Indkøbskurven er tom.
Grænsen mellem natur og kultur
Udstillinger & Omtaler

Død, sved og erotik på Ribe Kunstmuseum

Omtale af Mia Granhøj

8. maj 2018


Det summer af liv og død på Ribe Kunstmuseum i et undersøgende felt mellem natur og kultur. Udstillingen med John Olsen, ’Aftryk af liv’, indkapsler alle facetter af Olsens kunstneriske virke. 

I næsten syv årtier har John Olsen eksperimenteret med grænsen mellem natur og kultur og i anledning af, at han i 2018 fylder 80 år, bliver han fejret på Ribe Kunstmuseum med både udstilling og antologi. Udstillingens værker spænder bredt og består både af tegning, grafik, skulptur, fotografi og collage. Nogle tegninger er meget voldsomme og abstrakte, mens andre er utrolig nærgående og naturalistiske. Men selvom teknikker og materialer har ændret sig gennem tiden, er det tydeligt, at kunstnerens interesseområder forbliver de samme. 

 


John Olsen, 'Gråkrager' (1959), blyant, akvarel og tusch på papir. Foto af Kirstine Mengel. 

 

Døde ting som lever igen
John Olsen var allerede som barn meget optaget af naturen og i folkeskolen oplevede han en særlig fascination af udstoppede dyr. Fascinationen er hængt ved lige siden og udstillingen er proppet med tegninger af dyr, bronzeskulpturer af forskellige kadavere samt æg, kranier og knogler fra dyr. Olsen blander naturens forskellige stadier af liv og død, som hænger uløseligt sammen og det er på én gang både smukt og grimt. Men det særlige ved mange af Olsens værker er netop, at de døde ting får fornyet liv i nye sammenhænge.

 


John Olsen, 'Det er hårdt at være hjort' (2006), pigment og kul på papir. Foto af Martin Mydtskov Rønne.

 

Olsens fascination af død og forfald begrænser sig ikke til dyreriget. En af hans opslagstavler eller collager indeholder fx tegninger og billeder af døende mennesker, døde mennesker og Ku Klux Klan-medlemmer. Det er uhyggeligt fascinerende at stirre sig helt dødsangst i Olsens dødscollage fra 1982.  En anden collage fra samme årstal har temaet erotik og man falder ikke mindre i staver her. Erotik er endnu et tema, som har fyldt meget i Olsens virke og i udstillingen kan beskueren i små afgrænsede intime rum, bag tunge sorte gardiner, gå på opdagelse i Olsens erotiske tegninger.

 


John Olsen, 'Døden' (1982), collage. Foto af Anders Sune Berg. 

 

Svedetegninger
Et af udstillingens rum er dedikeret til Olsens sved, for siden 1990’erne har han kombineret det at gå i sauna med at tegne. Det foregår på den måde, at Olsen går i sauna og når han kommer ud, drypper både sved og vand ned på papiret, som han derefter bearbejder med kridt og kul. Der er tale om nogle virkelig intense billeder sammenlignet med hans tidlige naturalistiske tegninger af fugle og dyr. Svedetegningerne udstråler noget kropsligt og ved at se på værkernes struktur og materialitet, får man det indtryk, at der er gået en voldsom proces forud – at Olsen har brugt både saft og kraft på at skabe. Og det er i sig selv et fantastisk performativt aspekt.

 


John Olsen, 'Moderkage' (2003), svedetegning. Pigment på papir. Foto af Martin Mydtskov Rønne. 

 

’Aftryk af liv’ er ikke bare udstillingens titel – det er også selve metoden til nogle af de største værker. Rene pigmenter bliver hældt ud på store papirark, hvorefter dyreorganer, skind og planter presses ned i farven. Ofte bliver både havetraktor og vejrforhold som frost og sol taget i brug. Olsens kunstneriske proces er således præget af tilfældigheder, men han bearbejder udtrykket med kridt, tusch og kul. Hvad enten temaet er erotik, natur, død eller forfald rummer alle Olsens værker en stærk hyldest til livet. 

 

Udstillingen 'Aftryk af liv' kan ses indtil d. 21. maj 2018 på Ribe Kunstmuseum. Herefter flytter udstillingen til Faaborg Museum og kan opleves fra d. 9. juni til d. 21. oktober 2018. 


John Olsen, 'Af dyr er du kommet, af dyr skal du blive og af dyr skal du igen opstå' (2018), pigment på papir. Privateje. Foto af Ulf Jeppesen. 

Fakta: John Olsen (f. 1938) bor og arbejder nær Ringe på Sydfyn. Han er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1960-67. I 1995 var Olsen Danmarks repræsentant på Venedig Biennalen og han har både modtaget Eckersberg Medaljen og Thorvaldsen Medaljen, som officielt set regnes for den højeste udmærkelse for en kunstner i Danmark. Danske museer ejer mere end 600 værker og hans skulpturer og offentlige udsmykninger kan findes over hele landet – bl.a. på Novrup Ny Kirkegård i Esbjerg, Skejby Sygehus og Vikingemuseet i Ribe.

www.ribekunstmuseum.dk

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig