejer Ann Linnemann.
Vi har som beskuer hver vores fortælling om motiverne med udgangspunkt i egne livserfaringer og håb. Sergei Isupov sætter tankerne i gang med sine tegninger på porcelæn og samtidig er værkerne håndværksmæssigt interessante.
Ann Lindemann Galleri er nærmest et lille museum for keramisk samtidskunst. Hun har værker af både kendte og mindre kendte kunstnere, som tidligere har udstillet i galleriet og er meget interesseret i netop dette felt. Hun er selv keramiker med egen kollektion.
Udstillingen med Sergei Isupov kan ses til 24.2.2018 i Ann Lindemann Galleri.
Ekstra info:
Sergei Isopov er født i 1963 i Rusland, men immigrerede til USA i 1994. Han har værksted både i USA og Estland, hvor hans hustru er fra.
Sergei Isupov viser også gouache tegninger i Ann Lindemann Galleri. Det er ikke skitser til skulpturerne og skal ses som separate kunstværker.